Habitabelt område | område af rummet, hvor betingelserne er bedst for liv

Guldlok-planeten

Goldilocks-princippet eller "Goldilocks-effekten" betyder, at noget skal være inden for grænserne: "ikke for varmt, ikke for koldt, men lige tilpas".

Det er taget fra børnehistorien "De tre bjørne", hvor en lille pige ved navn Guldlok finder et hus, der ejes af tre bjørne. Hver bjørn har sine egne præferencer for mad, senge osv. Efter at have testet hver af de tre ting finder Guldlok ud af, at en af dem altid er for meget i den ene yderlighed (for varmt, for stort osv.), en er for meget i den modsatte yderlighed (for koldt, for lille osv.), og en er "lige tilpas".

Inden for astrobiologi henviser Goldilocks-zonen til den beboelige zone omkring en stjerne. En planet må hverken være for langt væk fra eller for tæt på en stjerne og et galaktisk centrum for at kunne opretholde liv. Begge ekstremer ville forhindre en planet i at udvikle liv. En sådan planet kaldes i daglig tale en "Guldlokkeplanet".

Metodologi

Cirkumstellar beboelig zone

Astronomer mener, at en planet i et solsystem skal være i den beboelige zone for at der kan være liv. Den beboelige zone omkring stjernen er et område omkring en stjerne, hvor en planet kan have flydende vand. Flydende vand kan være nødvendigt for alle former for liv.

Større stjerner er generelt varmere, så den beboelige zone omkring stjernen vil være længere væk fra stjernen end for Solen. Mindre stjerner er koldere, så den beboelige zone vil være tættere på stjernen end for Solen. Størrelsen og lysstyrken af en stjerne bestemmer, hvor den beboelige zone omkring stjernen befinder sig.

Planeterne vurderes ud fra disse syv kriterier:

• Earth Similarity Index (ESI) - Lighed med Jorden på en skala fra 0 til 1, hvor 1 er den mest jordlignende. ESI afhænger af planetens radius, densitet, flugthastighed og overfladetemperatur.
• Standard Primary Habitability (SPH) - Egnethed for vegetation på en skala fra 0 til 1, hvor 1 er bedst egnet til vækst. SPH afhænger af overfladetemperaturen (og den relative luftfugtighed, hvis den er kendt).
• Afstand til beboelig zone (HZD) - Afstand fra centrum af stjernens beboelige zone, skaleret således at -1 repræsenterer den indre kant af zonen og +1 repræsenterer den ydre kant. HZD afhænger af stjernens lysstyrke og temperatur og planetens banestørrelse.
• Habitable Zone Composition (HZC) - Måling af sammensætningen i bulk, hvor værdier tæt på nul sandsynligvis er jern-sten-vand-blandinger. Værdier under -1 repræsenterer legemer, der sandsynligvis hovedsagelig består af jern, og værdier over +1 repræsenterer legemer, der sandsynligvis hovedsagelig består af gas. HZC afhænger af planetens masse og radius.
• Atmosfære i den beboelige zone (HZA) - Mulighed for at planeten har en beboelig atmosfære, hvor værdier under -1 repræsenterer legemer med en lille eller ingen atmosfære, og værdier over +1 repræsenterer legemer med en tyk brintatmosfære (f.eks. gasgiganter). Værdier mellem -1 og +1 er mere sandsynlige for at have en atmosfære, der er egnet til liv, selv om nul ikke nødvendigvis er ideelt. HZA afhænger af planetens masse, radius, kredsløbsstørrelse og stjernens lysstyrke.
• Planetarisk klasse (pClass) - Klassificerer objekter baseret på termisk zone (varm, varm eller kold, hvor varm er i den beboelige zone) og masse (asteroidisk, mercuriansk, subterranisk, terranisk, superterranisk, neptunisk og jovisk).
• Habitable Class (hClass) - Klassificerer beboelige planeter ud fra temperatur: meget kolde (< -50 °C); kolde; mesoplaneter (M) = medium-temperatur (0-50 °C); termoplaneter = varme; meget varme (> 100 °C). Mesoplaneter ville være ideelle for komplekst liv, mens klasse hP eller hT kun ville være egnet til ekstremofilt liv. Planeter, der ikke er beboelige, får simpelthen klassen NH.

Galaktisk beboelig zone

Dette begreb er ikke så udbredt. Det er tanken om, at et solsystem også skal befinde sig et passende sted i en galakse, for at der kan opstå liv.

Nogle områder af galakserne er bedre egnet til liv end andre. Det solsystem, som vi lever i, i Orionsporen på kanten af Mælkevejens galakse, er et gunstigt sted for liv, da vi befinder os der.

• Den befinder sig ikke i en kugleformet klynge, hvor enorme stjernetætheder er skadelige for liv på grund af overdreven stråling og gravitationelle forstyrrelser. Kuglehobe er også primært sammensat af ældre, sandsynligvis metalfattige stjerner. Desuden vil stjernernes høje alder i kuglehobe betyde, at værtsstjernen eller andre nærliggende stjerner har en stor stjerneteknisk udvikling, hvilket på grund af deres nærhed kan forårsage ekstrem skade på livet på eventuelle planeter, hvis de kan dannes.
• Det ligger ikke i nærheden af en aktiv gammastrålekilde.
• Det er ikke i nærheden af galaktisk centrum, hvor stjernetætheden igen øger sandsynligheden for ioniserende stråling (f.eks. fra magnetarer og supernovaer). Man mener også, at der ligger et supermassivt sort hul i midten af galaksen, som kan vise sig at være en fare for alle nærliggende kroppe.
• Solens cirkulære bane omkring galaktens centrum holder den ude af vejen for galaksens spiralarme, hvor intens stråling og gravitation igen kan føre til forstyrrelser.

Oversigt

Den beboelige zone er det område omkring en stjerne, hvor en planet har et tilstrækkeligt atmosfærisk tryk til at holde flydende vand på overfladen.

En kandidat til en beboelig planet er en jordplanet inden for zonen med forhold, der er nogenlunde sammenlignelige med Jordens (dvs. en analog til Jorden) og dermed potentielt gunstige for liv.

Kun omkring et dusin planeter er blevet bekræftet i den beboelige zone, men Kepler-rumsonden har identificeret yderligere 54 kandidater. Det anslås, at der findes "mindst 500 millioner" af sådanne planeter i Mælkevejen.

Liste over kandidater til beboelige planeter

Du kan sortere tabellen ved at klikke på pil op eller pil ned.

Nøgle

• Afstand fra Jorden i lysår (ly)
• Masse i Jordens massemultipla (M )₍
• Radius i jordradius (R )₍

Relaterede sider

• Livet
• Planeter
• Solsystem