Teratorner – gigantiske uddøde rovfugle fra Amerika (definition og arter)

Opdag teratornerne — gigantiske, uddøde amerikanske rovfugle som Teratornis og Argentavis med vingefang op til 6–8 m. Læs definition, arter, fossiler og deres fascinerende historie.

Teratornerne var en gruppe meget store rovfugle, der levede i Amerika fra Oligocæn til Pleistocæn. De er alle uddøde nu. De omfatter nogle af de største kendte flyvende fugle. Indtil videre er der blevet identificeret mindst fem arter i fire slægter:

Teratornithidae er beslægtet med gribbe fra den nye verden (Cathartidae, syn. Vulturidae).

• Teratornis merriami. Dette er langt den mest kendte art. Der er fundet over hundrede eksemplarer, de fleste fra La Brea tjæregruber. Den var ca. 75 cm høj med et anslået vingefang på måske 3,5 til 3,8 meter og vejede ca. 15 kg, hvilket gør den ca. en tredjedel større end nulevende kondorer. Den uddøde i slutningen af Pleistocæn for ca. 10.000 år siden.

• Argentavis magnificens. Et delvist skelet af denne enorme teratorn blev fundet i La Pampa i Argentina. Det er den største flyvende fugl, der vides at have eksisteret. Det er den ældste kendte teratorn, der dateres til slutningen af Miocæn, for ca. 6-8 millioner år siden, og er et af de meget få teratornfund i Sydamerika. Det første fund omfattede dele af kraniet, et ufuldstændigt overarmsknogler og flere andre vingeben. Selv konservative skøn anslår dens vingefang til 6 meter og opefter, og den kan have været helt op til 8 meter. Vægten af fuglen blev anslået til at have været omkring 80 kg (176 lb).

Denne gruppe af enorme fugle levede på et tidspunkt, før mennesket nåede Amerika i stort antal. Landet var mere befæstet end i dag og havde derfor planteædere, der var mere velegnede til skove end i dag. Fundene i Californien tyder på, at lignende forhold eksisterede i store dele af Californien og Nordamerika vest for bjergene.

Størrelse, bygning og flyveevne

Teratornerne omfattede nogle af de største flyvende fugle nogensinde. Kroppen var ofte robust med et stort næb til at rive kød af kadavre eller fange bytte. Vingefangene varierede meget: mindre arter som Teratornis merriami havde et vingefang på omkring 3,5–3,8 m, mens de største som Argentavis magnificens anslås til 6 m eller mere – nogle skøn når op på op til 8 m.

På grund af deres enorme vingefang var teratorner særligt gode til at udnytte termisk opdrift og kunne svæve og glide i lange perioder uden intensiv flugt. Store arter havde begrænsninger ved start fra fladt terræn: de har sandsynligvis brugt skråninger, modvind eller længere løb for at bygge op fart ved take-off, eller de udnyttede stærke termikforhold.

Føde, adfærd og levevis

Fødevalget var sandsynligvis alsidigt. Næbbet og kraniestrukturen tyder på, at mange teratorner var effektive ådselædere — de kunne flå kød af store kadavre. Samtidig er der strukturelle træk, som indikerer at nogle arter også kunne jage levende bytte, fx små til mellemstore pattedyr, fugle og krybdyr. Det er derfor plausibelt, at teratorner både var ådselædere og aktive jægere, afhængigt af art, størrelse og miljø.

Adfærdsmæssigt ligner de i nogle henseender moderne gribbe: de udnyttede åbne landskaber og fugletræk for at finde føde over store afstande. Social adfærd vides ikke detaljeret, men ligesom nulevende gribbe kan nogle arter have samlet sig ved store ådsler.

Udbredelse og fossile forekomster

De fleste teratornfossiler er fundet i Nordamerika, især i Californien (bl.a. La Brea tjæregruber), men der findes også vigtige fund i Sydamerika, fx i La Pampa, Argentina. Geografisk var teratornerne især udbredt i områder vest for de store bjergkæder i Nordamerika og i dele af Sydamerika.

Tidsmæssigt spænder familien fra Oligocæn (muligvis tidligt i gruppens udvikling) til Pleistocæn, med mange fund koncentreret i Miocæn–Pliocæn–Pleistocæn. De største former som Argentavis er kendt fra slutningen af Miocæn, mens arter som Teratornis merriami overlevede til slutningen af Pleistocæn og døde ud for omkring 10.000 år siden.

Systematik og slægtskab

Teratornithidae er traditionelt sat i nær slægt med nulevende gribbe fra den nye verden (Cathartidae). Der har dog været debat om gruppens præcise placering i fuglenes stamtræ, fordi skeletstrukturen deler træk med både gribbe og andre grupper. Moderne sammenstillinger af morfologiske og nogle molekylære data peger dog generelt på en nær relation til de nye verdens gribbe, men detaljer om indbyrdes slægtskab inden for familien kan stadig revideres, efterhånden som nye fossiler findes og undersøges.

Hvorfor uddøde teratornerne?

Der findes ikke én enkelt forklaring på teratornens uddøen. Sandsynlige faktorer omfatter:

• Miljø- og klimaændringer ved slutningen af Pleistocæn, som ændrede landskaber og fødegrundlaget.
• Reduceret tilgængelighed af store byttedyr eller megafauna — færre store kadavre betyder mindre føde til store ådselædere.
• Menneskelig påvirkning i form af jagt og habitatændringer, efterhånden som mennesker blev talrige i Amerika.
• Konkurrence med andre ådselædere eller predatorer i et ændret økosystem.

Det var sandsynligvis en kombination af disse faktorer, der førte til familiens gradvise forsvinden.

Kendte arter (eksempler)

• Teratornis merriami — langt den bedst kendte art med mange eksemplarer, især fra La Brea tjæregruber. Vingefanget estimeres til ca. 3,5–3,8 m, vægt omkring 15 kg. Uddød ca. 10.000 år siden i slutningen af Pleistocæn.
• Argentavis magnificens — et af de største kendte flyvende dyr, fundet i La Pampa, Argentina, og dateret til slutningen af Miocæn. Vingefanget anslås til mindst 6 m; konservative vægtanslag ligger omkring 70–80 kg.
• Der er yderligere mindst tre arter fordelt på andre slægter, hvilket gør familien til en varieret gruppe med både store og mindre former.

Betydning for palæoekologi og forskning

Teratorner giver et vindue ind i fortidens økosystemer: deres størrelse og levesteder fortæller om forekomsten af store byttedyr, åbne landskaber og klimaforhold. Studier af deres skelet og biomekanik hjælper også med at sætte grænser for, hvor store flyvende dyr kan blive, og hvilke fysiske betingelser der kræves for effektiv flyvning.

Opsummering: Teratornerne var en bemærkelsesværdig og varieret gruppe af store rovfugle, tæt beslægtet med nye verdens gribbe. Fra de enorme Argentavis til den mere «moderat» store Teratornis repræsenterer familien nogle af de mest imponerende flyvende dyr i jordens historie, men de forsvandt i forbindelse med pleistocæne miljøforandringer og ændringer i fødegrundlaget.

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er en teratorn?

Spørgsmål: Hvor mange arter er der indtil nu blevet identificeret?

Spørgsmål: Hvad er Teratornis merriami?

Spørgsmål: Hvornår uddøde Teratornis merriami?

Spørgsmål: Hvad er Argentavis magnificens?

Spørgsmål: Hvornår levede denne gruppe af enorme fugle?

Spørgsmål: Hvilken type miljø fandtes der, da disse fugle levede?

Søg efter bogstav