Velin
Vellum er en form for pergament af høj kvalitet. Oprindeligt betød det kalveskind, men på engelsk bruges udtrykket mere bredt.
Ligesom pergament er huden forberedt til at kunne skrive med blæk. Det var en af de standardskriveflader, der blev brugt i Europa, før papir blev tilgængeligt. Det blev fortsat brugt til dokumenter af høj status. Pergament blev brugt til enkelte sider, skriftruller, kodekser eller bøger.
For at fremstille vellum rengøres huden, bleges den, spændes på en ramme kaldet en "herse" og skrabes med en kniv. Når pergamentet er skrabet, bliver det skiftevis vådt og tørt for at skabe spænding. Den endelige finish opnås ved at gnide overfladen med pimpsten og behandle den med kalk eller kridt. Derefter er det klar til at modtage blæk.
Moderne "papirpergament" (undertiden kaldet vegetabilsk pergament) er fremstillet af syntetisk materiale i stedet for pattedyrsskind, men anvendes til samme formål som normalt pergament.
Voynich-manuskriptet, skrevet på pergament
Anvendelse i fortiden
I det gamle Europa betød pergament velourskind af god kvalitet. Kalve, får, geder og endda kameler er kendt for at være blevet brugt til at fremstille pergament. Det allerbedste pergament blev fremstillet af ufødte dyr. Det kan være svært at identificere det dyr, der blev brugt til at fremstille gammelt pergament, uden at bruge et videnskabeligt laboratorium.
Franske kilder definerede velum (eller velin på fransk) som værende fremstillet udelukkende af kalve. Dette er stadig gældende i moderne tid.
Anvendelse
De fleste af de bedste middelalderlige manuskripter blev skrevet på pergament. Nogle buddhistiske tekster blev skrevet på pergament, og alle Sifrei Torah-tekster er skrevet på pergament eller noget lignende.
En fjerdedel af den 180 eksemplarer store udgave af Johannes Gutenbergs første bibel, der blev trykt i 1455, blev også trykt på pergament, formentlig fordi hans kunder forventede, at det var en bog af høj kvalitet. På den tid blev der brugt papir til det meste af bogtrykkeriet.
Inden for kunsten blev pergament brugt til malerier, især hvis de skulle sendes over lange afstande, før lærred blev almindeligt anvendt omkring 1500, og det blev fortsat brugt til tegninger og akvareller. Gamle mestertryk blev undertiden trykt på pergament, især til præsentationskopier, i hvert fald indtil det 17. århundrede.
Limp pergament eller limp pergamentbind blev ofte brugt i det 16. og 17. århundrede og var undertiden forgyldte. I de senere århundreder er pergament blevet anvendt mere almindeligt som læder. Vellum kan farves i stort set alle farver, men det bliver det for det meste ikke, da mange mennesker kan lide dets svage korn- og hårmærker.
Mange dokumenter, der skulle holde længe, blev skrevet på pergament, da det kunne holde længere end papir. Nogle dokumenter skrevet på pergament er mere end tusind år gamle.
Moderne brug
Britiske parlamentslove trykkes stadig på pergament til arkivformål, og det samme gælder for republikken Irlands love. Det anvendes stadig til jødiske skriftruller, til luksusomslag, til mindebøger og til forskellige kalligrafiske dokumenter.
I dag er dyrepergament dyrt og svært at finde på grund af den lave efterspørgsel og den komplicerede fremstillingsproces. Kun én britisk virksomhed leverer dem stadig. Et moderne pergamentlignende alternativ er fremstillet af bomuld. Dette materiale, der er kendt som papirper vellum, er billigere end dyreper vellum og kan findes i de fleste kunst- og håndværksforretninger. Nogle mærker af skrivepapir og andre slags papir bruger udtrykket "vellum" for at antyde kvalitet.
I det kunstneriske håndværk med at skrive, belyse, bogstaver og bogbinding er "pergament" normalt forbeholdt kalveskind, mens alle andre skind kaldes "pergament".
Papir vellum
Papirpergament er fremstillet af bomuld. Papirpergament i forskellige størrelser er normalt gennemsigtigt og anvendes ofte til applikationer, hvor der er behov for overstregning, f.eks. til arkitekttegninger. Ligesom naturpergament er papirpergament mere stabilt end papir, hvilket ofte er afgørende for udarbejdelsen af store tegninger og planer som f.eks. blåtryk.
Opbevaring
Vellum opbevares typisk i et stabilt miljø med en stabil temperatur. Hvis pergament opbevares i et miljø med mindre end 11 % relativ luftfugtighed, bliver det skrøbeligt, skørt og modtageligt for mekaniske påvirkninger; hvis det opbevares i et miljø med mere end 40 % relativ luftfugtighed, bliver det sårbart over for skimmel- eller svampevækst. Den bedste temperatur til opbevaring af pergament er 20 ± 1,5 °C (68 ± 3 °F).
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er vellum lavet af?
A: Vellum er lavet af dyrehud, oprindeligt kalvehud, som er renset, bleget, strakt, skrabet og behandlet, så det kan tåle blæk.
Q: Hvad bruges pergament til?
A: Vellum bruges som skriveunderlag til enkelte sider, ruller, kodekser eller bøger, og det bruges ofte til dokumenter med høj status.
Q: Hvad blev pergament brugt til før papir?
A: Vellum var en af de standard skriveoverflader, der blev brugt i Europa, før papir blev tilgængeligt.
Q: Hvordan forberedes pergament til at blive skrevet på med blæk?
A: Vellum skrabes for at skabe spænding, skiftevis vådt og tørt, og gnides derefter med pimpsten og behandles med kalk eller kridt for at skabe en endelig finish, der kan tåle blæk.
Q: Hvad er "papirvellum"?
A: "Papirvellum" er en type vellum, der er lavet af syntetiske materialer i stedet for pattedyrshud, men som stadig bruges til samme formål som normalt vellum.
Q: Hvad er forskellen mellem pergament og vellum?
A: Oprindeligt betød vellum kalveskind, mens parchment refererede til fåre- eller gedeskind, men på engelsk bruges udtrykket vellum mere bredt. De er begge forberedt til at blive skrevet på med blæk og var standard skriveoverflader, der blev brugt i Europa, før papir blev tilgængeligt.
Q: Hvorfor blev pergament brugt til højstatusdokumenter?
A: Vellum blev brugt til højstatusdokumenter på grund af dets holdbarhed, høje kvalitet og dyre produktionsproces.
