Honningguider (familien Indicatoridae) er nærmest vandrefugle i ordenen Piciformes. De er ofte omtalt som "indikatorfugle" eller "honningfugle" på grund af deres særlige adfærd og kost.

Udbredelse og levesteder

De har en tropisk udbredelse i den gamle verden, med de fleste arter i Afrika og to i Asien. Honningguider lever typisk i skov- og savanneområder, især hvor der findes huler og andre gange med bikolonier, som de kan udnytte.

Udseende og tilpasninger

Honningguider er små til mellemstore fugle med forholdsvis diskret, ofte gråbrun eller gullig fjerdedragt, kraftigt næb og kort hale. Flere arter har fysiske tilpasninger, der hjælper dem med at udnytte biernes ressourcer: de kan spise både larver og bivoks, og mange har en specialiseret fordøjelse (herunder mikroflora i tarmen), som gør det muligt at nedbryde bivoks, hvilket er usædvanligt hos fugle.

Adfærd: guidning og samarbejde med mennesker og rovdyr

Det mest berømte træk ved flere honningguide-arter er deres vilje til at føre efterfølgere hen til bikolonier. En eller to arter vil bevidst føre mennesker hen til bikolonier, så de kan spise de larver og den bivoks, der er efterladt. Guidningen foregår ved, at fuglen kalder og flyver frem og tilbage for at tiltrække opmærksomhed, indtil den følger med mennesker eller andre rovdyr til en bikoloni.

Dette er et eksempel på en gensidig fordelagtig adfærd: mennesker (eller i nogle tilfælde dyr som honninggrævlingen) får adgang til honning, mens honningguiden får adgang til de næringsrige larver og voksrester. Forskning har dokumenteret, at denne type samarbejde kan være målrettet og vedvarende i områder, hvor både mennesker og honningguider kendes for traditionel honningjagt.

Føde, yngelpleje og parasitisme

Honningguidernes kost består hovedsageligt af insekter, bier og bieprodukter. Flere arter er særligt afhængige af larver og bivoks. De fleste honningguider er yngleparasiske: de lægger deres æg i hul- eller huleboende værtsfugles reder (ofte arter som barbetter, spætte-lignende fugle eller andre hulrugere). Honningguide-unger kan være meget aggressive i reden og hos nogle arter dræber kyllingerne værtsungerne for at sikre sig føden alene.

Bevarelse og menneskelig betydning

Nogle honningguide-arter påvirkes af tab af levesteder gennem skovrydning, ændret arealanvendelse og forstyrrelser af traditionelle jagtmetoder. På den anden side er den kulturelle viden om honningguidernes adfærd en værdifuld del af lokal etnobiologisk viden i områder, hvor mennesker stadig følger fuglene til bikolonier.

Vigtige pointer

  • Honningguider er medlemmer af familien Indicatoridae i ordenen Piciformes.
  • De findes i den gamle verden, med flest arter i Afrika og to arter i Asien.
  • Mange arter leder bevidst mennesker (og nogle gange andre dyr) til bikolonier for at få adgang til larver og bivoks.
  • De er yngleparasitter og udnytter ofte hulrugere som værtsarter.