Det engelske interregnum (1649–1660): Parlamentarisk og militært styre
Det engelske interregnum var den periode med parlamentarisk og militært styre i det land, der i dag udgør England og Wales, efter den engelske borgerkrig. Det begyndte med henrettelsen af Charles I i 1649 og sluttede, da Charles II blev konge, efter at Oliver Cromwell døde i 1660.
Denne periode i den engelske historie kan opdeles i fire perioder.
Perioder og hovedtræk
- Rump‑parlamentet (1649–1653) – afskaffelse af monarkiet og Husets overhus, oprettelse af Commonwealth under parlamentarisk ledelse, stærk rolle for New Model Army.
- Barebone’s Parliament (1653) – et kortvarigt, radikalt udpeget forsamlingseksperiment med forsøg på reformer.
- Protektoratet (1653–1659) – Oliver Cromwell som Lord Protector (senere efterfulgt af hans søn Richard); forfatningsforsøg (Instrument of Government), styre ved militære kommandanter og begrænset religiøs toleration.
- Krisen og genoprettelsen (1659–1660) – kollaps af militærregeringen, politisk uro og til sidst genoprettelse af monarkiet under Charles II.
Rump‑parlamentet (1649–1653)
Efter henrettelsen af Charles I opløste parlamentet egentlig ikke sit eget mandat, men proklamerede England som en republik — Commonwealth — og afskaffede både monarkiet og House of Lords. Den reelle magt blev i høj grad liggende hos New Model Army, som under krigsårene havde opnået politisk indflydelse. Parlamentet stod for lovgivning, konfiskation af kongeligt og irsk gods, samt styring af krigene i Irland og Skotland. Økonomisk og administrativt forsøgte man at skabe et fungerende styre uden konge, men interne splittelser, korruption og krav fra hæren skabte stor politisk ustabilitet.
Barebone’s Parliament (1653)
I foråret 1653 blev Rump‑parlamentet opløst af Oliver Cromwell, der samme år støttede oprettelsen af et udpeget forsamling, senere kaldet Barebone’s Parliament, sammensat af udvalgte»gudfrygtige«ledere. Forsamlingen fremsatte forslag til sociale og religiøse reformer — herunder reform af retssystemet og ændringer i koloniadministrationen — men manglede samlet parlamentarisk legitimitet og evne til at føre dem ud i livet. Den eksisterede kun måneder og blev derefter ophævet, hvilket banede vejen for en ny forfatningsmæssig ordning.
Protektoratet under Oliver og Richard Cromwell (1653–1659)
I december 1653 blev Instrument of Government vedtaget, Englands første egentlige skriftlige forfatning, og Oliver Cromwell blev udnævnt til Lord Protector. Protektoratet var et hybridstyre: en stærk udøvende leder støttet af et parlament, men med omfattende militær indflydelse. I praksis betød det centralisering af magten og et tæt samarbejde mellem civile og militære ledere. I 1655 indførtes styret ved Major‑Generals i store dele af landet, hvor militære guvernører skulle opretholde orden og moral.
På udenrigspolitisk plan førte regeringen krige mod Holland (de første af de anglo‑hollandske krige) og fastholdt konflikter i Irland og Skotland som følge af tidligere krige. Økonomisk blev blandt andet Navigation Acts anvendt for at styrke engelsk skibsfart og handelsinteresser. Religionspolitisk var der en vis grad af toleration for forskellige protestantiske grupper, men katolikker og radikale grupper blev ofte forfulgt eller marginaliseret. I 1656–1657 bød parlamentet Cromwell titlen som konge gennem Humble Petition and Advice, men han afslog; til gengæld accepterede han visse kongelige beføjelser og parlamentariske ændringer.
Oliver døde i 1658 og efterfulgtes af sin søn Richard, hvis manglende autoritet hurtigt førte til sammenbrud af protektoratet. Richard var hverken militært eller politisk stærk nok til at kontrollere rivaliserende fraktioner i hæren og parlamentet.
Krise, militærstyre og genoprettelsen (1659–1660)
Efter Richards afgang fulgte en periode præget af dense politiske intriger: tilbagekaldelse og opløsning af parlamenter, magtkampe mellem generaler som John Lambert og Thomas Fairfax, og til sidst general George Monck, guvernør i Skotland, som marcherede mod London. Moncks handlinger førte til indkaldelsen af et konventionelt parlament, som i 1660 inviterede Charles II til at vende tilbage som konge. Genoprettelsen blev fulgt af retsopgør: nogle af regenterne bag henrettelsen af Charles I (regicides) blev retsforfulgt og flere henrettet, mens bredere amnesti og Act of Indemnity blev brugt til at stabilisere samfundet.
Arv og betydning
Interregnum var et usædvanligt eksperiment i engelsk historie: det viste både muligheden og grænserne for at styre England uden konge. Perioden frembragte vigtige politiske og forfatningsmæssige debatter om parlamentarisme, militær indflydelse, religiøs frihed og statsmagtens rolle. Mange administrative og juridiske reformer fik varige følger, mens andre initiativer — især det stærkt militariserede styre — skabte modstand, som bidrog til monarkiets genoprettelse.
Samlet set fungerede interregnum som et dramatisk mellemspil, hvor ideer om republik og konstitutionel magtdeling blev prøvet af i praksis, og hvor arven fra konflikterne påvirkede Englands videre politiske udvikling i årtierne efter 1660.
Livet under interregnummet
Oliver Cromwell var puritaner, og under Interregnum pålagde han landet en meget streng form for kristendom. Selv om en af hovedårsagerne til den engelske borgerkrig var undertrykkelsen under Karl I, blev England under interregnummet undertrykkende på sin egen måde. Cromwell indrømmede religionsfrihed, som ellers tidligere var ukendt i England, men andre udtryksformer blev pludselig begrænset (f.eks. blev teater, som havde blomstret under Stuart-kongerne og Elizabeth I, forbudt). Cromwell sørgede også for, at hans egen personlige vision af kristendommen blev påtvunget masserne. Mange af Cromwells handlinger blev af nogle kommentatorer kaldt "barske, uklogt og tyrannisk".
Hans søn og efterfølger, Richard Cromwell, opgav sin stilling som Lord Protector uden tøven og trådte tilbage eller "abdicerede" efter et krav fra Rump-parlamentet. Dette var begyndelsen på en kort periode med genoprettelse af Commonwealth of England.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad var det engelske interregnum?
A: Det engelske interregnum var perioden med parlamentarisk og militært styre i det moderne England og Wales efter den engelske borgerkrig.
Q: Hvornår begyndte det engelske interregnum?
A: Det engelske interregnum begyndte med henrettelsen af Charles I i 1649.
Q: Hvornår sluttede det engelske interregnum?
A: Det engelske interregnum sluttede, da Charles II blev konge, efter at Oliver Cromwell døde i 1660.
Q: Hvor længe varede det engelske interregnum?
A: Det engelske interregnum varede i 11 år, fra 1649 til 1660.
Q: Hvad var de fire perioder, som denne æra i engelsk historie kunne inddeles i?
A: De fire perioder, som det engelske Interregnum kan inddeles i, er Commonwealth-perioden, det cromwellske protektorat, Barebones-parlamentet og Restaurationen.
Q: Hvem var konge før Charles II under det engelske interregnum?
A: Der var ingen konge i den engelske interregnum-periode. Det var snarere en periode med parlamentarisk og militært styre.
Q: Hvad forårsagede det engelske interregnum?
A: Det engelske interregnum skyldtes den engelske borgerkrig, som blev udkæmpet mellem de royalistiske tilhængere af kong Charles I og parlamentarikerne. Efter at parlamentarikerne havde vundet, afskaffede de monarkiet og indførte en republik.
