Granit er en slags magmatisk sten, som findes især på Jorden, men forekommer kun sjældent i kendte prøver fra andre dele af solsystemet. Det er en såkaldt dybbergart: magmaen størkner langsomt dybt under jordens overflade, så mineralkornene får tid til at vokse og danne tydelige krystaller. Farven på granit kan variere fra lys grå eller hvid over rosa og rød til mørkere grå og brun, alt efter hvilke mineraler den indeholder.

Dannelse

Granit dannes, når varm, smeltet magma trænger ind mellem andre lag af sten i jordskorpen og afkøles langsomt under højt tryk. Den langsomme afkøling gør, at de forskellige mineraler kan vokse som synlige krystaller – den tekstur kaldes phaneritetisk. Granitiske masser findes ofte som større magmakamre (plutoner) og endnu større sammenhængende områder kaldet batholitter.

Sammensætning

Granit indeholder flere almindelige mineraltyper. De vigtigste er:

  • Kvarts (kvarts) – giver stenen dens hårdhed og glasagtige glans.
  • Feldspat (feldspat) – især orthoklas (K‑feldspat) og nogle gange plagioklas; feldspat bestemmer ofte farven.
  • Hornblende (hornblende) – en mørk amfibol, som kan gøre granitten mørkere.
  • Glimmer (glimmer) – biotit (mørk) eller muskovit (lys) kan forekomme og giver plader eller skinnende flager.

Procentfordelingen varierer, men granit består typisk af en stor andel feldspat, betydelig kvarts og mindre mængder mørke mineraler. Når magmaen størkner, danner disse mineraler synlige krystaller, som bliver særligt tydelige, når granitten er skåret og poleret.

Forekomst

Granit er en almindelig klippe i den kontinentale del af Jordens skorpe og udgør en stor del af jordskorpen. Den findes primært i de kontinentale plader og optræder ofte i store sammenhængende masser, der kan strække sig over hundreder af kvadratkilometer. Mange granitiske områder er blevet udsat for tektoniske bevægelser, som har presset dem opad, så de i dag ligger i jordens overflade.

Når plader i jordskorpen bevæger sig sammen, kan lag blive bøjet og skubbet opad, og ved kraftig erosion bliver de underliggende granitmagmasystemer eksponeret. Dette kan føre til dannelsen af granitbjerge og karakteristiske landskabsformer som tors og enorme klippeblokke. Kendte granitområder omfatter fx dele af de skandinaviske prækambriske skjolde og store batholitter som Sierra Nevada.

Egenskaber og anvendelse

  • Fysiske egenskaber: Granit er hårdt, slidstærkt og relativt modstandsdygtigt over for forvitring. Den har høj trykstyrke og kan poleres til en blank overflade.
  • Byggeri og dekoration: På grund af sin styrke og æstetik bruges granit til bygningssten, monumenter, gravsten, fliser og bordplader.
  • Industrielle anvendelser: Knust granit anvendes som ballast i veje, jernbaneunderlag og som fyldmateriale i byggeri.
  • Vedligeholdelse og miljø: Granit er holdbart, men kan blive plettet eller ætset af sure kemikalier; mange overflader anbefales at blive imprægneret. Stenbrud og minedrift kan give miljøpåvirkninger, som kræver omhyggelig planlægning og genopretning.

Varianter og beslektede klipper

Der findes flere variationer tæt på granit i sammensætning og tekstur, fx granodiorit, tonalit og pegmatit (ekstremt grovkornet). Forskellen ligger oftest i forholdet mellem feldspattyper og kvartsindhold. Granit adskiller sig fra basalter og gabbroer, som er mørkere, tungere og indeholder mindre kvarts; disse dannes typisk ved hurtigere afkøling eller i mere basiske magmatiske miljøer.

Forvitring og jorddannelse

Når granit forvitrer kemisk og mekanisk, nedbrydes feldspat til lermineraler (f.eks. kaolinit), og kvarts overlever ofte som sandkorn. Dette bidrager til dannelsen af sandede og sure jorder, som fx findes i mange skovområder på granitunderlag.

Opsummering: Granit er en udbredt, grovkornet magmatisk sten dannet ved langsom afkøling af magma under jordoverfladen. Dens sammensætning af kvarts, feldspat, glimmer og mørke mineraler giver både styrke og æstetisk variation, og den spiller en vigtig rolle i jordens kontinenter, landskabsdannelse og i menneskets byggeri og industribrug.