Christopher Eric Hitchens (13. april 1949 – 15. december 2011) var en fremtrædende anglo-amerikansk forfatter, essayist og kontroversiel debattør. Han var kendt som en åbenlys ateist og var en markant stemme inden for moderne sekulær tænkning og offentlig polemik. Hitchens skrev for mange internationale magasiner, herunder The Nation, Free Inquiry, Slate og senere hyppigt for Vanity Fair. Han identificerede sig med den intellektuelle tradition omkring humanismen og var kendt for sin skarpe, ofte provokerende stil.
Uddannelse og tidlig karriere
Hitchens studerede ved Balliol College i Oxford, hvor han tog sin eksamen i 1970. Efter universitetet begyndte han hurtigt at arbejde som journalist og anmelder, og han skabte sig et navn som essayist og samfundskommentator i britiske og senere amerikanske medier. I 1982 flyttede han permanent til Washington, D.C., hvorfra han arbejdede som korrespondent og bidrog med artikler om litteratur, politik og internationale forhold.
Forfatterskab og hovedværker
Hitchens skrev både længere bøger og kortere essays. Blandt hans mest kendte bøger er God Is Not Great: How Religion Poisons Everything (2007), hvor han fremlagde sine argumenter mod organiseret religion, samt erindringsbogen Hitch-22 (2010). Andre bemærkelsesværdige værker omfatter Letters to a Young Contrarian (2001) og den skarpe kritik af Mother Teresa, The Missionary Position (1995). Samlede essays udkom også i titler som Arguably (2011).
Holdninger, debatter og politisk engagement
Hitchens var kendt for sin evne og villighed til at debattere offentligt med teologer, politikere og intellektuelle. Han blev ofte omtalt som en del af "new atheists" sammen med navne som Richard Dawkins, Daniel Dennett og Sam Harris, men han var samtidig vanskelig at placere fast politisk — han kaldte sig selv en kontrær intellektuel. Han kritiserede religionernes rolle i samfundet, men kommenterede også skarpt på autoritære regimer, totalitære bevægelser og magtmisbrug. Hans støtte til visse militære interventioner, særligt Irak-krigen, førte til betydelige uenigheder med tidligere politiske venner og kolleger.
Feltarbejde, personlige oplevelser og kontroverser
Som journalist søgte Hitchens ofte førstehåndsoplevelser og udsatte sig selv for farer i felten. Han undslap skud i Sarajevo, blev fængslet i Tjekkoslovakiet under tidligere sovjetisk kontrol, og i 2008 blev han overfaldet og brutalt tæsket i Beirut i Libanon. I 2009 undergik han en forsøgsvis demonstration af waterboardet, som han beskrev i Vanity Fair og brugte som grundlag for sin udtalelse om, at waterboarding udgør tortur.
Livsanskuelse og privatarelationer
I 1988 fortalte hans bedstemor ham, at hans mor var jøde, og at hun havde holdt sin religion hemmelig. Denne oplysning ændrede ikke Hitchens' eget syn: han forblev ateist og tog ikke religiøs tro til sig. Hans privatliv var præget af tætte venskaber, mange intellektuelle bekendtskaber og hyppige offentlige debatter; samtidig var han far til børn og opretholdt et aktivt socialt og professionelt liv på tværs af USA og Europa.
Sygdom og død
Hitchens blev diagnosticeret med spiserørskræft, en sygdom han offentligt talte om i de sidste leveår. Efter en periode med behandling og offentlige opdateringer om sin tilstand døde han den 15. december 2011 af spiserørskræft. Hans død vakte udbredt opmærksomhed og refleksioner over hans bidrag til offentlig debat, litteratur og sekulær tænkning.
Arv og betydning
Christopher Hitchens efterlod sig et stort forfatterskab og en markant plads i den offentlige debat som en skarp og ofte provokerende tænker. Hans essays og bøger bruges fortsat som eksempel på polemisk stil og intellektuel kampånd. Han huskes både for sin modstand mod religiøs autoritet og for sin utrættelige rolle som debattør, der ikke veg tilbage for at tage svære eller upopulære emner op.
Hitchens' arbejde fortsætter med at inspirere til diskussion om religion, etik, ytringsfrihed og intellektuel ansvarlighed, og hans bøger læses fortsat af dem, der søger en klar og udfordrende stemme i spørgsmål om tro, politik og kultur.