United States Life-Saving Service — amerikansk livredningstjeneste (1848–1915)
Oplev historien om United States Life‑Saving Service (1848–1915): amerikansk livredningstjeneste, redninger af skibbrudne og grundlaget for US Coast Guard.
United States Life-Saving Service (USLSS) var et amerikansk regeringsorgan, der opstod på grund af ønsket om at redde livet på skibbrudne søfolk og skibspassagerer. Den føderale livredningstjeneste blev oprettet den 28. juni 1848 som et agentur under det amerikanske finansministerium. I 1915 fusionerede USLSS med United States Revenue Cutter Service for at danne United States Coast Guard.
Baggrund
Før den føderale indsats eksisterede lokale og private initiativer, der forsøgte at hjælpe skibbrudne langs kysterne. Med den stigende skibstrafik og flere havgående skibe blev der behov for en ensartet, statslig organiseret redningstjeneste. Oprettelsen af USLSS betød, at redningsindsatsen blev centraliseret og finansieret af den føderale regering.
Organisation og ledelse
USLSS bestod af et netværk af kyststationer langs Atlanterhavet, Den Mexicanske Golf, Stillehavet og De Store Søer. Hver station havde en keeper (stationens leder) og et mandskab af såkaldte surfmen (livredningsmænd), som stod til rådighed for redningsaktioner og øvelser.
En central skikkelse i professionaliseringen af tjenesten var Sumner I. Kimball, som fra omkring 1871 stod i spidsen for arbejdet med at standardisere organisationen, indføre ensartede procedurer, uddannelse og uniformsregler. Under hans ledelse blev tjenesten gradvist omdannet fra mange lokale initiativer til en fast faglig enhed.
Udstyr og redningsmetoder
Livredningsstationerne anvendte specialiseret udstyr og gentagne øvelser for at kunne gribe hurtigt ind ved skibbrud. Blandt de mest anvendte redskaber var:
- Surfboat – en robust, dobbeltsidet redningsbåd designet til at kunne sættes ud i kraftig søgang.
- Breeches buoy – en form for redningsophæng, hvor en person kunne trækkes i land i en redningssele (ofte ved hjælp af en linje fra skib til strand).
- Linjekastere (f.eks. Lyle-kanon eller raketter) – til at skyde en kaste-linje fra land til et havareret skib.
- Beach cart – en vogn til at transportere udstyr og forsyninger langs stranden.
Der blev lagt stor vægt på øvelser i at slå en redningslinje ud, drive surfboat i hårdt vejr og hurtigt etablere bro eller trækbaner mellem skib og kyst.
Personale og arbejdsliv
Livredningsmændene havde faste vagter og trænede hyppigt. Tjenesten krævede fysisk styrke, kendskab til havets farer og disciplin. De fik status som føderalt personale og bar uniform, hvilket styrkede både autoritet og sammenhæng i tjenesten. Arbejdet var farefuldt og kunne foregå i ekstreme vejrforhold — mange redninger blev gennemført under storme og tæt tåge.
Betydning og arv
USLSS sparede utvivlsomt mange menneskeliv og var vigtig for sikkerheden langs USA’s lange kyststrækninger. Standardiseringen af redningsmetoder og udstyr blev grundlaget for moderne kystredningstjeneste i USA. Efter fusionen i 1915 videreførte og udbyggede United States Coast Guard mange af USLSS’ procedurer, stationer og traditioner.
I dag findes adskillige bevarede redningsstationer som museer og historiske mindesmærker, der fortæller om tjenestens historie og om de mennesker, som risikerede livet for at redde andre.
Sammenslutning til Coast Guard
I 1915 blev USLSS formelt lagt sammen med United States Revenue Cutter Service. Sammenslutningen skabte United States Coast Guard, der samlede kystbevogtning, søredning og toldmyndighed i én samlet føderal tjeneste. Denne fusion markerede overgangen fra primært redningsorienterede kyststationer til en bredere maritim organisation med ansvar for både redning, sikkerhed og håndhævelse på havet.
Bemærk: USLSS' faglige og materielle arv lever videre i moderne kystredningstjenester, og mange af de teknikker og redskaber, som blev udviklet i perioden 1848–1915, er stadig grundlæggende i nutidens redningsarbejde.
De Forenede Staters livredningstjenestes segl
Vimpel fra United States Life-Saving Service, der fløj på U.S. Lifesaving Service-stationer.
Baggrund
Store dele af USA's Atlanterhavskyst var relativt ubefolkede i det 18. og 19. århundrede. Ethvert skib, der gik på grund, selv inden for synsvidde af land, kunne ikke forvente megen hjælp. Selv hvis folk så et skib i vanskeligheder, havde de ikke organisationer eller udstyr til at gå ud og redde dem, der var i vanskeligheder. Selv i steder som New York Harbor kunne skibe gå på grund på sandbanker under storme uden at have nogen til at hjælpe dem. I en storm kunne et skib, der var fanget på en sandbanke, blive knust i stykker på få timer. Nogle overlevende kunne måske svømme i land, men om vinteren kunne de dø af hypotermi, før nogen kunne finde dem og hjælpe dem. Et eksempel herpå var det amerikanske sejlskib Mexico. I 1837 gik det på grund ved New Jerseys kyst, og inden nogen fik kendskab til forliset, var alle 112 passagerer døde.
Historie
Der var tidlige organisationer, som leverede livreddende tjenester i visse områder. I 1786 blev Massachusetts Humane Society f.eks. dannet af en række borgere i Boston, som var bekymrede over det unødvendige tab af menneskeliv ved skibsforlis i området. De startede den første redningsbådsstation i Cohasset, Massachusetts, i 1807. Disse stationer var små skure, der indeholdt de små både og det udstyr, som frivillige kunne bruge til at redde søfolk. Selskabet havde erkendt, at kun små både var brugbare til livredning, da større både også risikerede at gå i skibbrud. Men de første skure blev kun placeret i nærheden af travle havne, og store dele af kysten forblev ubeskyttede.
Den 14. august 1848 godkendte kongressen midler til udstyr til frivillige, der skulle redde livreddende redningsaktioner på kysterne i New Jersey, New York og Massachusetts. Nogle af midlerne gik til Massachusetts Humane Society på grund af deres lederskab i forbindelse med redningsaktioner for skibsforlisofre. I 1850 blev der bygget en redningsbådsstation i Rhode Island, og der blev bygget andre i North Carolina, South Carolina, Florida og Texas. I 1854 godkendte kongressen 12.500 dollars til surfbåde af metal til brug i de store søer. Selv om Kongressen fra tid til anden stillede midler til rådighed, var indsatsen for at redde skibbrudne besætninger stadig stort set uorganiseret. Redningsbådsstationer og udstyr blev ikke vedligeholdt. En del udstyr blev stjålet, mens bygningerne led under forsømmelse og vejrligets påvirkning af kysterne. Da skibet Powhattan forliste den 16. april 1852 og over 200 mennesker omkom, skete forliset kun 9,7 km (6 miles) fra en redningsbådsstation. For at gøre tingene endnu værre blev de lig, der skyllede op på kysten, frarøvet deres ejendele og efterladt der. Dette fik kongressen til at begynde at overveje at oprette en føderal livredningstjeneste. I 1854 begyndte de at tage skridt til at oprette en sådan tjeneste. Men fremskridtene med idéen gik i stå under den amerikanske borgerkrig.
Orkansæsonen i 1870 i Atlanterhavet forårsagede omfattende ødelæggelser og tab i stor stil. Der var et nationalt krav om, at Kongressen skulle gøre noget. Sumner Increase Kimball var en advokat, som var blevet ansat i USA's finansministerium i 1862. I 1871 blev han udnævnt til leder af Life-Saving Bureau. Under hans ledelse blev tjenesten udvidet til at omfatte vestkysten og de store søer.
På dette tidspunkt var der to måder at redde folk i vandet på. Den ene, som blev brugt, hvis skibet var tæt på, var at rigge en bukkebøje til, en anordning på et reb, der blev brugt til at trække en person i sikkerhed. Den anden metode var at bruge en båd til at ro ud gennem brændingen for at nå frem til ofrene. Bådene på dette tidspunkt var omkring 10 m lange og var delvist overdækkede for at holde vandet ude. Besætningerne roede ofte gennem bølger, der var højere end bådenes længde. Omkring 1907 begyndte bådene at bruge benzindrevne motorer.
Den 28. januar 1915 blev den amerikanske kystvagt dannet ved at kombinere Revenue Cutter Service med Life-Saving Service. Loven gav mulighed for pensionering af Kimball og mange af tjenestens ældre medarbejdere. I løbet af sin 44-årige eksistens ydede livredningstjenesten hjælp til 28 121 skibe og 178 741 mennesker. I denne periode mistede kun 1 455 mennesker livet ved redningsaktioner eller redningsforsøg foretaget af USLSS.
Et redningsmandskab søsætter en surfbåd gennem kraftig bølge. Med tilladelse fra U.S. Coast Guard Historian's Office.
Søge