Antonio Vivaldi (født Venedig, 4. marts 1678; død Wien, 28. juli 1741) var en italiensk komponist. Han regnes blandt de mest betydningsfulde komponister i Italien i slutningen af baroktiden og var en central skikkelse i udviklingen af concerto-genren.

Vivaldi skrev mere end 400 koncerter for forskellige instrumenter, især for violin. Mange af hans koncerter demonstrerer en virtuos og melodisk fremaddrift, karakteriseret ved energiske rytmer, klare melodier og effektfulde soloafsnit. Partiturerne til 21 af hans operaer, herunder hans første og sidste, er bevaret. Ud over koncerter og operaer skrev han også kirkeværker, kammermusik og pedagogisk musik. Et af hans mest kendte kirkestykker er Gloria (RV 589), som ofte opføres i dag.

Hans mest berømte værk er gruppen af fire violinkoncerter kendt som "De fire årstider". Hver koncert beskriver en årstid: Forår, sommer, efterår og vinter. Disse koncerter er tidlige eksempler på programmusik: musikken illustrerer naturlyde, vejrforhold og scener fra dagliglivet, og de ledsages af korte sonetter, som enten blev skrevet af Vivaldi selv eller forbundet med værkerne ved udgivelsen. Kombinationen af farverig instrumentering og scenisk billedsprog har gjort netop disse koncerter til nogle af de mest populære fra barokken.

Liv og virke

Vivaldi blev ordineret som præst i 1703 og fik tilnavnet Il Prete Rosso (den røde præst) på grund af sit røde hår. Samme år påbegyndte han et langt samarbejde med det berømte børnehjem og musikalske institut Ospedale della Pietà i Venedig, hvor han var violinlærer, dirigent og komponist. Her skrev han mange af sine værker til de unge kvindelige musikere, som fremførte hans kompositioner.

I løbet af sin karriere udgav Vivaldi en række samlinger af concerti, f.eks. L'estro armonico (Op. 3) og La stravaganza (Op. 4). Den samling, som indeholder De fire årstider, er Il cimento dell'armonia e dell'inventione (Op. 8). Han rejste også i Europa og arbejdede som operakomponist og kapelmester ved forskellige hoffetjenester, men mod slutningen af livet faldt hans berømmelse i Europa, og han døde i Wien i 1741, relativt overset af samtidens musikliv.

Musikalsk betydning og arv

Vivaldi tilskrives en vigtig rolle i udviklingen af concertoformen. Han var blandt de mest indflydelsesrige fortalere for ritornello-princippet, hvor et tilbagevendende orkesterafsnit (tutti) veksler med virtuosere soloafsnit. Denne form blev grundlæggende for mange senere concerto-kompositioner.

Hans musik fik stor betydning for samtidige og efterfølgende komponister. Johann Sebastian Bach transskriberede flere af Vivaldis koncerter for cembalo og orgel, hvilket viser både kvaliteten og indflydelsen af Vivaldis melodiske og rytmiske ideer. Efter en periode med relativ glemsel blev Vivaldis værker genopdaget i det 20. århundrede, hvorefter interessen for hans musik igen voksede markant — især for De fire årstider, som i dag er blandt de mest spillede og indspillede værker fra barokken.

Ud over sine violinkoncerter er Vivaldi også kendt for sine værker for træblæsere, blandt andet koncerter for fløjte. En populær koncert er Il gardellino, som ofte fremføres og optages i forskellige arrangementer. Hans produktion demonstrerer en kombination af teknisk virtuositet, melodisk opfindsomhed og evne til at skabe levende musikalske billeder — kvaliteter, som har sikret hans varige plads i musikhistorien.