Adolf Anderssen – tysk skakmester kendt for 'Immortal Game' og skakproblemer

Karl Ernst Adolf Anderssen (Breslau, 6. juli 1818 - Breslau, 13. marts 1879) var en tysk skakmester og matematiklærer. Han var anerkendt som den bedste spiller i verden i en stor del af tiden mellem 1851 og 1870.

Anderssen vandt tre store internationale turneringer: den første i London 1851, derefter London 1862 og Baden-Baden 1870. Anderssen tabte kampe i 1858 til Paul Morphy og med nød og næppe til Steinitz i 1866. Han var også en komponist af skakproblemer. ^p16

Anderssen blev den mest succesfulde turneringsspiller i Europa og vandt over halvdelen af de turneringer, han deltog i - herunder Baden-Baden-turneringen i 1870, som kan sammenlignes med moderne stærke GM-turneringer. Hans sidste succes var i Leipzig i 1877, hvor han blev nummer to lige med Zukertort, bag Paulsen. Han var da næsten 60 år gammel.

Han er stadig berømt for sit geniale, opofrende angrebsspil, især i "Immortal Game" (1851) og "Evergreen Game" (1852). Han var også en af de mest sympatiske skakmestre og blev en af spillets ældre statsmænd, som andre henvendte sig til for at få råd eller mægling.

Karriere og turneringsresultater

Anderssen opnåede sit ry gennem både turneringssejre og berømte partier. Hans sejr i London 1851 gav ham international opmærksomhed, og sejrene i London 1862 og Baden-Baden 1870 cementerede hans position som Europas førende spiller i lange perioder. Han deltog i mange af 1800-tallets vigtigste turneringer og var kendt for at være særlig stærk i match- og turneringssammenhænge, selvom han mødte hård konkurrence fra yngre stjerner som Paul Morphy og senere Wilhelm Steinitz.

Spillestil

Anderssens stil var karakteriseret ved kreativt, taktisk og ofte opofrende angrebsspil. Han var mester i kombinationer og ofre — ikke sjældent også af dronningen — for at opnå afsluttende materiel eller mat. Dette gjorde hans partier spektakulære og populær-læsning for både samtidige og eftertiden.

Samtidig havde Anderssen ikke samme teoretiske eller positionelle tilgang, som Steinitz senere udviklede. Hvor Steinitz gradvist indførte begreber om positionelt pres og små fortrin, spillede Anderssen oftere i en romantisk, taktisk tradition, som var typisk for midten af 1800-tallet.

Berømte partier

"Immortal Game" (1851) — Et af skakhistoriens mest berømte partier, spillet imod Lionel Kieseritzky i London. Partiet er et klassisk eksempel på Anderssens modige og kreative ofre, der ender i et poetisk mat. Det bruges ofte som undervisningseksempel i kombinationer og ofringens kraft.

"Evergreen Game" (1852) — Et andet ikonisk parti, spillet imod Jean Dufresne, hvor Anderssen igen viser sin evne til at omdanne små fortrin til et spektakulært angreb og sejr. Begge partier bidrog stærkt til hans ry som romantisk stormester i angrebsspil.

Skakproblemer og bidrag

Udover turneringsskakken var Anderssen aktiv som komponist af skakproblemer og studies. Hans problemkompositioner illustrerede samme sans for æstetik og elegance som hans partier: ofte præcise løsninger med smukke taktikmotiver. Han bidrog dermed til skaklitteraturens og problemløsningens udvikling i sin tid.

Personligt liv og eftermæle

Privat arbejdede Anderssen som matematiklærer i Breslau, og han forblev tæt knyttet til sin hjemby gennem hele livet. Han blev respekteret ikke blot for sine resultater, men også for sin personlige fremtoning — ofte omtalt som hjælpsom, høflig og værdsat af både kolleger og yngre spillere.

Selvom der på Anderssens tid ikke fandtes et officielt verdensmesterskab, regnes han af skakhistorikere ofte som en af de førende spillere i verden i perioden 1851–1870. Hans partier studeres fortsat for deres taktiske originalitet, og mange skakspillere lærer grundlæggende angrebsteknik ved at gennemgå hans mest berømte partier.