Incubus: Hvad er en dæmonisk sexånd fra middelalderen?

Folk har fundet på forskellige forklaringer på incubus-legenderne. I middelalderen var man meget bekymret for synd, især for kvinders seksuelle synder. Ofrene kan have oplevet vågne drømme eller søvnlammelse. Også natlig ophidselse, orgasme eller natlig udflåd kunne forklares ved tanken om væsener, der forårsager en ellers skyldfølende og selvbevidst adfærd. Incubis indflydelse kunne også være blevet brugt til at forklare, hvordan graviditeter sker uden for ægteskab; sådanne graviditeter var ofte "uforklarlige".

Ofre, der hævdede at være blevet ofre for incubi's indflydelse, kunne i virkeligheden have været ofre for seksuelle overgreb begået af en virkelig person. Voldtægtsforbrydere kan have tilskrevet dæmoner voldtægterne af sovende kvinder for at undgå straf. En ven eller slægtning kan have overfaldet offeret i søvne. Ofrene og i nogle tilfælde præsterne kan have fundet det lettere at forklare overgrebet som værende af overnaturlig oprindelse i stedet for at konfrontere tanken om, at overgrebet kom fra en betroet person.

Gamle og religiøse beskrivelser

En af de tidligste omtaler af en incubus kommer fra Mesopotamien på den sumeriske kongeliste fra ca. 2400, hvor helten Gilgameshs far er opført som Lilu (Lila). Det siges, at Lilu forstyrrer og forfører kvinder i deres søvn, mens Lilitu, en kvindelig dæmon, viser sig for mænd i deres erotiske drømme. To andre dæmoner optræder også: Ardat lili besøger mænd om natten og føder spøgelsesagtige børn af dem. Irdu lili er den mandlige modstykke til Ardat lili. Han besøger kvinder om natten. Disse dæmoner var oprindeligt stormdæmoner. Fordi etymologien blev fortolket forkert, blev de senere opfattet som natdæmoner. De anses også for at være vampyrer, som er en anden form for dæmon, der siges at drikke blod fra sine ofre.

Incubi og succubi blev af nogle sagt, at de ikke var forskellige køn, men at den samme dæmon kunne skifte køn. En succubus kunne gå i seng med en mand og samle hans sæd, hvorefter den kunne forvandle sig til en incubus og bruge denne sæd på kvinder. Deres afkom blev i mange tilfælde anset for at være overnaturligt, selv om det egentlige genetiske materiale oprindeligt kom fra mennesker.

Mange fortællinger hævder, at incubus er biseksuel, men nogle fortæller, at den er strengt heteroseksuel og finder det enten ubehageligt eller skadeligt at angribe et mandligt offer. Der findes også mange historier om forsøg på uddrivelse af incubi eller succubi, som har søgt tilflugt i mænds eller kvinders kroppe.

Incubi siges undertiden at kunne undfange børn. Det halvmenneskelige afkom af en sådan forening kaldes undertiden en cambion. Den mest berømte legende om et sådant tilfælde omfatter Merlin, den berømte troldmand fra Arthurian-legenden.

Ifølge Malleus Maleficarum er eksorcisme en af de fem måder at overvinde Incubi's angreb på, de andre er sakramental skriftemål, korsets tegn (eller recitering af englenes hilsen), flytning af den ramte til et andet sted, og ved at ekskommunikere det angribende væsen, "hvilket måske er det samme som eksorcisme." På den anden side erklærede franciskanermunk Ludovico Maria Sinistrari, at incubi "adlyder ikke eksorcister, har ingen frygt for eksorcismer, viser ingen ærbødighed for hellige ting, ved hvis nærvær de ikke på nogen måde bliver overrumplet".