I middelalderen troede folk i Europa, at incubi (ental incubus, flertal incubi) var mandlige dæmoner, mens de kvindelige modparter blev kaldt succubi. Ifølge folketroen lå disse ånder på sovende mennesker for at have samleje med dem, drænede ofrenes livskraft og nogle gange fik de børn med dødelige mennesker. En af de bedst kendte fortællinger, hvor en overnaturlig undfangelse spiller en rolle, er legenden om Merlin. I samtidige kilder nævnes også, at en incubus kunne kendes på sin — ifølge dem — unaturligt kolde penis. Religiøse forfattere advarede om, at gentagne samlejer med sådanne ånder kunne føre til dårligere helbred eller i ekstreme tilfælde døden.

Oprindelse og forklarelser i middelalderen

Troen på incubi og succubi kombinerer elementer fra kristen dæmonologi, folkemedicin og ældre myter om ånder, der går igen i natten. Kirken og teologer diskuterede, hvordan sådanne væsner kunne handle: nogle mente, at dæmoner kunne antage menneskelig form og på den måde lokke eller tvinge dødelige, andre forklarede fænomenet som en form for fristelse eller straf fra onde ånder. Fortællingerne blev ofte brugt til at forklare uforklarlige graviditeter, natlige mareridt eller sygdomme, som man ikke kunne forstå ud fra datidens medicinske viden.

Forklaringer i moderne tid

I dag forklares mange rapporter om incubi-fænomenet af kendte psykologiske og fysiologiske tilstande. Søvnparalyse er en almindelig forklaring: når en person vågner eller falder i søvn, kan kroppen midlertidigt være ude af stand til at bevæge sig, samtidig med at hjernen oplever levende hallucinationer — ofte med en følelse af tryk på brystet og en følelse af tilstedeværelse i rummet. Seksuelle drømme og natlige emissioner kan ligeledes blive tolket gennem den kultur, man lever i; i en kultur, der tror på dæmonisk seksuel aktivitet, bliver disse oplevelser ofte erklæret som sådanne møder. Moderne medicin og psykologi peger desuden på faktorer som stress, søvnmangel og visse medikamenter som udløsere.

Hvordan folk forsøgte at beskytte sig

  • Religiøse ritualer: bønner, velsignelser og eksorcisme var almindelige metoder.
  • Amuletter og besværgelser: talismaner og specifikke tegn brugtes for at holde onde ånder væk.
  • Praktiske forholdsregler: man anbefalede at tænde lys om natten, lade døre stå åbne eller sove i kredsen af familiemedlemmer.

Kulturel betydning og efterliv

Incubi og succubi fortsatte med at optræde i litteratur, kunst og folkesagn efter middelalderen og har i moderne tid fundet vej ind i fantasy, horror og populærkultur. De repræsenterer ofte menneskelige bekymringer om seksualitet, skyld, skyldfølelse og frygt for det ukendte. I dag bruges begreberne både i historiske studier af middelalderens tanke- og religionsliv og i fiktive værker som symboler på fristelse eller overnaturlig fare.

Samlet set var beskrivelserne af incubi et produkt af deres tid: en blanding af religiøs overbevisning, mangel på medicinsk viden og rige folkelige fortællinger. Mange af de oplevelser, man i fortiden tolkede som møder med dæmoniske sexånder, kan i dag forstås gennem moderne medicinsk og psykologisk viden, selvom myten fortsat lever videre i kultur og litteratur.