Tunikater (Urochordata/søpunger): Definition, arter og levevis

Tunikater (søpunger/Urochordata): Få overblik over definition, ~3.000 arter, kolonier, levesteder og plankton‑filtrerende levevis i havets litorale zoner.

Tunikater (søpunger eller Urochordata) er en underafylum af chordaterne. De udgør en særlig gren af rygradsløse chordater og er vigtige både for forståelsen af dyreudvikling og for marine økosystemer.

De er havfiltratorer: de lever hovedsagelig af plankton. De kaldes tunikater, fordi den voksne form er dækket af en læderagtig tunik. Denne tunika støtter og beskytter dyret. De voksne dyr er fastsiddende og sidder fast på stenene, men gruppen inkluderer også fritsvømmende former.

Mange tunikater er kolonier eller halvkolonier i deres voksne stadie. De er en ret stor gruppe, der omfatter omkring 3.000 arter. De voksne dyr lever for det meste på havbunden i den litorale zone, men findes fra tidevandszonen ned til dybhavet og som pelagiske former i åbent hav.

Anatomi og fysiologi

Tunikater har en karakteristisk form med to sifoner: en indadgående (orale/incomin) sifon, hvor vand suges ind, og en udadgående (atriale/excurrent) sifon, hvor vand og affald ledes ud. Indvendigt filtreres vandet gennem en gærdestrand (en gitterstruktur beklædt med cilier), som fanger partikler og plankton. Tunikaen består af en cellulose-lignende substans (ofte kaldet tunicin) og kan være tyk eller tynd afhængig af arten.

Et vigtigt kendetegn for tunikater er larvestadiet: larven ligner en frø med hale ("tadpole") og har en notochord (en simpel rygstreng) og en dorsal nervegang, hvilket placerer dem blandt chordaterne. Ved metamorfosen mister den voksne form typisk halen og notochorden og omdannes til den ofte fastsiddende voksen.

Reproduktion og livscyklus

• Flertallet af tunikater er hermafroditter (besidder både hanlige og hunlige kønsorganer) og kan befrugte enten ved fri befrugtning i vandet eller ved indre befrugtning i nogle kolonier.
• Kolonidannende arter formerer sig ofte ved knopskydning (budding), hvor nye individer (zooider) dannes fra en moder. Dette er årsagen til, at mange tunikater danner synlige kolonier.
• Der findes også fritsvømmende arter (fx salper i klassen Thaliacea), som kan formere sig hurtigt og danne store klynger i åbent hav.

Systematik og bemærkelsesværdige grupper

Tunikater omfatter tre hovedgrupper, som ofte betragtes som klasser:

• Ascidiacea (søpunger): hovedsageligt bentiske, både solitære og koloniale former.
• Thaliacea (salper, pyrosomer): pelagiske, fritsvømmende filterfeedere, nogle danner lange kæder eller kolonier.
• Appendicularia/Larvacea: små pelagiske dyreplankton, som bevarer larveformen hele livet og bygger slimhuse til filtrering.

Eksempler på kendte arter og slægter er Ciona (brugt som modelorganisme i udviklingsbiologi), samt nogle kommercielt nedlagte eller invasive arter, som kan påvirke havbrug og skibs-havner.

Økologi og menneskelig betydning

Tunikater spiller vigtige roller i marine fødenet som filtratorer, og pelagiske tunikater som salper kan producere store mængder fækalier, der transporterer kulstof til havbunden — en væsentlig del af det marine kulstofkredsløb. Kolonidannende tunikater kan også danne tætte belægninger (biofouling) på skrog, havbrug og bunden, hvilket kan være et management-problem.

Nogle tunikater er spiselige og høstes lokalt i Asien (fx Halocynthia-arter), mens andre arter er interessante for bioprospektering, fordi de indeholder biologisk aktive stoffer med potentiale i medicin. Derudover er arten Ciona intestinalis et vigtigt modelorganisme til studiet af chordateudvikling og genregulering.

Samlet set er tunikater en mangfoldig og økologisk vigtig gruppe med både bentiske og pelagiske former, komplicerede livscyklusser og en central placering i chordaternes evolutionære historie.

Søg efter bogstav