Incubus: Hvad er en dæmonisk sexånd fra middelalderen?
Incubus: Opdag middelalderens myter om dæmoniske sexånder, Incubi og succubi, hvordan de dræner offerets energi, kan skabe afkom og true liv og helbred.
I middelalderen troede folk i Europa, at incubi (ental incubus, flertal incubi) var mandlige dæmoner, mens de kvindelige modparter blev kaldt succubi. Ifølge folketroen lå disse ånder på sovende mennesker for at have samleje med dem, drænede ofrenes livskraft og nogle gange fik de børn med dødelige mennesker. En af de bedst kendte fortællinger, hvor en overnaturlig undfangelse spiller en rolle, er legenden om Merlin. I samtidige kilder nævnes også, at en incubus kunne kendes på sin — ifølge dem — unaturligt kolde penis. Religiøse forfattere advarede om, at gentagne samlejer med sådanne ånder kunne føre til dårligere helbred eller i ekstreme tilfælde døden.
Oprindelse og forklarelser i middelalderen
Troen på incubi og succubi kombinerer elementer fra kristen dæmonologi, folkemedicin og ældre myter om ånder, der går igen i natten. Kirken og teologer diskuterede, hvordan sådanne væsner kunne handle: nogle mente, at dæmoner kunne antage menneskelig form og på den måde lokke eller tvinge dødelige, andre forklarede fænomenet som en form for fristelse eller straf fra onde ånder. Fortællingerne blev ofte brugt til at forklare uforklarlige graviditeter, natlige mareridt eller sygdomme, som man ikke kunne forstå ud fra datidens medicinske viden.
Forklaringer i moderne tid
I dag forklares mange rapporter om incubi-fænomenet af kendte psykologiske og fysiologiske tilstande. Søvnparalyse er en almindelig forklaring: når en person vågner eller falder i søvn, kan kroppen midlertidigt være ude af stand til at bevæge sig, samtidig med at hjernen oplever levende hallucinationer — ofte med en følelse af tryk på brystet og en følelse af tilstedeværelse i rummet. Seksuelle drømme og natlige emissioner kan ligeledes blive tolket gennem den kultur, man lever i; i en kultur, der tror på dæmonisk seksuel aktivitet, bliver disse oplevelser ofte erklæret som sådanne møder. Moderne medicin og psykologi peger desuden på faktorer som stress, søvnmangel og visse medikamenter som udløsere.
Hvordan folk forsøgte at beskytte sig
- Religiøse ritualer: bønner, velsignelser og eksorcisme var almindelige metoder.
- Amuletter og besværgelser: talismaner og specifikke tegn brugtes for at holde onde ånder væk.
- Praktiske forholdsregler: man anbefalede at tænde lys om natten, lade døre stå åbne eller sove i kredsen af familiemedlemmer.
Kulturel betydning og efterliv
Incubi og succubi fortsatte med at optræde i litteratur, kunst og folkesagn efter middelalderen og har i moderne tid fundet vej ind i fantasy, horror og populærkultur. De repræsenterer ofte menneskelige bekymringer om seksualitet, skyld, skyldfølelse og frygt for det ukendte. I dag bruges begreberne både i historiske studier af middelalderens tanke- og religionsliv og i fiktive værker som symboler på fristelse eller overnaturlig fare.
Samlet set var beskrivelserne af incubi et produkt af deres tid: en blanding af religiøs overbevisning, mangel på medicinsk viden og rige folkelige fortællinger. Mange af de oplevelser, man i fortiden tolkede som møder med dæmoniske sexånder, kan i dag forstås gennem moderne medicinsk og psykologisk viden, selvom myten fortsat lever videre i kultur og litteratur.
En incubus
Legendernes oprindelse
Folk har fundet på forskellige forklaringer på incubus-legenderne. I middelalderen var man meget bekymret for synd, især for kvinders seksuelle synder. Ofrene kan have oplevet vågne drømme eller søvnlammelse. Også natlig ophidselse, orgasme eller natlig udflåd kunne forklares ved tanken om væsener, der forårsager en ellers skyldfølende og selvbevidst adfærd. Incubis indflydelse kunne også være blevet brugt til at forklare, hvordan graviditeter sker uden for ægteskab; sådanne graviditeter var ofte "uforklarlige".
Ofre, der hævdede at være blevet ofre for incubi's indflydelse, kunne i virkeligheden have været ofre for seksuelle overgreb begået af en virkelig person. Voldtægtsforbrydere kan have tilskrevet dæmoner voldtægterne af sovende kvinder for at undgå straf. En ven eller slægtning kan have overfaldet offeret i søvne. Ofrene og i nogle tilfælde præsterne kan have fundet det lettere at forklare overgrebet som værende af overnaturlig oprindelse i stedet for at konfrontere tanken om, at overgrebet kom fra en betroet person.
Gamle og religiøse beskrivelser
En af de tidligste omtaler af en incubus kommer fra Mesopotamien på den sumeriske kongeliste fra ca. 2400, hvor helten Gilgameshs far er opført som Lilu (Lila). Det siges, at Lilu forstyrrer og forfører kvinder i deres søvn, mens Lilitu, en kvindelig dæmon, viser sig for mænd i deres erotiske drømme. To andre dæmoner optræder også: Ardat lili besøger mænd om natten og føder spøgelsesagtige børn af dem. Irdu lili er den mandlige modstykke til Ardat lili. Han besøger kvinder om natten. Disse dæmoner var oprindeligt stormdæmoner. Fordi etymologien blev fortolket forkert, blev de senere opfattet som natdæmoner. De anses også for at være vampyrer, som er en anden form for dæmon, der siges at drikke blod fra sine ofre.
Incubi og succubi blev af nogle sagt, at de ikke var forskellige køn, men at den samme dæmon kunne skifte køn. En succubus kunne gå i seng med en mand og samle hans sæd, hvorefter den kunne forvandle sig til en incubus og bruge denne sæd på kvinder. Deres afkom blev i mange tilfælde anset for at være overnaturligt, selv om det egentlige genetiske materiale oprindeligt kom fra mennesker.
Mange fortællinger hævder, at incubus er biseksuel, men nogle fortæller, at den er strengt heteroseksuel og finder det enten ubehageligt eller skadeligt at angribe et mandligt offer. Der findes også mange historier om forsøg på uddrivelse af incubi eller succubi, som har søgt tilflugt i mænds eller kvinders kroppe.
Incubi siges undertiden at kunne undfange børn. Det halvmenneskelige afkom af en sådan forening kaldes undertiden en cambion. Den mest berømte legende om et sådant tilfælde omfatter Merlin, den berømte troldmand fra Arthurian-legenden.
Ifølge Malleus Maleficarum er eksorcisme en af de fem måder at overvinde Incubi's angreb på, de andre er sakramental skriftemål, korsets tegn (eller recitering af englenes hilsen), flytning af den ramte til et andet sted, og ved at ekskommunikere det angribende væsen, "hvilket måske er det samme som eksorcisme." På den anden side erklærede franciskanermunk Ludovico Maria Sinistrari, at incubi "adlyder ikke eksorcister, har ingen frygt for eksorcismer, viser ingen ærbødighed for hellige ting, ved hvis nærvær de ikke på nogen måde bliver overrumplet".
Spørgsmål og svar
Q: Hvad troede folk i Europa om Incubi i middelalderen?
A: Folk i Europa troede, at Incubi var mandlige dæmoner i middelalderen.
Q: Var der også kvindelige dæmoner, og hvad blev de kaldt?
A: Ja, der var også kvindelige dæmoner, som blev kaldt succubi.
Q: Hvad gjorde Incubi ved sovende mennesker ifølge troen?
A: Incubi lagde sig på sovende mennesker for at have samleje med dem.
Q: Hvad var formålet med, at Incubi havde seksuelt samkvem med folk?
A: Incubi havde sex med mennesker for at skabe andre incubi og dræne offerets energi for at opretholde sig selv.
Q: Kan man få et barn af at have sex med en inkubus?
A: Ja, nogle gange kan det at have sex med en inkubus resultere i et barn, som i legenden om Merlin.
Q: Hvad kan gentagne samlejer med en inkubus føre til ifølge den religiøse tradition?
A: Ifølge den religiøse tradition kan gentagne samlejer med en inkubus, enten af mænd eller kvinder, resultere i dårligt helbred eller endda død.
Q: Hvordan kan en incubus identificeres ifølge nogle kilder?
A: Nogle kilder siger, at en incubus kan identificeres ved sin unaturligt kolde penis.
Søge