Margaret af Anjou – Englands dronning og leder i Rosenkrigene (1430–1482)

Margaret blev født den 23. marts 1430 i Pont-à-Mousson i Lorraine. Margaret var anden datter af René, kong af Napoli, og Isabella, hertuginde af Lorraine. Hun havde fem brødre og fire søstre samt tre halvsøskende fra sin fars forhold til elskerinder. Hendes far, der i folkemunde var kendt som "den gode kong René", var hertug af Anjou og titulær konge af Napoli, Sicilien og Jerusalem; han er blevet beskrevet som "en mand med mange kroner, men ingen kongeriger". Margareta blev døbt i Toul i Lothringen. Hun tilbragte sine tidlige år på slottet i Tarascon ved Rhône-floden i Provence og i det gamle kongelige palads i Capua nær Napoli i kongeriget Sicilien. Hendes mor sørgede for hendes uddannelse og har muligvis sørget for, at hun fik undervisning hos den lærde Antoine de la Sale, som underviste hendes brødre. I barndommen var Margaret kendt som la petite créature.

Den 23. april 1445 giftede Margaret sig med kong Henrik 6. af England på Titchfield Abbey i Hampshire. Henry var otte år ældre end hende. Kongen og dronningen af Frankrig var henholdsvis brudgommens og brudens onkel og tante: Henrys afdøde mor, Catherine, havde været søster til kong Karl VII, hvis hustru Marie af Anjou var søster til Margarets far René. Desuden gjorde Henrik krav på kongeriget Frankrig til sig selv. Han kontrollerede også dele af Nordfrankrig. På grund af alt dette gik den franske konge ind på Margrethes ægteskab med sin rival på betingelse af, at han ikke skulle yde den sædvanlige medgift og i stedet ville modtage landområderne Maine og Anjou fra englænderne. Den engelske regering, der frygtede en meget negativ reaktion, holdt denne bestemmelse hemmelig for den engelske offentlighed.

Margaret blev kronet til dronning af England den 30. maj 1445 i Westminster Abbey af John Stafford, ærkebiskop af Canterbury, i en alder af 15 år. Hun blev beskrevet som smuk og desuden "allerede en kvinde: lidenskabelig, stolt og viljestærk". De, der forudså den fremtidige tilbagevenden af engelske krav på fransk territorium, mente, at hun allerede forstod sin pligt til at beskytte kronens interesser inderligt. Hun synes at have arvet denne ukuelighed fra sin mor, som kæmpede for at få sin mands krav på kongeriget Napoli nedfældet, og fra sin farmor fra faderen, Yolande af Aragonien, som faktisk regerede Anjou "med en mands hånd", idet hun bragte orden i provinsen og holdt englænderne ude. Således var hun ved familiens eksempel og sin egen stærke personlighed fuldt ud i stand til at blive "kronens forkæmper".

Fødsel af en søn

Henrik var mere interesseret i religion og lærdom end i militære anliggender og var ikke en succesfuld konge. Han havde regeret, siden han kun var få måneder gammel. Mange af hans handlinger var blevet udført af folk, der regerede i hans sted. Da han giftede sig med Margaret, var hans mentale tilstand allerede ustabil. Da deres eneste søn, Edward af Westminster, prins af Wales, blev født (den 13. oktober 1453), havde Henrik allerede fået et fuldstændigt sammenbrud. Der gik rygter om, at han var ude af stand til at blive far til et barn, og at den nye prins af Wales var resultatet af en ægteskabsforbindelse. Mange^[who?] har spekuleret i, at enten Edmund Beaufort, 2. hertug af Somerset, eller James Butler, 5. jarl af Ormond, var den unge prins' egentlige far. Begge var trofaste allierede med Margaret.

Selv om Margaret var aggressivt partisk og havde et ustabilt temperament, delte hun sin mands kærlighed til lærdom på grund af sin kultiverede opvækst. Hun gav også sit protektorat til grundlæggelsen af Queens' College i Cambridge.

Elizabeth Woodville (født ca. 1437), senere dronning af England som kommende hustru til Margrethes mands rival, kong Edward 4., var angiveligt tjenestepige for Margaret af Anjou. Der er dog for få beviser til, at historikerne kan fastslå dette med absolut sikkerhed: flere kvinder ved Margrethes hof bar navnet Elizabeth eller Isabella Grey.

Fjendskab mellem Margaret og hertugen af York

Efter at have trukket sig tilbage fra London for at leve i overdådigt luksus i Greenwich, var Margaret optaget af at passe sin unge søn og viste ikke tegn på politisk vilje, indtil hun troede, at hendes mand var truet af afsættelse af den ambitiøse Richard af York, 3. hertug af York, som til hendes forfærdelse var blevet udnævnt til Lord Protector, mens Henrik var mentalt uarbejdsdygtig fra 1453 til 1454. Hertugen var en troværdig kravmand til den engelske trone, og ved slutningen af hans protektorat var der mange magtfulde adelsmænd og slægtninge, der var parat til at støtte hans krav. Hertugen af York var magtfuld; Henrys rådgivere var korrupte; Henrik selv var tillidsfuld, bøjelig og i stigende grad ustabil; Margaret var trodsigt upopulær, men var grumt og galant fast besluttet på at bevare den engelske krone for sit efterkommere. Alligevel er der mindst én forsker, der identificerer kilden til den endelige Lancastriske undergang ikke så meget som Yorks ambitioner, men snarere som Margarethas uheldige fjendskab mod York og hendes overdrevne hengivenhed over for upopulære allierede. Ikke desto mindre var dronning Margaret en magtfuld kraft i den politiske verden. Kong Henrik var et klister i hendes hænder, når hun ville have noget gjort.

Margarethas biograf Helen Maurer er imidlertid uenig med tidligere historikere, der har dateret det meget omtalte fjendskab mellem dronningen og York til den tid, hvor han fik embedet som protektor. Hun foreslår, at det gensidige modsætningsforhold opstod to år senere i 1455 i kølvandet på det første slag ved St Albans, da Margaret opfattede ham som en udfordring for kongens autoritet. Maurer baserer denne konklusion på en fornuftig undersøgelse af Margaretas mønster for overrækkelse af gaver; dette afslørede, at Margaret var meget omhyggelig med at vise, at hun favoriserede både York og Edmund Beaufort (Somerset) lige meget i begyndelsen af 1450'erne. Maurer hævder også, at Margaret tilsyneladende accepterede Yorks protektorat og påstår, at der ikke er noget væsentligt bevis for at underbygge den mangeårige opfattelse, at hun var ansvarlig for yorkisternes udelukkelse fra det store råd efter Henrys genfødsel (se nedenfor).

Den afdøde historiker Paul Murray Kendall hævdede på den anden side, at Margarets allierede Edmund Beaufort (Somerset) og William de la Pole, den daværende jarl af Suffolk, ikke havde nogen problemer med at overbevise hende om, at York, indtil da en af Henrik VI's mest betroede rådgivere, var ansvarlig for hendes upopularitet og allerede var for magtfuld til at stole på. Margaret overtalte ikke blot Henrik til at tilbagekalde York fra hans post som guvernør i Frankrig og i stedet forvise ham til Irland, hun forsøgte gentagne gange at få ham myrdet under hans rejser til og fra Irland, en gang i 1449 og igen i 1450. Edmund Beaufort (Somerset) og Suffolks fælles ansvar for den hemmelige overgivelse af Maine i 1448 og derefter det efterfølgende katastrofale tab af resten af Normandiet i 1449 viklede Margaret og Henrys hof ind i oprør, opstande fra stormændene og krav om rigsretssag og henrettelse af Margarets to stærkeste allierede. Det kunne også have gjort en ultimativ kamp på liv og død mellem Margaretha og House of York uundgåelig ved at gøre Richards farlige popularitet blandt de borgerlige åbenbar. Richard af York, der var vendt sikkert tilbage fra Irland i 1450, konfronterede Henrik og blev genindtaget som en betroet rådgiver. Kort efter indvilligede Henrik i at indkalde parlamentet for at tage fat på opfordringerne til reformer. Da parlamentet mødtes, kunne kravene ikke have været mindre acceptable for Margaret: ikke alene blev både Edmund Beaufort (Somerset) og Suffolk anklaget for kriminel dårlig forvaltning af franske anliggender og undergravning af retfærdigheden, men det blev anklaget som en forbrydelse mod Suffolk (nu hertug), at han havde sat kongen op imod hertugen af York. Endvidere omfattede de fremsatte reformkrav, at hertugen af York skulle anerkendes som kongens første rådgiver, og underhusets formand foreslog endda, måske med mere iver end klogskab, at Richard, hertugen af York, skulle anerkendes som tronarving. I løbet af få måneder havde Margaret imidlertid genvundet kontrollen over Henry, parlamentet blev opløst, den uforsigtige formand blev smidt i fængsel, og Richard af York trak sig foreløbig tilbage til Wales.

I 1457 blev kongeriget igen forarget, da det blev opdaget, at Pierre de Brézé, en magtfuld fransk general og tilhænger af Margaret, var gået i land på den engelske kyst og havde brændt byen Sandwich ned. Som leder af en fransk styrke på 4.000 mand fra Honfleur havde han til hensigt at drage fordel af kaos i England. Borgmesteren, John Drury, blev dræbt under dette angreb. Det blev herefter en fast tradition, som stadig lever den dag i dag, at borgmesteren i Sandwich bærer en sort kåbe for at begræde denne skændige handling. Margaret blev i forbindelse med de Brézé genstand for skældsomme rygter og vulgære ballader. Den offentlige forargelse var så stor, at Margaret med stor modvilje blev tvunget til at give hertugen af Yorks slægtning Richard Neville, 16. jarl af Warwick, en kommission til at vogte havet i tre år. Han havde allerede posten som kaptajn af Calais.

Leder af den lancastriske fraktion

Fjendtlighederne mellem de rivaliserende yorkistiske og lancastriske fraktioner blussede snart op til en væbnet konflikt. I maj 1455, lidt over fem måneder efter at Henrik 6. var kommet sig fra et anfald af psykisk sygdom, og Richard af Yorks protektorat var ophørt, indkaldte Margaret til et stort rådsmøde, hvor yorkisterne var udelukket. Rådet indkaldte til en samling af peers i Leicester for at beskytte kongen "mod hans fjender". York var tilsyneladende forberedt på en konflikt og marcherede snart sydpå for at møde den Lancastriske hær, der marcherede nordpå. Lancastrerne led et knusende nederlag i det første slag ved St Albans den 22. maj 1455. Edmund Beaufort (Somerset), jarlen af Northumberland og Lord Clifford blev dræbt, Wiltshire flygtede fra slagmarken, og kong Henrik blev taget til fange af den sejrende hertug af York. I marts 1458 deltog hun sammen med sin mand og ledende adelsmænd fra de stridende fraktioner i Kærlighedsdagens procession i London.

I 1459 blev fjendtlighederne genoptaget ved slaget ved Blore Heath, hvor James Tuchet, 5. baron Audley, blev besejret af en yorkistisk hær under Richard Neville, 5. jarl af Salisbury.

Tidlige kampagner

Mens Margaret forsøgte at skaffe yderligere støtte til den lancastriske sag i Skotland, vandt hendes øverstkommanderende, Henry Beaufort, 3. hertug af Somerset, en stor sejr for hende i slaget ved Wakefield den 30. december 1460 ved at besejre de kombinerede hære af hertugen af York og jarlen af Salisbury. Begge mænd blev halshugget, og deres hoveder blev udstillet på byportene i York. Da Margaret var i Skotland på det tidspunkt, hvor slaget havde fundet sted, var det umuligt, at hun udstedte ordren til deres henrettelser på trods af den populære tro på det modsatte. Hun fulgte op med en sejr i det andet slag ved St Albans (hvor hun var til stede) den 17. februar 1461. I dette slag besejrede hun de yorkistiske styrker under Richard Neville, 16. jarl af Warwick, og generobrede sin mand. Det var efter dette slag, at hun i en åbenlys hævngerning beordrede henrettelsen af to yorkistiske krigsfanger, William Bonville, 1. baron Bonville, og Sir Thomas Kyriell, som havde holdt vagt over kong Henrik for at holde ham ude af fare under slaget. Kongen havde lovet de to riddere immunitet, men Margareta trodser ham og beordrer deres henrettelse ved halshugning. Det hævdes, at hun satte mændene for en retssag, som hendes søn var formand for. "Min gode søn", spurgte hun angiveligt, "hvilken død skal disse riddere dø?" Prins Edward svarede, at deres hoveder skulle hugges af, på trods af kongens bønner om nåde.

Ophold i Frankrig

Den Lancastriske hær blev slået i slaget ved Towton den 29. marts 1461 af sønnen af den afdøde hertug af York, den fremtidige Edward 4. af England, som afsatte kong Henrik og udråbte sig selv til konge. Margaret var fast besluttet på at vinde sin søns arv tilbage og flygtede sammen med ham til Wales og senere Skotland. Hun fandt vej til Frankrig og blev allieret med sin fætter, kong Louis XI af Frankrig, og på hans opfordring tillod hun en henvendelse fra Edwards tidligere støtte, Richard Neville, jarl af Warwick, som var blevet uvenner med sin tidligere ven som følge af Edwards ægteskab med Elizabeth Woodville, og som nu søgte hævn for tabet af sin politiske indflydelse. Warwicks datter, Anne Neville, blev gift med Margarets søn Edward, prins af Wales, for at cementere alliancen, og Margaret insisterede på, at Warwick skulle vende tilbage til England for at bevise sit værd, før hun fulgte efter. Det gjorde han og genindsatte Henry VI kortvarigt på tronen den 3. oktober 1470.

Sidste nederlag i Tewkesbury

Da Margaret, hendes søn og svigerdatter (Anne) var klar til at følge Warwick tilbage til England, var situationen igen vendt til yorkisternes fordel, og jarlen blev besejret og dræbt af den hjemvendte kong Edward 4. i slaget ved Barnet den 14. april 1471. Margaret blev tvunget til at lede sin egen hær i slaget ved Tewkesbury den 4. maj 1471, hvor de lancastriske styrker blev besejret, og hendes syttenårige søn Edward af Westminster blev dræbt. Omstændighederne omkring Edwards død er aldrig blevet klarlagt; det vides ikke, om han blev dræbt i selve kampene eller henrettet efter slaget af hertugen af Clarence. Hvis han døde i kamp, ville han have været den eneste prins af Wales, der nogensinde er død i kamp. I løbet af de foregående ti år havde Margaret fået et ry for aggressivitet og hensynsløshed, men efter nederlaget ved Tewkesbury og sin eneste søns død var hun fuldstændig knust i sin ånd. Efter at hun var blevet taget til fange af William Stanley ved slutningen af slaget, blev Margaret fængslet på ordre af kong Edward. Hun blev først sendt til Wallingford Castle og blev derefter overført til det mere sikre Tower of London. Henrik 6. blev også fængslet i Tower i kølvandet på Tewkesbury, og han døde der natten til den 21. maj; årsagen til hans død er ukendt, men der var mistanke om regimedrab. I 1472 blev hun sat i varetægt hos sin tidligere hofdame Alice Chaucer, hertuginde af Suffolk, hvor hun forblev, indtil hun blev løskøbt af Ludvig XI i 1475.

Margaret levede i Frankrig de næste syv år som en fattig slægtning til kongen. Hun var vært hos Francis de Vignolles og døde på hans slot i Dampierre-sur-Loire, nær Saumur (Anjou) den 25. august 1482 i en alder af 52 år. Hun blev begravet ved siden af sine forældre i katedralen i Angers, men hendes jordiske rester blev fjernet og spredt af revolutionære, der plyndrede katedralen under den franske revolution.

Der findes stadig mange breve, som Margareta skrev i sin tid som dronninggemal. Et af dem blev skrevet til Corporation of London om skader, der blev påført hendes forpagtere på godset Enfield, som var en del af hendes dower gods. Et andet brev blev skrevet til ærkebiskoppen af Canterbury. Margarets breve, som typisk var overskrevet med ordene "By the Quene", er samlet i en bog redigeret af Cecil Monro, som blev udgivet for Camden Society i 1863.

1. ↑ Brooke, C.N.L.; Ortenberg, V. (juni 1988). "The Birth of Margaret of Anjou". Historical Research. 61 (146): 357–58. doi:10.1111/j.1468-2281.1988.tb01072.x.
2. ↑ Margaret Lucille Kekewich, Den gode konge: René af Anjou og det femtende århundredes Europa, (Palgrave Macmillan, 2008), 101.
3. ↑ ^{3.03.1 3.2 3.3} Kendall, s.19.
4. ↑ Maurer, Helen E. (2004). Margaret af Anjou : Queenship and Power in Late Medieval England. Woodbridge: Boydell. s. 21. ISBN 978-1-84383-104-4.
5. ↑ Sellar, W.C.; Yeatman, R.J. (1930). 1066 And All That. Methuen. pp. 46.
6. ↑ Smith, George (1975). The Coronation of Elizabeth Wydeville. Gloucester: Gloucester Reprints: Gloucester: Gloucester Reprints. s.28
7. ↑ Boutell, s.276.
8. ↑ Kendall, s.30-31.
9. ↑ Kendall, s. 18, 19 & 24: "Overdreven grådighed og ambitioner - de synder, som hans samtidige jævnaldrende havde - synes at have været stort set fraværende i hans karakter. Det ville kræve en dronnings ubarmhjertige fjendskab at minde ham om, at han havde en bedre titel til tronen end Henrik den sjette", id. s. 18." Det ser ud til, at Richard, hertug af York, hverken sigtede efter kronen eller søgte at få mere indflydelse på regeringen, end han havde ret til. Han repræsenterede for mange af datidens englændere det eneste håb om at blive reddet ud af den sump af uorden og dårligt styre, som riget drev rundt i." Id. på s. 517, n8.
10. ↑ Fraser, s.139.
11. ↑ Anmeldelse af Maurer, Helen (2003). Margaret af Anjou: Queenhip and Power in Late Medieval England. Hentet 1. marts 2011
12. ↑ Kendall, s. 21-23, med henvisning til The Paston Letters, vol. 4, som original kilde.
13. ↑ Kendall, s. 21-23.
14. ↑ Kendall, s.13-14. Da York og kongen og dronningen mødtes igen, på et våbenstilstandsfelt ved Blackheath i 1452, blev han overfaldet og taget til fange, mens Edmund Beaufort (Somerset) igen blev genindsat i ære. Id.
15. ↑ Kendall, s.32.
16. ↑ Haigh, s.32.
17. ↑ Wagner, s.26.
18. ↑ Kendall, s.39-40.
19. ↑ ^19.019.1  Costain, s.305.
20. ↑ Hartley, Cathy (2003). A Historical Dictionary of British Women. London: Europa Publications Ltd. s.298 ISBN 1-85743-228-2
21. ↑ Hookham, Mary Ann The life and times of Margaret of Anjou, queen of England and France; and of her father René "the Good," king of Sicily, Naples, and Jerusalem, Tinsley brothers eds. London, 1872, s. 369-71, hentet den 17. december 2016.
22. ↑ Letters of Queen Margaret of Anjou and Bishop Beckington and Others, redigeret af Cecil Monro, Esq., udgivet for Camden Society, M.DCCC.LXIII, pp.98-98, Google Books, hentet den 24. februar 2010.
23. ↑ Monro, s.99-100.
24. ↑ Da brevet ikke var dateret, vides det ikke, hvilken ærkebiskop der var tale om; Munro foreslår, at det sandsynligvis var enten John Stafford (13. maj 1443 - 25. maj 1452) eller kardinal John Kemp (21. juli 1452 - 22. marts 1454).
25. ↑ Monro, s.89-165
26. ↑ Letters of Queen Margaret of Anjou and Bishop Beckington, and Others, redigeret af Cecil Monro, Esq., udgivet for Camden Society, M.DCCC.LXIII, Google Books, hentet den 24. februar 2010.