Clostridium difficile er en bakterieart. Den kaldes ofte C. diff (udtales "se diff"). Det er en gram-positiv bakterie, som tilhører slægten Clostridium.

C. diff kan leve i menneskets tyktarm uden at forårsage symptomer. Omkring 2–5 % af voksne bærer C. diff i tarmen uden sygdom. Hos nogle personer kan bakterien dog vokse ukontrolleret, producere giftstoffer og angribe tarmslimhinden. Dette kan føre til en betændelsestilstand i tyktarmen, kaldet C. diff colitis — altså betændelse i tyktarmen.

C. diff-infektioner er blevet mere almindelige på hospitaler, plejehjem og andre sundhedsfaciliteter og kan være svære at kontrollere. Infektioner med C. diff er alvorlige: de forårsager mange indlæggelser og anslås at dræbe omkring 14.000 mennesker årligt alene i USA.

Symptomer

Symptomerne kan variere fra milde til livstruende. De almindeligste er:

  • Vandig diarré (ofte flere gange dagligt)
  • Mavesmerter og kramper
  • Feber
  • Kvalme og nedsat appetit
  • Blod eller slim i afføringen (kan forekomme)
  • Generel utilpashed og dehydrering ved alvorlig diarré

Ved alvorlige tilfælde kan der opstå høj leukocytose (forhøjet antal hvide blodlegemer), nedsat blodtryk, toxisk megacolon, ileus (tarmstop) eller sepsis.

Hvordan smitter det og hvem er i risiko?

  • Smitteveje: C. diff sporer kan overleve længe i miljøet (på overflader, senge, udstyr). Smitte sker ofte via hænder eller forurenede genstande.
  • Antibiotikabrug: Den største risikofaktor er nylig brug af antibiotika, som forstyrrer den normale bakterieflora i tarmen og tillader C. diff at overgro. Særligt risikable antibiotika inkluderer bredspektrede typer (fx klindamycin, cefalosporiner og fluoroquinoloner).
  • Hospitalisering og plejefaciliteter: Ophold på hospitaler eller plejehjem øger risikoen for eksponering.
  • Alder og helbredstilstand: Ældre personer, immunsupprimerede, eller personer med alvorlig sygdom har større risiko for alvorlig sygdom.
  • Protonpumpehæmmere (PPI): Nogle studier forbinder langvarig brug af mavesyrehæmmende medicin med øget risiko.

Diagnose

Diagnosen stilles oftest ved:

  • Stolprøve til laboratorieundersøgelse for C. diff-toksiner eller genetik (PCR)
  • Blodprøver for inflammation og nyrefunktion (fx leukocytose, forhøjet CRP)
  • Ved særligt alvorlige eller uklare tilfælde kan billeddiagnostik eller koloskopi anvendes til at vurdere tarmslimhinden.

Behandling

Behandlingen afhænger af sygdommens sværhedsgrad:

  • Stop udløsende antibiotika, hvis det er muligt — dette kan hjælpe genopretning af normal tarmflora.
  • Målrettet antibiotikabehandling mod C. diff: Vancomycin eller fidaxomicin anbefales nu typisk som førstevalg. Metronidazol bruges ikke længere som førstevalg ved svære tilfælde.
  • Rekurrerende infektioner: Ved tilbagevendende C. diff kan behandling med længere forløb af fidaxomicin eller pulserende vancomycin overvejes.
  • Fækal mikrobiotatransplantation (FMT): Hvor man overfører en sund donors afføring til patientens tarm for at genoprette normal bakterieflora — effektivt ved gentagne recidiver.
  • Kirurgi: I sjældne, livstruende tilfælde (fx perforation, svær toksisk megacolon) kan kirurgisk fjernelse af dele af tyktarmen være nødvendig.
  • Støttebehandling: Væsketerapi, elektrolytter og overvågning for komplikationer.

Forebyggelse

  • Hænderens hygiejne: Vask hænder med sæbe og vand — alkoholbaserede spritsystemer dræber ikke altid sporerne effektivt.
  • Miljødesinfektion: Brug af klorholdige rengøringsmidler (blege) til overflader, især i sundhedsfaciliteter, mindsker spredning.
  • Isolation og beskyttelsesudstyr: Patienter med påvist C. diff isoleres ofte, og sundhedspersonale bruger handsker og kitler.
  • Antibiotikastyring: Begræns og mål antibiotikabrug for at reducere risikoen for at forstyrre tarmfloraen.
  • Opfølgning efter udskrivelse: Information til patienter og plejepersonale om symptomer og håndhygiejne kan forebygge genindlæggelser.

Mulige komplikationer

Komplikationer kan omfatte:

  • Toksisk megacolon
  • Tarmperforation
  • Sepsis
  • Langvarig diarré og væsketab med risiko for nyresvigt
  • Tilbagevendende infektioner, som kan kræve gentagen behandling eller FMT

Hvornår skal du søge læge?

  • Svær diarré, især hvis den følger efter antibiotikabehandling
  • Feber, kraftige mavesmerter eller blod i afføringen
  • Symptomer på dehydrering (svimmelhed, nedsat vandladning)
  • Hvis diarré ikke forbedres eller vender tilbage efter behandling

Opsummering: C. diff er en bakterie, som kan være harmløs hos nogle, men som under visse forhold kan give alvorlig colitis. Tidlig genkendelse, korrekt diagnostik, målrettet behandling og effektive forebyggelsesforanstaltninger er vigtige for at reducere sygdommens belastning og for at forhindre smittespredning.