Camera obscura

Opdagelse og oprindelse

Den første omtale og opdagelse af principperne bag pinhole-kameraet, en forløber for camera obscura, stammer fra Mozi (470 f.Kr. til 390 f.Kr.), en kinesisk filosof og grundlægger af mohismen. Senere forstod Aristoteles (384-322 f.Kr.) det optiske princip for pinhole-kameraet. Han så halvmåneformen af en delvist formørket sol projiceret på jorden gennem hullerne i en si og mellemrummene mellem bladene på et platantræ.

Det første camera obscura blev senere bygget af en irakisk videnskabsmand ved navn Abu Ali Al-Hasan Ibn al-Haytham, født i Basra (965-1039 e.Kr.), kendt i Vesten som Alhacen eller Alhazen, som udførte praktiske eksperimenter om optik i sin bog om optik.

I sine forskellige eksperimenter brugte Ibn Al-Haitham udtrykket "al-Bayt al-Muẓlim" (arabisk: البيت المظلم), som på engelsk kan oversættes til "dark room". I det eksperiment, han foretog for at fastslå, at lyset bevæger sig i tid og med hastighed, siger han: "Hvis hullet var dækket af et gardin, og gardinet blev taget af, vil lyset, der bevæger sig fra hullet til den modsatte væg, forbruge tid." Han gentog den samme erfaring, da han fastslog, at lyset bevæger sig i lige linjer. Det mest afslørende eksperiment, som faktisk introducerede camera obscura, var i hans studier af solens halvmåneformede billede under formørkelser, som han observerede på væggen overfor et lille hul lavet i vindueslukkerne. I sit berømte essay "Om form af formørkelsen" (Maqālah fī Sura al-Kosūf) (arab: مقالة في صورةالكسوف) kommenterede han sin observation: "Billedet af solen på tidspunktet for formørkelsen, medmindre den er total, viser, at når dens lys passerer gennem et smalt, rundt hul og kastes på et plan modsat hullet, antager det form af en månesæk".

I sit eksperiment med sollyset udvidede han sin observation af lysets indtrængning gennem pinhole til at konkludere, at når sollyset når og trænger ind i hullet, danner det en kegleform ved de punkter, der mødes ved pinhole, og danner senere en anden kegleform, der er modsat den første, på den modsatte væg i det mørke rum. Dette sker, når sollyset divergerer fra punktet "ﺍ", indtil det når frem til en åbning "ﺏﺤ" og projiceres gennem den på en skærm ved det lysende punkt "ﺩﻫ". Da afstanden mellem blænden og skærmen er ubetydelig i forhold til afstanden mellem blænden og solen, bør divergensen af sollyset efter passage gennem blænden være ubetydelig. Med andre ord bør "ﺏﺤ" være omtrent lig med "ﺩﻫ". Det er imidlertid konstateret, at "ﻙﻁ" er meget større, men når de stråler, der udgør yderpunkterne af "ﻙﻁ", følges tilbage i den modsatte retning, viser det sig, at de mødes i et punkt uden for åbningen og derefter divergerer igen mod solen, som vist i figur 1. Dette var den første præcise beskrivelse af Camera Obscura-fænomenet.

Med kameraet sagt, konvergerer lyset ind i rummet gennem hullet og transmitterer dermed det eller de objekter, der er placeret over for det. Objektet vises i fuld farve, men med hovedet nedad på den projicerede skærm/væg over for hullet i det mørke rum. Forklaringen er, at lyset bevæger sig i en lige linje, og når nogle af de stråler, der reflekteres fra et lyst objekt, passerer gennem det lille hul i et tyndt materiale, spredes de ikke, men krydser hinanden og dannes som et billede på hovedet på en flad hvid overflade, der holdes parallelt med hullet. Ib Al-Haitham fastslog, at jo mindre hullet er, jo klarere er billedet.

Selv om både pinhole-kameraet og camera obscura er krediteret Ibn al-Haytham, blev camera obscura først beskrevet af Aristoteles, som var den første til at beskrive, hvordan et billede dannes på øjet, idet han brugte camera obscura som en analogi. Alhazen siger (i den latinske oversættelse), og med hensyn til camera obscura: "Et nos non inventimus ita", vi har ikke opfundet dette.

Alhacen's observationer af lysets adfærd gennem et pinhole

Turistattraktioner

Nogle camera obscura er blevet bygget som turistattraktioner, ofte i form af et stort kammer i en høj bygning, der kan mørklægges, så et "levende" panorama af verden udenfor projiceres på en vandret flade gennem en roterende linse. Selv om der kun er få bevaret i dag, findes der eksempler på følgende steder:

• Edinburgh i Skotland - Se Camera Obscura-webstedet
• Johannesburg i Sydafrika
• Pretoria i Sydafrika
• Cape Town i Sydafrika
• Lissabon og Tavira i Portugal
• Santa Monica i Californien
• Los Angeles på Griffith Observatory
• San Francisco på Cliff House
• North Carolinas "Sky Chamber for the Trees and Sky"
• Havana i Cuba
• Det Kongelige Observatorium, Greenwich, London
• Marburg, Tyskland
• Kentwell Hall, Suffolk

Der findes også et transportabelt eksemplar, som Willett & Patteson sender rundt i England og i hele verden.

Relaterede sider

• Optik
• Kameraer