2013 uranium mining, by country. Data is taken from.[1]

Ved uranminedrift hentes uranmalm op fra jorden med henblik på forarbejdning. Kasakhstan, Canada og Australien er de tre største producenter og tegner sig tilsammen for 64 % af verdens uranproduktion. Uran fra minedrift anvendes hovedsagelig som brændstof til atomkraftværker. Sundheds- og miljøundersøgelser viser, at strålingseksponering udgør en risiko for uranarbejderne. I 1990 vedtog Kongressen en lovgivning for at hjælpe de personer, der er berørt af minedrift. I juli 2014 var prisen på urankoncentrat fortsat tæt på det laveste niveau i fem år, idet uranprisen er faldet med mere end 50 % fra topprisen i januar 2011 og afspejler tab af efterspørgsel efter atomkatastrofen i Fukushima i 2011. Nogle planer om nye miner og udvidelse af miner er blevet udskudt.

Hvordan uran udvindes

Uranminedrift foregår via flere metoder, afhængigt af orets geologi og dybde:

  • Åben mine (open-pit): Anvendes når uranmalmen ligger tæt på overfladen. Store mængder jord og sten fjernes for at få adgang til malmen.
  • Underjordisk minedrift: Bruges ved dybere forekomster. Arbejdets karakter minder mere om traditionel minedrift med gange og skakter.
  • In-situ recovery (ISR) / in-situ leaching: En væsentlig metode især i Kasakhstan, hvor en opløsning pumpes ned i uranholdige formationer for at opløse uran og derefter pumpes op igen. Metoden kræver færre overfladeanlæg og mindre synligt materiale, men stiller krav til beskyttelse af grundvandet.

Fra malm til brændstof

Efter udvindingen knuses og knuses malmen og behandles kemisk for at udskille uran i form af urankoncentrat, almindeligvis kaldet yellowcake (typisk U3O8). Yellowcake kan så gå igennem flere trin:

  • Konvertering til gasformigt uranhexafluorid (UF6)
  • Berigelse af U-235, hvis det skal bruges i almindelige kommersielle letvandsreaktorer
  • Fabrikation af brændselsstave

Globale producenter og tendenser

Som nævnt tegner Kasakhstan, Canada og Australien sig for en stor del af produktionen. Udover disse lande er også Namibia, Niger, Rusland, Usbekistan, Brasilien, og Kina væsentlige producenter. Produktionens geografiske fordeling og produktionsmetoder ændres over tid afhængigt af investeringer, råvarepriser og politiske beslutninger.

Markedets karakter: Uranmarkederne består af langvarige leveringskontrakter mellem mineselskaber og elproducenter samt et mindre spotmarked. Der har gennem årene været perioder med overforsyning (bl.a. på grund af sekundære kilder som nedrustning af atomvåben) og perioder med tightere balance, som kan give prisstigninger.

Sundheds- og miljørisici

Uranminedrift og forarbejdning medfører flere risici:

  • Strålingseksponering: Uran og dens nedbrydningsprodukter (især radon) udsender ioniserende stråling. Langvarig eksponering øger risikoen for lungekræft og andre helbredseffekter.
  • Partikler og kemisk toksicitet: Støv fra malm og tungmetaller kan skade luftveje og organer såsom nyrer.
  • Forurening af jord og vand: Affald (tailings) kan indeholde radioaktive og kemisk aktive stoffer, som ved utætte opbevaringsanlæg kan forurene grundvand og overfladevand.
  • Radon i arbejde og lokalsamfund: Radongas fra tailings og underjordiske rum kan ophobes og udgøre en sundhedsrisiko.

Der findes omfattende epidemiologiske undersøgelser af uran- og kulminearbejdere, som har vist øget forekomst af lungecancer blandt tidligere minerarbejdere, hvilket har ført til kompensationsprogrammer i flere lande. I USA blev der i 1990 vedtaget Kongressen en lovgivning, som bl.a. sigtede mod at hjælpe personer berørt af tidligere minedrift og eksponeringer.

Forebyggelse, regulering og rehabilitering

For at reducere risici anvendes en række foranstaltninger:

  • Ventilation og radon-udluftning i underjordiske miner
  • Støvkontrol og personlig beskyttelse for arbejdere
  • Overvågning af stråling og regelmæssig helbredsopfølgning
  • Sikring og langtidshåndtering af tailings, herunder tætning, dækning og kontrol af vandafstrømning
  • Genopretning af minedistrikter efter lukning (rekultivering), så landskabet og økosystemer genoprettes bedst muligt

Prisudvikling og økonomiske forhold

Uranpriser påvirkes af en række faktorer:

  • Efterspørgsel fra atomkraftsektoren: planlagte eller udskudte reaktorbyggerier har stor betydning.
  • Tilgængelighed af sekundære kilder (fx nedrustningsprogrammer, lagerbeholdninger).
  • Investering i nye miner, produktionsomkostninger og geopolitiske forhold.
  • Finansiel efterspørgsel fra investorer og specialfonde, som i perioder kan presse spotpriser op.

Efter Fukushima-ulykken i 2011 faldt den globale efterspørgsel i en periode, og uranpriserne gik ned – hvilket fremgik af prisfaldene og udskudte mineprojekter i årene efter. Siden da har markedet oplevet perioder med både lave og stigende priser afhængigt af energipolitik, genstart af reaktorer i visse lande og øget opmærksomhed på atomkraft som en del af lavemissionsenergi.

Konklusion

Uranminedrift er en global industri med betydelige tekniske, økonomiske og sundhedsmæssige udfordringer. De største producentlande står for en væsentlig del af udbuddet, og forskellige udvindingsmetoder anvendes afhængigt af geologi og økonomi. Sundheds- og miljømæssige risici kræver stram regulering, løbende overvågning og langsigtede løsninger for tailings og genopretning. Markedet for uran er cyklisk og påvirkes både af politik, teknologi og internationale begivenheder, hvilket gør prisudviklingen sårbar over for pludselige ændringer i udbud og efterspørgsel.