Historien om de tre bjørne

Story

Tre bjørnehanner - "en lille, lille, lille bjørn ... en mellemstor bjørn ... og en stor, stor bjørn" - bor i et hus i skoven. De har hver en grødkande, en stol og en seng. En morgen går de en tur i skoven, mens deres grød køler af. En lille gammel kvinde - "en fræk, slem gammel kvinde" - kommer ind i huset i bjørnenes fravær. Hun spiser den lille bjørns grød, ødelægger hans lille stol og falder i søvn i hans lille seng. Bjørnene kommer hjem og opdager, at den gamle kvinde sover. Hun vågner, ser bjørnene, springer ud af vinduet og falder i døden - for aldrig at blive set igen.

Oprindelse

"Historien om de tre bjørne" blev skrevet af den engelske forfatter Robert Southey. Den blev offentliggjort i 1837 i hans 4-binds samling af essays og historier kaldet The Doctor. Southey hørte sandsynligvis en version af historien som dreng af sin onkel William Tyler. Det var denne version, der sandsynligvis var grundlaget for den historie, som Southey medtog i The Doctor. Det er ukendt, hvor eller hvordan hans onkel lærte historien. Southey havde kendt historien i lang tid, før han udgav den. Han havde fortalt den til familie og venner siden 1813.

En meget lignende version af historien er ældre end Southeys udgivne version fra 1837. I 1831 skrev en dame ved navn Eleanor Mure historien på rimede vers til sin nevøs fireårs fødselsdag. I både Southeys og Mures version er den person, der kommer ind i bjørnenes hus, en grim gammel kvinde. De to versioner adskiller sig kun i nogle små detaljer: Southeys bjørne har f.eks. grød, mens Mures bjørne har mælk.

Samme år som Southey udgav historien, skrev William Nicol en rimet version. Southey skrev den 3. juli 1837, at han havde modtaget Nicols version. Han kunne lide den. Han mente, at den ville give historien mere opmærksomhed fra børn. Nicols version blev udgivet i 1841 med illustrationer.

Nogle^[who?] mener, at historien om de tre bjørne ligner dele af "Snehvide" eller en historie fra Norge om en prinsesse og tre prinser klædt i bjørneskind. Charles Dickens inkluderede en historie om trolde i sin roman "Vores fælles ven" fra 1865, som også ligner "De tre bjørne". En historie kaldet "Scrapefoot" kan være originalen til "De tre bjørne". I denne historie er det en ræv (ikke et menneske), der er den ubudne gæst i bjørnenes hus.

En illustration fra More English Fairy Tales (1894) viser Scrapefoot (en ræv), der falder ud af et vindue.

Goldilocks

Ca. 12 år efter at Southeys historie blev udgivet, ændrede forfatteren Joseph Cundall den gamle kvinde til en lille pige i sin bog Treasury of Pleasure Books for Young Children. Cundall foretog denne ændring, fordi der var mange børnebøger om gamle kvinder på det tidspunkt. Da den lille pige først kom ind i historien, blev hun der. Hun blev i årenes løb kendt som Silverhair, Silverlocks, Silverlocks, Goldenlocks og andre navne. Til sidst blev hun Guldlok engang i begyndelsen af det 20. århundrede.

Med tiden blev de tre bjørnehanner i Southeys original til Papa, Mama og Baby Bear. Det, der engang var en skræmmende lille historie om en nysgerrig, grim gammel kvinde og tre bjørnehanner, blev til en hyggelig lille historie om en nysgerrig, smuk lille pige og en bjørnefamilie. I versioner af historien fra den victorianske æra blev Southeys "[T]her sad hun, indtil bunden af stolen kom ud, og ned kom hendes, buttet på jorden" ændret til "og ned kom hun" i stedet. Al omtale af den menneskelige "bund" blev slettet.

Fortolkninger

I The Annotated Classic Fairy Tales (2002) skriver Harvard-professor Maria Tatar, at historien undertiden betragtes som en advarende fortælling. Den advarer børn om farerne ved at vandre ud på ukendte steder. Hun påpeger, at historien i dag ofte præsenteres som en fortælling om, hvad der er "lige tilpas" for en selv. I tidligere tider handlede historien imidlertid om at blande sig i andres ejendom.

I The Uses of Enchantment (1976) diskuterer børnepsykologen Bruno Bettelheim Goldilocks kamp for at vokse ud over sine ødipale problemer og konfrontere teenagerens identitetsproblemer. Bettelheim skriver, at historien ikke opmuntrer børn til at løse problemerne med at vokse op, og den slutter ikke med det traditionelle løfte om "lykkeligt til deres dages ende" for dem, der løser deres ødipale problemer. Han mener, at fortællingen ikke giver den lille læser mulighed for at opnå følelsesmæssig modenhed.

Tatar skriver: "[Bettelheims] læsning er måske alt for meget optaget af at instrumentalisere eventyr, dvs. at gøre dem til redskaber, der formidler budskaber og opstiller adfærdsmodeller for barnet. Selv om eventyret måske ikke løser ødipale problemer eller søskenderivalitet, som Bettelheim mener, at "Askepot" gør, antyder det vigtigheden af at respektere ejendom og konsekvenserne af bare at 'prøve' ting, der ikke tilhører en selv."

Historien understøtter en freudiansk analfasetolkning. I ""De tre bjørne": Four Interpretations" (1977), fremlægger Alan C. Elms, professor emeritus fra University of California, Davis, en sådan fortolkning og peger på historiens vægt på ordenlighed - et af de karaktertræk, som Freud forbandt med det anale stadium i den menneskelige udvikling - som et overbevisende bevis. Elms sporer historiens analitet til Southey og til hans smudsbesatte tante, som gav sin besættelse videre til ham i "noget mildere form".

Illustrationer fra Barndommens favoritter og eventyr

Tilpasninger

Walt Disney- og Metro-Goldwyn-Mayer-studierne har begge lavet animationsfilm om De tre bjørne - Disney i 1922 og MGM i 1939. Coronet Films lavede en kort live action-film i 1958, hvor rigtige bjørne og et rigtigt barn spillede figurerne. Faerie Tale Theatre lavede en tv-version i 1984. Den har Tatum O'Neal i hovedrollen som Guldlok.

Kurt Schwertsik skrev en 35-minutters opera med titlen Roald Dahls Guldlok. Baby Bear er anklaget for at have overfaldet frøken Guldlokke. Det vender billedet, da forsvaret viser, at bjørnene har haft en masse problemer på grund af den "frække lille skurk" Guldlok. Den blev første gang opført i 1997 i Glasgow Royal Concert Hall.