I biogeografisk sammenhæng betegner neotropisk (ofte kaldet den neotropiske økozone) én af verdens otte terrestriske økozoner. Denne økozone dækker store dele af Syd- og Mellemamerika, det mexicanske lavland, de caribiske øer og det sydlige Florida, fordi disse områder deler mange planteslægter og dyregrupper.

Udbredelse og afgrænsning

Den neotropiske økozone strækker sig fra det sydlige Mexico gennem hele Mellemamerika og største delen af Sydamerika og omfatter både tropiske og tempererede områder i syd. Ud over Amazonasregnskoven indbefatter den også en række andre betydningsfulde økosystemer: tropiske regnskove, Andesbjergenes sky- og bjergskove, det enorme græslandsområde Cerrado, vådområdet Pantanal, savannerne i Llanos samt de tempererede skove i det sydlige Sydamerika (fx Valdivian-tempererede skove). Økozonen inkluderer også kystnære og økologisk særprægede regioner som det sydlige Florida og mange af de caribiske øer.

Klima og habitat

Klimaet i den neotropiske økozone varierer fra fugtigt tropisk ved ækvator til subtropisk og tempereret i de sydligste dele. Store dele er præget af varme og kraftige nedbørsmængder, hvilket fremmer udbredelsen af tætte, flerlaget regnskove med rigt planteliv—epifytter som orkideer og bromeliader, store træarter som mahogni og rubber-slægtninger, samt et rigt insekt- og fugleliv. Højere op i Andesbjergene findes køligere, fugtige skove og alpine områder med særlige tilpasninger hos planter og dyr.

Biodiversitet og endemisme

Den neotropiske økozone har mere tropisk regnskov end nogen anden økozone og huser nogle af jordens vigtigste biodiversitetscentre. Amazonas alene rummer et enormt antal arter af træer, insekter, fugle, pattedyr, padder og fisk. Økozonen er særlig rig på endemiske grupper og indeholder velkendte arter som jaguar, tamandua, flere arter af aber (fx kapuciner og spidshalede aber), dovendyr, tapir, store papegøjer og farverige pilegiftfrøer. Mange plantefamilier og slægter er også unikke eller har størstedelen af deres artsdiversitet her.

Historisk udvikling

Den neotropiske fauna og flora adskiller sig markant fra det Nearktiske område (der dækker det meste af Nordamerika) efter en lang periode med geografisk isolation. Dannelsen af Panama-isthmosen forbandt de to kontinenter for omkring 2–3 millioner år siden og udløste den såkaldte Great American Biotic Interchange, hvor arter spredte sig mellem Nord- og Sydamerika, hvilket ændrede arternes udbredelse og økosystemernes sammensætning.

Trusler mod økozonen

På trods af sin rigdom er den neotropiske økozone stærkt truet. Den indeholder nogle af verdens mest intensive områder for skovrydning—især i slutningen af det 20. århundrede og fortsat ind i det 21. århundrede—som følge af landbrugsudvidelse (herunder sojaproduktion og kvægdrift), skovbrug, vejbyggeri, minedrift og urbanisering. Disse aktiviteter fører til tab af habitat, fragmentering, tab af arter og forringelse af vigtige økosystemtjenester som kulstofbinding og vandregulering. Klimaændringer forværrer problemerne ved at ændre nedbørsmønstre og øge hyppigheden af ekstreme vejrbegivenheder.

Bevarelse og betydning

Bevarelse af neotropisk biodiversitet er vigtig både for globalt artsmangfoldighed og for menneskers levebrød lokalt og internationalt. Mange lande, NGO'er og internationale initiativer arbejder med at beskytte nøgleområder gennem nationalparker, biosfærereservater og bæredygtig forvaltning. Succesfulde bevarelsesstrategier kombinerer vern med lokale samfunds behov, genopretning af udsatte habitater, bæredygtigt landbrug og juridisk beskyttelse af kritiske områder.

Fremtiden

Den neotropiske økozones fremtid afhænger af internationale og lokale beslutninger om arealanvendelse, økonomisk politik og klimaindsats. Bevarelse af store, sammenhængende natursystemer, styrkelse af beskyttede områder og støtte til bæredygtige leveveje for urfolk og lokalsamfund er afgørende for at bevare denne økozones unikke naturværdier til kommende generationer.