Icenierne var en keltisk stamme, der levede i det østlige Storbritannien i området omkring det nuværende Niorfolk og Suffolk. Efter den romerske invasion under kejser Claudius i år 43 e.Kr. etablerede mange stammeledere i regionen forskellige former for samarbejde med Rom; på dette tidspunkt var Antedios Iceniernes hersker. Forholdet mellem romerne og Icenerne var dog kompliceret: der var kun begrænsede økonomiske udvekslinger, og mange Icener frygtede at miste deres kulturelle identitet under den romerske tilstedeværelse.
Baggrund og romersk politik
Den romerske guvernør Publius Ostorius Scapula reagerede i år 47 ved at forsøge at stabilisere grænserne og dæmpe uro ved bl.a. at afvæbne de stammer, som Rom havde dårlige forbindelser med, samt ved at anlægge og befæste nye romerske anlæg. Disse tiltag øgede spændingerne mellem romerne og flere lokale ledere, fordi afvæbningen og romersk kontrol blev opfattet som et brud på stammeselvstændigheden.
Prasutagus, Boudicca og oprøret
En af de lokale herskere, Prasutagus, blev i en periode betragtet som en vasalkonge under romerne. Ved hans død blev den formelle aftale om hans efterfølgelse tilsidesat af romerske myndigheder, og ifølge samtidige kilder førte dette til hårde overgreb på Prasutagus’ familie og til konfiskation af ejendom. Boudicca, Prasutagus’ hustru, opildnede herefter Icenerne og flere allierede stammer til oprør mod Rom i årene 60–61 e.Kr.
Oprøret begyndte med et voldsomt udbrud af hævn og ødelæggelse. De oprørske styrker angreb og ødelagde flere romerske bosættelser, blandt dem Camulodunum (det romerske Colchester), og senere blev også Londinium (Londons forstad) og Verulamium (St Albans) plyndret og brændt. Kildematerialet, især Tacitus og Cassius Dio, beskriver store tab og omfattende ødelæggelser i disse byer, men nøjagtige tal er usikre.
Romerne organiserede et militært modsvar under guvernøren Suetonius Paulinus, og oprøret blev endeligt nedkæmpet ved et slag, ofte forbundet med Watling Street. Oprøret var dermed ikke lykkedes i at genvinde fuld uafhængighed, og Boudiccas oprør endte med nederlag; hendes egen skæbne omtales forskelligt i kilderne (død af sygdom, selvmord eller anden bortgang).
Eftervirkninger
Som følge af oprøret øgede Rom sin militære og administrative kontrol i provinsen. Flere områder blev yderligere romerskgjort, men i de følgende årtier fandt også en gradvis kulturel sammenblanding sted: romerske skikke, bygninger og økonomiske strukturer blev indført, samtidig med at lokale traditioner fortsatte. Oprøret med Boudicca blev sidenhen et magtfuldt symbol i både samtidige og senere fortællinger om modstand mod fremmed herredømme.
Venta Icenorum og arkæologi
I slutningen af det første århundrede havde Icenierne en regional hovedstad, Venta Icenorum, som lå nær den nuværende landsby Caistor St Edmund. Stedet viser tydelige tegn på romersk planlægning og urban karakter i de arkæologiske udgravninger: rester af gader, bebyggelse og artefakter fra romersk tid er blevet fundet, hvilket dokumenterer både Icenernes overgang til en mere romersk bystruktur og de lokale forbindelser til det romerske økonomiske netværk.
Arkeologiske fund og historiske beretninger har gjort Icenierne og især Boudiccas oprør til vigtige elementer i forståelsen af Romerrigets tidlige historie i Britannia. Oprøret står i dag som et centralt eksempel på lokal modstand mod imperial kontrol og har haft stor betydning i både akademisk forskning og populærhistorisk fremstilling.
