Mount St. Helens er

Historie

Før udbruddet i 1980 var Mount St. Helens det femtehøjeste bjerg i staten Washington. Toppen hævede sig mere end 1.525 m over sin base, hvor den rejser sig fra de højderygge, der ligger omkring den. Den skilte sig ud fra de omkringliggende bakker på grund af den symmetriske kegleform og den sne, der dækkede toppen. På grund af sin kegleform blev den kaldt "Amerikas Mount Fuji", efter det berømte Mount Fuji, som er et symbol på Japan.

Moderne udbrud

I månederne før det store udbrud, der fandt sted den 18. maj 1980, var der mange tegn på vulkanisk aktivitet. Den 20. marts 1980 var Mount St. Helens centrum for et jordskælv med en styrke på 4,2. Dampudledningen fra vulkanen begyndte den 27. marts. I slutningen af april begyndte vulkanens nordside at vokse sig større.

Den 18. maj fik et andet jordskælv med en styrke på 5,1 en stor del af vulkanens nordvæg til at kollapse. Det var den største kendte murbrokkelavine i den registrerede historie. Kl. 8.32 om morgenen Pacific Daylight Time eksploderede magmaen inde i St. Helens. På skalaen Volcanic Explosivity Index blev udbruddet vurderet til fem, hvilket er samme vurdering som det berømte Vesuvudbrud i 79 e.Kr.

I mere end ni timer udbrød asken fra vulkanen og steg op i luften i en højde af 20 til 27 km over havets overflade i luften. Denne sky, der stiger op fra en vulkan, kaldes en "plume". Den pyroklastiske strøm af opvarmede sten og gas, der væltede ud af vulkanen, spredte sig over et område på over 600 km² og ødelagde planter og bygninger. Asken spredte sig mod øst med en hastighed på ca. 95 km/t, og noget aske nåede Idaho omkring kl. 12.00, næsten 3,5 timer efter udbruddet. Omkring kl. 17.30 blev askeskyen mindre. I løbet af natten og flere dage efter var der mindre udbrud.

Ud over virkningen af de hurtige, varme gasser og sten fra eksplosionen forårsagede sammenstyrtningen af Mount St. Helens' nordside lahars, dvs. vulkanske mudderstrømme. Disse var blandinger af vulkansk aske med smeltet is og sne. Laharsen gik mange kilometer ned ad Toutle- og Cowlitz-floderne og ødelagde broer og dræbte mange træer. I alt 3,9 millioner kubik yards (3,0 millioner m³) materiale blev transporteret 27 km sydpå i Columbia-floden af laharsene.

Helens-udbruddet den 18. maj frigjorde 24 megatons termisk energi. Det frigjorde mere end 2,8 kubikkilometer aske og andet materiale. Helens' højde blev forkortet med ca. 400 m og efterlod et 1 til 3,2 km bredt og 800 m dybt vulkanisk krater. Udbruddet dræbte 57 mennesker, næsten 7.000 vildtlevende dyr (hjorte, elge og bjørne) og omkring 12 millioner fisk fra et fiskeopdræt. Det ødelagde eller beskadigede over 200 hjem, 300 km motorvej og 24 km jernbane.

1980-2004

Mellem 1980 og 1986 fortsatte den vulkanske aktivitet på Mount Saint Helens med en ny lavadom i krateret. Der fandt flere små eksplosioner og udbrud sted, som skabte flere lavakupler. Fra den 7. december 1989 til den 6. januar 1990 og fra den 5. november 1990 til den 14. februar 1991 gik vulkanen i udbrud med til tider enorme askeskyer.

Asken nåede en række stater, så langt østpå som Montana og så sydpå som Colorado.

2004 til i dag aktivitet

Magmabobobler kom op til toppen af vulkanen omkring den 11. oktober 2004, og der blev dannet en ny lavakuppel på den første kuppels sydside. Denne nye kuppel voksede i løbet af 2005 og ind i 2006. Der blev set flere nye træk, f.eks. "hvalryggen", som er fast magma, der skubbes op til toppen af vulkanen af magma under den. Disse træk varer ikke længe og nedbrydes kort efter, at de er dannet. Den 2. juli 2005 knækkede spidsen af hvalbaggen af, og et stenfald sendte aske flere hundrede meter op i luften.

Mount St. Helens viste ny aktivitet den 8. marts 2005, da en 11.000 meter høj damp- og askedam kom fra vulkanen. Plumen blev set så langt væk som til Seattle, en by, der ligger 96 miles væk. Dette forholdsvis lille udbrud fandt sted på grund af en ny lavadom, der blev dannet, og et jordskælv af en styrke på 2,5.

Et andet element, der er vokset ud af kuplen, er en "finne" eller "plade". Den store vulkanske sten, der er ca. halvt så stor som en fodboldbane, blev flyttet op med en hastighed på 2 meter om dagen. I midten af juni 2006 havde pladen meget ofte stenfald, men den blev stadig skubbet op fra vulkanens indre.

Den 22. oktober 2006 kl. 15.13 PST brød et jordskælv af en styrke på 3,5 lavakuplen sammen. Det resulterende kollaps og den efterfølgende lavine sendte en askefane 610 meter over krateret, som dog hurtigt forsvandt.

Den 19. december 2006 blev der set en stor hvid dampfane, og nogle journalister fra medierne troede, at der havde været et lille udbrud. Cascades Volcano Observatory of the United States Geological Survey siger imidlertid, at der ikke var nogen stor askedug, så det kan ikke have været et udbrud. Vulkanen har haft lejlighedsvise udbrud siden oktober 2004.

Pladetektonik i Cascade Range. Cascade-vulkanerne blev dannet som følge af, at Juan de Fuca-pladen subducerede (bevægede sig under) den nordamerikanske plade.


Mount St. Helens gik i udbrud den 18. maj 1980 kl. 08:32 Pacific Daylight Time.


Vækst af lavakuppel fra 1980-1986


"Whaleback" som set i februar 2005


Den 36.000 fod høje røgfane, der blev set den 8. marts 2005.