Idomeneo – Mozarts opera seria fra 1781: handling, baggrund og betydning
Idomeneo er en opera seria med musik af Wolfgang Amadeus Mozart. Librettoen (teksten) er på italiensk og er skrevet af Giambattista Varesco. Han baserede den på en fransk tekst af Antoine Danchet. I 1780 blev Mozart og Varesco af kurfyrsten af Bayern bedt om at skrive en opera til et karneval ved hoffet.
Idomeneo blev opført første gang i München den 29. januar 1781. Mozart var kun 24 år gammel. Det var den første af hans store operaer og blev skabt til det prægtige hofteater (Residenz/Cuvilliés), der rådede over et stort, virtuos orkester.
Mozart skrev tre forskellige typer operaer: Idomeneo er en opera seria (alvorlig opera). Disse operaer blev skrevet på italiensk og handler om alvorlige, dramatiske historier, ofte historier fra det gamle Grækenland eller Rom. La Clemenza di Tito er også en opera seria. Don Giovanni er et eksempel på en blanding af komisk og alvorlig opera, mens Tryllefløjten er en tysk opera i Singspiel-traditionen.
Idomeneo har traditionelle recitativer og arier. Korene, marcherne og balletterne var meget lig den franske operatradition. Mozart var inspireret af Glucks operaer.
Baggrund og tilblivelse
Bestillingen kom fra kurfyrst Karl Theodors hof, som netop havde flyttet det berømte Mannheim-ensemble til München. Det gav Mozart adgang til et usædvanligt fleksibelt og stort orkester med blæsere i topklasse, især klarinetter og horn. Varesco arbejdede i Salzburg og skrev sin tekst på afstand, mens Mozart tilpassede og forkortede under prøverne. Resultatet blev en storslået hofopera med stormscener, kor, danse og avancerede scenemaskiner. Værket forener italiensk opera seria, fransk tragédie lyrique (med kor og ballet) og Glucks reformideal om dramatisk klarhed.
Roller og stemmer
- Idomeneo – konge af Kreta (tenor)
- Idamante – hans søn (oprindelig skrevet til kastrat; i dag ofte mezzosopran i bukserolle eller tenor i den senere version)
- Ilia – trojansk prinsesse, krigsfange (sopran)
- Elettra – Agamemnons datter, rival til Ilia (sopran)
- Arbace – kongens fortrolige (tenor)
- Højpræsten for Neptun (tenor)
- Neptuns røst (bas) samt kor af kretere, præster, søfolk og dansere
Handling
Akt I: Efter Trojas fald er Idomeneo på vej hjem til Kreta, men hans flåde fanges i en dødelig storm. I desperation lover han havguden Neptun at ofre den første, han møder på land, hvis han reddes. På stranden er Ilia, den trojanske prinsesse, forelsket i Idamante, men plaget af lojalitetskonflikt. Elettra, som også elsker Idamante, ankommer jaloux og ophidset. Da Idomeneo sætter fod på land, er den første, han møder, netop hans søn. Rystet forsøger han at undgå at afsløre sit løfte.
Akt II: Skyld og pligt kolliderer. Idomeneo beslutter at sende Idamante bort for at undgå det blodige løfte, men naturen (og skæbnen) gør modstand. Et havuhyre, sendt af Neptun, hjemsøger Kreta. Folket kræver hjælp; Idomeneo forstår, at hans egen ed er årsagen til ulykkerne. Ilia og Idamante nærmer sig hinanden; Elettras raseri vokser.
Akt III: Templet opsøges for svar. Oraklet kræver, at Idomeneo giver afkald på tronen og bringer fred. Idomeneo bekendtgør sandheden og vil ofre sin søn, men Neptun viser barmhjertighed: Idamante skal gifte sig med Ilia og efterfølge sin far. Elettra bryder sammen i en voldsom raseriudladning. Operaen slutter i forsoning, dans og kor til ære for den nye fred.
Musik, orkester og stil
- Orkesterfarver: Rig brug af træblæsere (inkl. klarinetter) og horn giver værket en særpræget, varm klang. Trombones og dybe blæsere ledsager oraklets røst og skaber en mørk, sakral tone.
- Dramatik i recitativer: Både tørre recitativer med continuo og kraftfulde, orkestralt ledsagede recitativer driver handlingen frem og forstærker de psykologiske konflikter.
- Kor og ballet: Store kor, marcher og afsluttende dansesatser peger mod fransk hofstil. Storm- og havscenerne er musikalsk maleri med brusende strygere og blæsere.
- Arie- og ensemblekunst: Fra intime, lyriske øjeblikke til virtuose udbrud og dramatiske ensembler. Mozarts melodiske opfindsomhed forener form og følelse.
Versioner og opførelseshistorie
- München 1781 (originalversion): Idamante skrevet til kastrat; omfattende balletmusik i finalen; stor vægt på kor.
- Wien-revision (1786): Mozart bearbejdede værket til en ny opsætning, tilpassede flere numre, forkortede og omskrev, og gjorde ofte Idamante til tenor. Mange moderne produktioner vælger enten München-versionen (med mezzosopran som Idamante) eller en blandingspraksis.
- Modtagelse: Succes ved urpremieren, men værket blev sjældnere spillet i 1800-tallet. I 1900-tallet blev det genopdaget og regnes i dag for en af de mest betydningsfulde operaer fra Mozarts unge modenhed.
Værkets betydning
Idomeneo markerer Mozarts gennembrud som dramatiker i stor skala. Operaen bygger bro mellem den traditionelle opera seria og en mere samlet musikdramatik, hvor kor, orkester og sceneeffekter er integreret i handlingen. Temaer som herskeransvar, barmhjertighed og oplysningstidens ideal om fornuft fremfor hævn præger værket. Karaktertegningen er usædvanligt nuanceret: den skyldplagede far (Idomeneo), den empatiske Ilia, den tapre Idamante og den eksplosive Elettra.
Udvalgte højdepunkter at lytte efter
- Idomeneos store arie “Fuor del mar”: virtuos tenorudladning, hvor stormen stadig raser i musikken.
- Ilia: “Zeffiretti lusinghieri” – blid, naturmalende arie, hvor hun betror sig til de milde vinde.
- Idamante: følsomme arier om konflikt mellem kærlighed og pligt; ofte sunget af mezzosopran i bukserolle.
- Elettra: raseriarierne, kulminerende i “D’Oreste, d’Ajace” – et psykologisk portræt på grænsen af sammenbrud.
- Kor og stormscener: “Qual nuovo terrore” og tempel- og oraktscenerne med mørke blæserfarver.
Spilletid og opførelse: En komplet opførelse varer typisk omkring tre timer afhængigt af valg af version og eventuelle balletter. Værket egner sig både til koncertant og fuldt iscensat opførelse og stiller store krav til kor, solister og orkester.
Historien om operaen
Første akt
Historien, der er baseret på en gammel græsk historie, foregår på øen Kreta kort efter den trojanske krig. Ilia er datter af den trojanske kong Priam, som har tabt krigen. Ilia er blevet ført til Kreta. Hun elsker prins Idamante, søn af den kretensiske kong Idomeneo, men ønsker ikke at fortælle ham om sin kærlighed til ham. Idamante er venlig og løslader de trojanske fanger. Han fortæller Ilia, at det ikke er hans skyld, at deres fædre var fjender. Både trojanerne og kretenserne (folk fra Kreta) glæder sig over den tilbagevendende fred, men Elektra, datter af den græske kong Agamemnon, er jaloux på Ilia. Hun er irriteret over, at Idamante havde været venlig og ladet fangerne gå fri. Arbace, kongens betroede ven, bringer nyheden om, at Idomeneo er druknet på havet på vej tilbage til Kreta fra Troja. Elektra, der er bekymret for at Ilia, en trojansk kvinde, snart vil blive dronning af Kreta, føler Hades' furier pine hende.
Idomeneo er ikke fortabt på havet, men bliver i stedet reddet af Neptun (havets gud) og skylles op på en kretensisk strand. Her kommer han i tanke om det løfte, han gav Neptun: han havde lovet at ofre (dræbe for guderne) det første væsen, han mødte, uanset om det var et menneske eller et dyr. Det første menneske, han møder, er hans egen søn, Idamante. Da de to ikke har set hinanden i lang tid, kan de ikke genkende hinanden i første omgang. Da Idomeneo endelig indser, at det er hans egen søn, han skal dræbe, siger han til Idamante, at han skal gå væk og aldrig se ham igen. Idamante forstår ikke, hvorfor hans far siger dette. Han er frygtelig ked af det, men løber væk. De kretensiske soldater går af Idomeneos skib og bliver mødt af deres koner, og alle lovpriser Neptun.
2. akt
I kongens palads spørger Idomeneo Arbace, hvad han skal gøre, fordi han har været ulydig over for guden. Arbace siger, at Neptun vil være glad for, hvis et andet offer kan ofres, så længe Idamante bliver sendt i eksil (til et andet land). Idomeneo siger til sin søn, at han skal tage Elektra med til hendes hjem, Argos. Idomeneos venlige ord til Ilia får hende til at sige meget venligt, at fordi hun har mistet alt, vil han være hendes far, og Kreta vil være hendes land. Da hun går, går det op for Idomeneo, at det at sende Idamante i eksil har gjort Ilia ulykkelig. Elektra er glad for at tage til Argos med Idamante.
I havnen i Sidon siger Idomeneo farvel til sin søn og beder ham om at regere som en god konge. Men før skibet kan sejle, bryder en storm ud, og en søslange dukker op. Det er et bud fra Neptun, som er vred på Idomeneo. Idomeneo tilbyder guden sit liv.
3. akt
I den kongelige have beder Ilia de blide vinde om at bære hendes kærlighed til Idamante. Idamante siger, at han må tage af sted for at bekæmpe slangen. Da han siger, at han gerne vil dø, fordi Ilia ikke elsker ham. Det får Ilia til at fortælle ham, at hun elsker ham. De bliver overrasket af Elektra og Idomeneo. Da Idamante spørger sin far, hvorfor han sender ham væk, kan Idomeneo ikke fortælle ham sandheden. Ilia beder Elektra om lidt venlighed, men Elektra er vanvittigt jaloux på Ilia nu, og hun vil have hævn. Arbace kommer med nyheden om, at folket, anført af Neptuns ypperstepræst, råber, at de vil have Idomeneo. Ypperstepræsten fortæller kongen, at Neptuns uhyre ødelægger ting, og beder Idomeneo sige navnet på den person, hvis offer guden kræver. Da kongen siger, at hans egen søn er offeret, bliver folket forfærdet.
Uden for templet slutter kongen og ypperstepræsten sig til Neptuns præster for at bede om, at guden vil være venlig og barmhjertig. Arbace bringer nyheden om, at Idamante har dræbt uhyret. Idomeneo er nu bekymret for, at Neptun vil have endnu mere hævn. Idamante træder ind i offerkåbe og siger, at han forstår sin fars frygtelige bekymringer og er klar til at dø, Idomeneo siger et tragisk farvel til sin egen søn og er ved at dræbe ham, da Ilia træder frem og tilbyder at dø i stedet. Neptun ændrer nu sin mening. Vi hører hans stemme sige, at hvis Idomeneo opgiver at være konge og lader Idamante og Ilia regere som konge og dronning, vil han tilgive. Alle er glade undtagen Elektra, som ønsker at dø. Idomeneo siger, at Idamante og hans brud er de nye herskere. Folket påkalder kærligheds- og ægteskabsguden for at velsigne kongeparret og bringe fred.
Spørgsmål og svar
Q: Hvem skrev musikken til Idomeneo?
A: Wolfgang Amadeus Mozart skrev musikken til Idomeneo.
Q: På hvilket sprog er librettoen til Idomeneo skrevet?
A: Librettoen til Idomeneo er skrevet på italiensk.
Q: Hvem skrev librettoen til Idomeneo?
A: Giambattista Varesco er den person, der har skrevet librettoen til Idomeneo.
Q: Hvad var inspirationen til librettoen til Idomeneo?
A: Antoine Danchets franske tekst var inspirationen til librettoen til Idomeneo.
Q: Hvornår blev Idomeneo opført første gang?
A: Idomeneo blev opført første gang i München den 29. januar 1781.
Q: Hvilken type opera er Idomeneo?
A: Idomeneo er en opera seria, hvilket betyder, at det er en seriøs opera.
Q: Hvem bad Mozart og Varesco om at skrive en opera til et hofkarneval?
A: Kurfyrsten af Bayern bad Mozart og Varesco om at skrive en opera til et hofkarneval.
Q: Hvad hentede Mozart inspiration fra til korene, marcherne og balletterne i Idomeneo?
A: Mozart hentede inspiration fra den franske operatradition til korene, marcherne og balletterne i Idomeneo.
Q: Hvor gammel var Mozart, da han skrev Idomeneo?
A: Mozart var kun 24 år gammel, da han skrev Idomeneo.
