I biologien er en medusa (flertal: medusae) en kropsform hos nældefisk, hvor kroppen er paraplyformet eller klokkeformet. Den anden grundlæggende kropsform hos nældefisk er polyppen, som typisk sidder fast på et underlag; mange arter skifter mellem polyp- og medusa-stadier i deres livscyklus.

Morfologi

Medusae spænder i størrelse fra få millimeter til flere meter i diameter. Formen kan være alt fra en tydelig klokke til en flad skive, ofte med en svagt konveks overflade og en konkav underside. Den øvre overflade kaldes exumbrella, og den nedre overflade kaldes subumbrella. Munden sidder på undersiden og kan være omgivet af mundarme eller et gitter af membraner; hos nogle medusae delvist aflukket af en indadstrækkende kantmembran kaldet velum.

Bellens indre består af en tyk, geleagtig masse kaldet mesoglea, og fordøjelsessystemet er et gastrovaskulært hulrum forbundet med radiale kanaler ud mod kanten. Antallet og forgrening af disse kanaler varierer meget mellem grupper. Langs kanten af skiven findes ofte sanseorganer (rhopalier) med statocyster til balance og simple øjenpletter (okeller), samt tentakler med nematocyster til at fange bytte.

Bevægelse og føde

Medusae bevæger sig hovedsageligt ved rytmiske sammentrækninger af bellens muskler, som skubber vand bagud og skaber fremdrift (jet-propulsion). Hos hydromedusae bidrager velum til effektiv fremdrift ved at indsnævre åbningen.

De fleste medusae er rovdyr: de fanger plankton, små fisk og krebsdyr med deres tentakler, som er dækket af stikkende celler (nematocyster). Når nematocyster affyres, sprøjtes gift ind i byttet, hvilket ofte lammer eller dræber det.

Livscyklus og systematik

I klassen Hydrozoa er medusae hos mange arter det seksuelle, fritsvømmende stadium, mens polypstadiet ofte formerer sig aseksuelt ved knopskyting. Hydrozoernes medusaform kaldes hydromedusae. En art kan altså skifte mellem polyp og medusa i forskellige livsstadier.

Medusaformen er særligt fremtrædende i klasserne Scyphozoa (de almindelige, ofte store og farverige vandmænd) og Cubozoa (kassemeduser eller box jellyfish), hvor den voksne organisme i høj grad er en medusa. Bortset fra nogle ferskvandshydrozoer som Craspedacusta sowerbyi forekommer medusae primært i disse klasser.

Reproduktion kan omfatte frigivelse af kønsceller og dannelse af fritsvømmende larver (planula), som sætter sig og udvikler sig til polyper. I nogle scyphozoer sker strobilation, hvor en polyp deler sig i skiver, der bliver til unge medusae (efyra).

Forgiftning og førstehjælp

Kontakt med medusaers tentakler kan give smertefulde stik hos mennesker. Tentaklerne er ofte lange, tynde og fyldt med nematocyster, som kan indsætte gift, så f.eks. små fisk bliver ubevægelige. Badevande kan indeholde medusae, og stik forekommer regelmæssigt.

Generelle råd ved stik (almindelig vejledning — søg altid professionel hjælp ved alvorlige reaktioner):

  • Fjern forsigtigt synlige tentakler med et redskab (f.eks. handsker eller en plastikkort) — undgå at gnide, da det kan aktivere flere nematocyster.
  • Skyl området med saltvand; undlad at bruge ferskvand, da det kan udløse flere nematocyster.
  • Ved stik fra visse arter (f.eks. Cubozoa) anbefales ofte at bruge eddike (acetic acid) for at inaktivere uaffyrede nematocyster, men dette kan variere efter art — følg lokale sundhedsanbefalinger.
  • Søg lægehjælp ved stærke smerter, åndedrætsbesvær, svimmelhed, synlig hudnekrose eller tegn på systemisk forgiftning; nogle arter kan give livstruende reaktioner eller Irukandji-syndrom.

Der er dokumenterede tilfælde af dødsfald efter alvorlige medusastik, især fra nogle kassemeduser som Chironex-arter i Australien.

Økologi og betydning

Medusae spiller en vigtig rolle i marine fødenet som både rovdyr og bytte for større dyr (f.eks. skildpadder, nogle fisk og fugle). De kan danne store populationstoppe ("jellyfish blooms"), som påvirker fiskeri, turistaktiviteter og økosystemfunktioner. Faktorer som temperaturstigning, ændringer i havstrømme og overfiskning af konkurrenter og rovdyr menes at kunne bidrage til hyppigere bloom-hændelser.

Mange medusae er også interessante pga. bioluminescens, regenerations-evne og simple, men effektive sanseorganer, hvilket gør dem til modelorganismer i forskning inden for neurobiologi og udviklingsbiologi.