På sanskrit betyder Itihasa historie. For hinduer er en itihasa en religiøs og moralsk historie, der fortæller om, hvad der er sket i fortiden og samtidig formidler normer og idealer. Itihasaer er normalt episke digte. De vigtigste itihasaer i hinduisk tradition er Ramayana og Mahabharata, som både er litterære værker og bærere af religiøs, etisk og kulturel viden.

Etymologi og begrebsindhold

Den oprindelige betydning af Itihasa har en mere nuanceret konnotation end det almindelige ord "historie". Ifølge den etymologi, som omtales i klassisk sanskritgrammatik og ofte forbindes med Panini, kan iti forstås som "således" eller "thus", og nogle forklarer dermed itihaśa som "således skete det" eller "i denne tradition". Denne forståelse lægger vægt på, at itihasa ikke blot er en kronologisk optegnelse, men en fortælling formidlet i en bestemt tradition med et pædagogisk og normativt sigte.

Kautilya (Chanakya) og uddannelsesperspektivet

En af de tidligste kendte henvisninger til begrebet itihasa i antikkens litteratur findes i Arthashastra, som traditionelt tilskrives Chanakya (også kaldet Kautilya) fra det 4. århundrede fvt. (omtrent samtidig med etableringen af Maurya-imperiet under Chandragupta ca. 322 fvt.). I Arthashastra opstilles en række genrer og tekster, der indgår i en prins’ uddannelse, og i bog 1, kapitel 5 nævnes bl.a. følgende Devanagari-tekst:

पुराणमितिव्रुत्तमाख्यायिकोदाहरणं धर्मशास्त्रं चेतीतिहासः

Dette kan forstås som, at Puraana (de ældres krøniker), Itivrtta (historie), Akhyayika (fortællinger), Udaaharana (illustrative fortællinger), Dharmashastra (lov og etik) og Arthashastra (statskundskab) tilsammen udgør den viden, man betragter som historie eller itihasa i en undervisningskontekst. Her får begrebet en bredere betydning, nærmest svarende til det moderne begreb historiografi og statskundskab samlet.

Kalhana og den normative funktion

Et centralt citat stammer fra Kalhana's Rajatarangini (midten af det 12. århundrede e.Kr., ca. 1147–1149):

धर्मार्थ काममोक्षाणामुपदेश समान्वितं । पुरावृत्तं कथायुत्तरूपमितिहासं प्रचक्षते ।।।

Translitterationen i teksten er: "Dharmaartha-kaama-mokshaanaam upadesa-samanvitam | Puraa-vrttam, kathaa-yuttarupam Ithihaasah prachakshate ||"

Kalhana understreger her den normative og pædagogiske side af itihasa: en historisk fortælling udformes som en rådgivende fortælling, der søger at vejlede læseren i opnåelsen af de fire mål i livet (purusārthas). Disse fire mål kan sammenfattes som:

  • Dharma – retfærdig adfærd og pligt
  • Artha – materielle midler og velfærd (værktøj for at opfylde ønsker)
  • Kama – lyst, begær og følelsesmæssig tilfredsstillelse
  • Moksha – frigørelse eller befrielse

Kalhana beskriver altså itihasa som en form for historisk fortælling, som også tjener som moralsk og praktisk vejledning for, hvordan man bør leve for at nå disse mål.

Itihasa, Purana og forskelle til moderne historie

Itihasa adskiller sig fra moderne, sekulær historieskrivning ved sit dobbelte formål: dels at fastholde og videreføre fortidsberetninger, dels at lære moralske og sociale normer gennem disse beretninger. Hvor moderne historiografi typisk søger analytisk og kritisk at rekonstruere begivenheder ud fra kilder, kan itihasa omfatte mytisk og didaktisk materiale, samtidig med at det rummer historiske kerner.

Sideløbende med itihasa findes Purana-litteraturen, som typisk er mere mytologisk og særligt knyttet til religiøse traditioner, gudemythologi og kosmologi. I praksis flyder grænserne mellem itihasa, purana, dharmashastra og andre genrer ofte sammen i den hinduistiske teksttradition.

Ramayana og Mahabharata: to centrale itihasaer

Ramayana og Mahabharata fungerer i hinduisk tradition både som episk litteratur og som repository for religiøs og etisk undervisning. De præsenterer idealer om kongeligt lederskab, dharma i handling, familiepligter, krig, ret og frelse. Begge værker har stor kulturel udbredelse og mange lokale variationer og kommentatortraditioner.

Historikere og filologer diskuterer deres datering og lagdeling: kerner i disse eposer menes at være meget gamle (nogle elementer kan stamme fra før 500 fvt.), men de endelige tekstformer er resultatet af en lang redaktionel proces, der strakte sig ind i første årtusinde fvt. og evt. ind i de første århundreder evt. (forskellige forskere angiver vidt forskellige tidspunkter afhængigt af metoder og tekstanalyse). Uanset deres præcise datering fungerer begge værker som centrale kilder til religion, etik og kulturel selvforståelse i Sydasien.

Afsluttende bemærkninger

Itihasa som begreb rummer derfor både historie i snæver forstand og en bred traditionel forståelse af fortællingernes pædagogiske, etiske og politiske funktion. Når man anvender begrebet i moderne kontekst, er det vigtigt at skelne mellem dens rolle som kulturnormativ fortælling og den akademiske historieskrivnings metodiske krav, selvom begge domæner kan overlappe og berige hinanden.