Bretton Woods-systemet var efterkrigstidens første forsøg på at skabe faste, men justerbare, regler for valutaers værdi mellem lande. Ifølge systemet fastsatte hver stat en officiel kurs for sin valuta over for den amerikanske dollar og holdt valutakursen inden for et snævert spænd (typisk ±1 %) ved hjælp af sin pengepolitik og, ved behov, intervention i valutamarkedet. Den særlige forbindelse til guld kom ved, at USA garanterede omveksling af dollars til guld til en fast kurs ($35 per ounce). Dermed fungerede dollaren som international reservevaluta bundet til guld, mens andre valutaer var bundet til dollaren.
Formål og hovedregler
Målet var at skabe stabilitet i internationale priser og kommercielle og finansielle forbindelser, så handel og genopbygning efter krigen kunne foregå uden de voldsomme valutakursudsving, som havde præget 1930'erne. Systemet tillod, at lande midlertidigt kunne bede om hjælp fra IMF ved store ubalancer i betalingsbalancerne, og det gav mulighed for korrigering af valutakurser ved «fundamental ubalance» efter aftale med fonden. Samtidig gav systemet plads til kapitalreguleringer, så lande kunne beskytte deres betalingsbalance uden at bryde de grundlæggende regler.
Oprettelse af institutioner
Planerne om at genopbygge det internationale økonomiske system begyndte allerede før afslutningen af Anden Verdenskrig. I juli 1944 mødtes 730 delegerede fra 44 allierede fra Anden Verdenskrig i Bretton Woods, New Hampshire, til FN's monetære og finansielle konference. De drøftede og underskrev herefter Bretton Woods-aftalerne, som etablerede to centrale institutioner:
- Den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling (IBRD), som senere blev en af hovedinstitutionerne i Verdensbankgruppen), med fokus på lån til genopbygning og økonomisk udvikling.
- Den Internationale Valutafond (IMF), oprettet for at yde kortsigtet støtte ved betalingsbalanceproblemer og for at føre tilsyn med systemets valutaordninger.
Begge organisationer trådte i funktion omkring 1946, efter at et tilstrækkeligt antal lande havde ratificeret aftalen.
Hvordan systemet fungerede i praksis
Under Bretton Woods Fastlagte hvert land en parværdi for sin valuta i forhold til dollaren. Nationalbanker holdt kursen inden for det aftalte bånd ved at købe eller sælge egen valuta eller dollarreserver. Hvis ubalancer var mere vedvarende, kunne landene søge lån hos IMF for at stabilisere deres valuta og betale for nødvendige økonomiske tilpasninger.
Systemet skabte en lang periode med relativ valutastabilitet, hvilket bidrog til vækst i international handel og investering i 1950'erne og 1960'erne. Samtidig opstod strukturelle problemer: efterhånden som verdenshandlen voksede, blev der behov for flere internationale reserveaktiver, men den globale forsyning af dollar — som var bundet til amerikanske betalingsbalancer — gav et spændingsfelt kendt som Triffin-dilemmaet: for at levere nok likviditet til verden måtte USA føre betalingsbalanceunderskud, men det underminerede tilliden til dollarens guldkonvertibilitet.
Tilpasninger og nyere tiltag
I slutningen af 1960'erne blev manglen på internationale reserver og voksende mistillid til dollarkonvertibiliteten tydelig. Som følge heraf oprettede IMF i 1969 Special Drawing Rights (SDR) som et supplerende internationalt reserveaktiv for at aflaste presset på dollaren.
Systemets sammenbrud
Frem til begyndelsen af 1970'erne fungerede Bretton Woods-systemet i store træk, men flere forhold svækkede det: stigende amerikanske budget- og betalingsbalanceunderskud (forstærket af udgifter til krig og indenrigspolitiske udgifter), inflation, kapitalbevægelser og løbende udtømning af USAs guldreserver. I 1971 besluttede USA under præsident Nixon at suspendere omvekslingen af dollars til guld (den såkaldte "Nixon shock"). Dette satte effektivt et stop for dollarkonvertibiliteten og udløste ophøret af det faste kursregime.
Forsøg på at redde systemet fulgte, bl.a. Smithsonian-aftalen i december 1971, som forsøgte at re-justere kurserne, men interne spændinger og fortsatte kapitalbevægelser gjorde ordningen ustabil. I begyndelsen af 1973 gik de største valutaer over til flydende kurser, og den faste, guldforankrede ordning ophørte reelt.
Arven efter Bretton Woods
Bretton Woods lagde fundamentet for efterkrigstidens internationale økonomiske samarbejde og skabte de permanente institutioner — IMF og Verdensbankgruppen) — som stadig spiller centrale roller i global økonomi. Systemet demonstrerede både fordele og begrænsninger ved faste valutakurser: det gav stabilitet og fremmede vækst i en periode, men viste også, hvordan nationale politikker og internationale likviditetsbehov kan komme i konflikt (fx Triffin-dilemmaet). Efter 1971 udviklede det internationale system sig mod større fleksibilitet i valutakurser, øget kapitalmobilitet og videreudvikling af de institutionelle rammer for internationalt samarbejde.