Der er intet kendt om hans tidlige liv. Det vides ikke engang, om han hed Howard Staunton ved fødslen. Stauntons fødselsattest er aldrig blevet fundet; han angav 1810 som sit fødselsår. Hans forældre og hans fødested er ukendt.
Den 23. juli 1849 blev Staunton gift med Frances Carpenter Nethersole, som havde otte børn fra et tidligere ægteskab.
I 1849 registrerede Nathaniel Cook et design til et skakspil, og Jaques of London fik produktionsrettighederne. Staunton reklamerede for det nye sæt i sin skakspalte i Illustrated London News og påpegede, at brikkerne var let identificerbare, meget stabile og flotte. I begyndelsen var etiketten til hver æske underskrevet af Staunton med blæk; senere blev hans underskrift trykt på Jacques' etiket. Han blev betalt af Jaques ikke blot for sin underskrift, men også for de stik han satte i Illustrated London News. Hvert solgt sæt gav ham et honorar. Designet blev populært, og "Staunton-mønstersæt" har siden da været standarden for konkurrencer.
De første skridt i skak
Staunton var seksogtyve år gammel, da han begyndte at interessere sig for skak for alvor. I 1838 spillede han mange partier med Captain Evans, opfinderen af Evans-gambit, og tabte også et parti mod den tyske skakforfatter Aaron Alexandre. I 1840 havde han forbedret sig tilstrækkeligt til at vinde et parti mod den tyske mester H.W. Popert. Fra maj til december 1840 redigerede Staunton en skakspalte for New Court Gazette. Derefter blev han skakredaktør for tidsskriftet British Miscellany, og hans skakspalte udviklede sig til et separat tidsskrift, Chess Player's Chronicle, som Staunton ejede og redigerede indtil begyndelsen af 1850'erne.
I begyndelsen af 1843 vandt Staunton i en lang række partier mod John Cochrane, en stærk spiller, i en lang række kampe. Lidt senere samme år tabte han et kort parti (2½-3½) i London mod den gæstende franske spiller Saint-Amant, som var den bedste franske spiller på det tidspunkt.
Staunton udfordrede Saint-Amant til en længere kamp, der skulle spilles i Paris på Café de la Régence for en indsats på 100 pund (svarende til ca. 75.000 pund i dag). Staunton tog Thomas Worrall og Harry Wilson med til Paris som sine assistenter; dette er det første kendte tilfælde, hvor der blev brugt sekundanter i en skakmatch. Staunton fik en føring på syv partier, men havde derefter svært ved at holde den, inden han vandt kampen 13-8 (elleve sejre, fire uafgjorte og seks nederlag) i december 1843.
Saint-Amant ønskede en tredje kamp, men Staunton var i første omgang ikke villig, da han havde fået hjerteproblemer i løbet af den anden kamp. Efter en lang og vanskelig forhandling, som han rapporterede om i Chess Player's Chronicle, rejste Staunton til Paris med henblik på at starte deres tredje kamp i oktober 1844, men han fik lungebetændelse under rejsen og døde næsten; kampen blev udsat og fandt aldrig sted.
Flere moderne kommentatorer betragter Staunton som de facto verdensmester efter hans matchsejr over Saint-Amant, selv om denne titel endnu ikke eksisterede formelt set.
Den engelske åbning, der har fået sit navn, fordi Staunton spillede den mod Saint-Amant.
I 1845 begyndte Staunton at skrive en skakspalte for Illustrated London News, som blev den mest indflydelsesrige skakspalte i verden, og som han fortsatte med resten af sit liv. Selv om hans artikler for det meste fokuserede på spil over brættet, var der et betydeligt antal artikler om korrespondanceskak. Nogle fulgte med begejstring de lovende unge spilleres fremskridt, herunder Paul Morphy. Staunton producerede over 1.400 ugentlige artikler til Illustrated London News.
Den første skakmatch med elektrisk telegraf fandt sted i 1844 mellem Washington og Baltimore. I april 1845 rejste Staunton og kaptajn Kennedy til Gosport for at spille to partier via telegraf mod en gruppe i London. Staunton interesserede sig længe for denne løsning på rejseproblemerne og rapporterede om telegrafpartier i Illustrated London News. I 1871 beregnede han i sin rapport om en telegrafisk kamp mellem Sydney og Adelaide, at de 74 træk i det længste parti havde tilbagelagt i alt 220.000 miles (ikke meget mindre end afstanden mellem Jorden og Månen).
I 1847 udgav Staunton sit mest berømte værk, The Chess-Player's Handbook, som stadig er i trykken. Den indeholdt over 300 sider med åbningsanalyse og næsten 100 sider med slutspilsanalyse. Han fandt stadig tid til at spille to kampe i 1846, hvor han komfortabelt slog to professionelle spillere.
London 1851
Staunton foreslog og tog derefter initiativ til at organisere den første internationale turnering nogensinde i 1851. Han mente, at den store udstilling i 1851 var en enestående mulighed, fordi de vanskeligheder, der forhindrede international deltagelse, ville blive stærkt reduceret.
Komitéen havde også arrangeret en "London Provincial Tournament" for andre britiske spillere og opfordrede nogle af deltagerne til at spille i den internationale turnering for at få det rette antal spillere til en knock-out-turnering.
Turneringen var en succes, men skuffende for Staunton personligt; i anden runde blev han slået ud af Anderssen, som vandt turneringen overbevisende, og i slutspillet om tredjepladsen blev Staunton snævert slået af Elijah Williams. Måske overbelastede Staunton sig selv ved at optræde både som deltager og sekretær for organisationskomitéen. I 1852 udgav Staunton sin bog The Chess Tournament, som i detaljer berettede om de anstrengelser, der var nødvendige for at få den internationale turnering i London til at finde sted, og som præsenterede alle partierne med hans kommentarer til spillet.
London Chess Club, som var blevet uvenner med Staunton og hans kolleger, organiserede en turnering, som blev spillet en måned senere, og som havde et multinationalt sæt spillere, hvoraf mange havde deltaget i Stauntons turnering. Resultatet blev det samme - Anderssen vandt.
I midten af 1850'erne fik Staunton en kontrakt om at redigere Shakespeares tekst. Denne udgave udkom i flere dele fra 1857 til 1860; værket blev rost i anmeldelser.
Morphy
Mens Staunton havde travlt med Shakespeare-udgaven, modtog han et høfligt brev fra New Orleans Chess Club, hvori han blev inviteret til byen for at spille mod Paul Morphy, som havde vundet den første amerikanske skakkongres. Staunton svarede og takkede klubben og Morphy "for den ære, der ligger i, at I har valgt mig som modstander til en sådan mester". Staunton påpegede, at han ikke havde deltaget i konkurrencer i flere år og arbejdede seks dage om ugen (på at redigere Shakespeare), og at han derfor umuligt kunne rejse over Atlanten for at spille en kamp. Han skrev også i Illustrated London News, at han
"var blevet tvunget til at opgive at spille skak, ud over at spille et spil lejlighedsvis, på grund af sit tunge litterære arbejde... Hvis hr. Morphy - hvis dygtighed vi nærer den mest levende beundring for - ønsker at vinde sine spor blandt Europas skakriddere, må han benytte sig af sit planlagte besøg næste år; han vil da i dette land, i Frankrig, i Tyskland og i Rusland møde mange mestre ... som er parate til at prøve og gøre hans evner ære".
Skakhistorikeren H.J.R. Murray skrev, at Stauntons brev og artikel skulle have været tolket som et høfligt afslag på tilbuddet, men at Morphy tolkede dem anderledes, og at en af hovedårsagerne til hans besøg i Europa i 1858 var håbet om at spille en kamp mod Staunton. p415
Da han ankom til England i juni 1858, udfordrede Morphy straks Staunton til en kamp. I første omgang afslog Staunton Morphys tilbud og sagde, at udfordringen kom for sent. Morphy opgav dog ikke forhandlingerne og opfordrede Staunton til at spille. I begyndelsen af juli indvilligede Staunton, forudsat at han fik tid til at komme tilbage til praksis, og forudsat at han kunne klare alt dette uden at bryde udgivelseskontrakten for sit Shakespeare-værk. I begyndelsen af august skrev Morphy og spurgte Staunton, hvornår kampen kunne finde sted, og Staunton bad igen om en udsættelse på nogle uger. Lige før Staunton forlod London for at tage til Birmingham, offentliggjorde hans gamle fjende George Walker en artikel, hvori han beskyldte ham for at forsøge at udskyde kampen på ubestemt tid, og Staunton modtog endnu et brev fra Morphy, hvori han pressede ham til at nævne en dato for kampen. Staunton og Morphy mødtes socialt i Birmingham, og efter en anspændt diskussion gik Staunton med til at spille i begyndelsen af november. I september trykte Illustrated London News både en komplimenterende helsidesartikel om Morphy og en komplimenterende omtale af ham i sin skakspalte. Den 6. oktober 1858, mens Morphy var i Paris, skrev Morphy et åbent brev til Staunton, som også blev rundsendt til flere publikationer, hvori Morphy klagede over Stauntons opførsel. Staunton svarede den 9. oktober og gentog de vanskeligheder, han stod over for, men gav dem nu som begrundelse for at aflyse kampen. Den 23. oktober offentliggjorde Staunton hele sit svar sammen med en delvis kopi af Morphys åbne brev. Hovedkritikken mod Staunton har aldrig været hans manglende evne til at spille mod Morphy. Som Lord Lyttleton udtrykte det i et brev til Morphy:
"Under de generelle omstændigheder i denne sag mener jeg, at hr. Staunton havde ret til at afvise kampen... Jeg kan ikke andet end at tro, at... Hr. Staunton kunne have fortalt dig om dette længe før han gjorde det... Det forekommer mig klart ... at hr. Staunton gav Dem al mulig grund til at antage, at han ville være klar til at spille kampen inden for kort tid...."
Senere i livet
Staunton fortsatte med at skrive skakspalten i Illustrated London News indtil sin død i 1874 og hilste nye udviklinger velkommen med begejstring. I 1860 udgav han Chess Praxis, et supplement til sit værk The Chess Player's Handbook fra 1847. Den nye bog afsatte 168 sider til at præsentere mange af Morphys partier og roste amerikanerens spil. Fem år senere udgav Staunton Great Schools of England (1865), hvis hovedemne var de store engelske folkeskolers historie, men som også præsenterede nogle progressive idéer: læring kan kun finde sted med succes, hvis elevens aktive interesse er engageret; korporlig afstraffelse skal undgås, og bøssetræning bør afskaffes. Det meste af sit senere liv brugte han på at skrive om Shakespeare, bl.a. en fotolitografisk gengivelse af 1600 Much Ado about Nothing i 1864 og af den første folio af Shakespeare i 1866. Han skrev artikler om uventede forvanskninger af Shakespeares tekst, der blev offentliggjort fra 1872 til hans død. Alle disse værker var meget ansete på den tid. Da han pludselig døde af en hjertesygdom den 22. juni 1874, sad han ved sit skrivebord og skrev på en af disse artikler. Samtidig arbejdede han også på sin sidste skakbog, Chess: theory and practice, som blev udgivet posthumt i 1876.
Der hænger nu en mindetavle på hans gamle bopæl 117 Lansdowne Road, London W11. I 1997 blev der rejst en mindesten med en gravering af en skakridder over hans grav på Kensal Green Cemetery i London, som tidligere havde været umarkeret og forsømt.
