Den amerikanske præsident Harry S. Truman holdt en tale til den amerikanske kongres den 12. marts 1947. I talen argumenterede han for, at USA burde yde hjælp til Grækenland og Tyrkiet for at forhindre, at de blev underlagt totalitariske regimer — især sovjetisk inspireret kommunisme. Denne udenrigspolitiske linje blev kendt som Truman-doktrinen og ses af mange historikere som et vendepunkt i amerikansk politik; nogle mener endda, at den markerer starten på den kolde krig.
Baggrund
Talen kom kort efter, at Det Forenede Kongerige i februar 1947 meddelte, at de ikke længere kunne fortsætte med at støtte Grækenland og Tyrkiet økonomisk og militært. Storbritanniens krigsekonomi var udtømt efter udgifterne til Anden Verdenskrig, og landets tilbagetog efterlod de to lande sårbare over for både økonomisk opløsning og politisk uro. I Grækenland var der en blodig borgerkrig mellem regeringstropper og kommunistiske partisaner (som senere blev kendt som Den Demokratiske Hær), og Tyrkiet stod over for politisk pres og usikkerhed i et strategisk vigtigt område ved Bosporus.
Talen og det konkrete forslag
I kongres-talen formulerede Truman idéen om, at USA skulle støtte "frie folk, som modsætter sig forsøg på underkastelse fra bevæbnede minoriteter eller udefrakommende pres." Han bad kongressen om øjeblikkelig økonomisk og militær bistand på i alt 400 millioner dollars — cirka 300 millioner til Grækenland og 100 millioner til Tyrkiet. Truman antog, at Sovjet systematisk støttede de græske kommunistiske styrker, selvom der senere viste sig at være begrænsede direkte beviser for en planlagt sovjetisk indblanding i netop den græske borgerkrig.
Betydning og konsekvenser
Truman-doktrinen markerede en stor ændring i amerikansk udenrigspolitik: fra relativ tilbageholdenhed mod direkte engagement i Europa til en aktiv politik for containment — at begrænse sovjetisk indflydelse. Kongressen gav hurtigt sin accept, og hjælpen bidrog til, at den græske regering kunne slå de kommunistiske oprørere tilbage; borgerkrigen i Grækenland sluttede i praksis i 1949 med regeringens sejr.
Doktrinen lagde også grundstenen for efterfølgende initiativer: Marshallplanen blev lanceret i 1948 for at genskabe og stabilisere Europas økonomier, og senere førte den nye sikkerhedsdynamik til opbygningen af militære alliancer som NATO. På længere sigt blev Truman-doktrinen et princip, der legitimere-de amerikansk indgriben og støtte i konflikter rundt om i verden under den kolde krig (f.eks. i Korea og senere Vietnam).
Nogle samtidige og senere kritiske historikere, blandt dem den politiske historiker Walter LaFeber, har påpeget, at "doktrinen blev et ideologisk skjold" — et værktøj som kunne bruges til at retfærdiggøre amerikansk indflydelse og intervention i andre landes indre anliggender. Andre fremhæver, at doktrinen også var et svar på reelle magtvakuum og økonomiske behov i efterkrigstidens Europa, og at den hurtige amerikanske indsats hjalp med at stabilisere vigtige regioner i en skrøbelig periode.
Samlet set ændrede Truman-doktrinen USAs rolle i verden: den gjorde begrænsning af sovjetisk indflydelse til et centralt mål og indledte en periode med aktiv amerikansk engagement i Europa og Mellemøsten, både økonomisk og militært.
