Sonet – 14-linjers digt: historie, rimskemaer og eksempler

Lær sonettens historie, rimskemaer og eksempler — fra Petrarca og Shakespeare til moderne varianter. Guide til form, rytme og skriveøvelser.

En sonet (italiensk: sonetto) er en fast digtform på 14 linjer, der traditionelt bygger på rim og bestemte rytmemønstre. Sonetten har gennem århundreder været et af de mest anvendte former til at udtrykke kærlighed, refleksion og intellektuelle problemstillinger.

Historie

Sonetten dukkede først op i Italien i middelalderen og blev udbredt i renæssancen. Den første digter, der i historiske kilder nævnes for sine sonetter, er Giacomo da Lentini fra det 13. århundrede. Kort efter spredte formen sig blandt andre italienske digtere, blandt dem Dante Alighieri og Guido Cavalcanti.

Den italienske digter Petrarca (Petrarch) gjorde sonetten særlig berømt med sin samling, ofte kaldet Canzoniere, og hans stil dannede mønster for senere sonetter i hele Europa. Francisco de Sá de Miranda indførte sonetten i portugisisk litteratur, mens Thomas Wyatt og Henry Howard, jarl af Surrey var blandt de første til at bringe sonetten til England.

Sonetten blev hurtigt international: i Polen skrev Jan Kochanowski, MikołajSęp Szarzyński og Sebastian Grabowiecki sonetter; Michelangelo udtrykte sig også i formen og udvekslede sonetter med Vittoria Colonna. I England blev formen især populær i form af sonetsekvenser — længere serier af sonetter, der ofte fortæller en kærlighedshistorie; mest kendt er William Shakespeare’s 154 sonetter, som regnes blandt de mest betydningsfulde i engelske litteratur, selvom samtidige som Ben Jonson, Edmund Spenser, Michael Drayton og Samuel Daniel også skrev sonetserier.

Senere engelske digtere som John Donne, John Milton, William Wordsworth, Percy Bysshe Shelley og John Keats udviklede og fornyede formen. I USA skrev bl.a. Henry Wadsworth Longfellow og Emma Lazarus sonetter. I det 20. århundrede gled nogle af de stive rim- og metriskrav i baggrunden, men enkelte moderne digtere skrev stadig sonetter — f.eks. Edna St. Vincent Millay var kendt for at arbejde i sonetformen, om end ofte med friere rytmer og rim.

Form, meter og volta

Der findes to klassiske hovedvarianter af sonetten: den italienske (petrarkanske) og den engelske (shakespearske). Ud over disse findes varianter som den spenserianske sonet og mange moderne eksperimenter.

• Italiensk (petrarkansk): Digtet opdeles i en oktav (8 linjer) og en sestet (6 linjer). Oktaven præsenterer normalt et problem eller en situation, og sestetten indeholder en løsning eller refleksion — dette skift kaldes ofte en volta (vendepunkt). Traditionelt er linjerne i italienske sonetter skrevet på italiensk hendecasyllabiske linjer (omtrent 11 stavelser), men der er variationer i forskellige sprog.
• Engelsk (shakespearsk): Består af tre kvatrainer (4-linjede strofer) efterfulgt af et afsluttende rimpar (couplet). Typisk bruges iambisk pentameter (ti stavelser med fem iambiske tryk) i de engelsksprogede traditioner. Voltaen kommer ofte ved couplettet, som afslutter med en pointe eller vending.

Rimskemaer

Man angiver rimskemaer med små bogstaver: samme bogstav betyder samme rim. De mest almindelige mønstre er:

• a-b-a-b, c-d-c-d, e-f-e-f, g-g — typisk for en "engelsk" (shakespearsk) sonet.
• a-b-b-a, a-b-b-a, c-d-c-d (eller c-d-e-c-d-e) — den klassiske oktav-sekstet inddeling for en "italiensk" (petrarkansk) sonet er ofte abbaabba for oktaven; sestetten kan variere: cdecde, cdcdcd, cddcdd osv.
• a-b-a-b, b-c-b-c, c-d-c-d, e-e — Spenserian sonet, opfundet af Edmund Spenser, hvor rimene kædes sammen mellem kvatrainerne.

Der findes også mindre almindelige eller eksperimentelle mønstre. For eksempel har nogle digtere kombineret elementer fra begge traditioner eller skabt helt nye rim- og rytmeskemaer; Robert Brownings anvendelse af bestemte strofer illustrerer, hvordan sonetformen kan fornyes.

Varianter og kombinationer

Udover de klassiske varianter møder man i litteraturen:

• Spenserian sonetter (se ovenfor).
• Friere, moderne sonetter, hvor rim eller metrik brydes for effekt.
• Sonetsekvenser eller -cykler: flere sonetter bundet sammen temamæssigt eller fortællende.
• Kroner af sonetter (sonetkrans eller corona): i en sonetkrans gentages den sidste linje i én sonet som første linje i den næste; i en særlig form kaldet en "heroisk krone" (corona heroica) kan de sidste linjer desuden danne en selvstændig sonet.

Sonetsekvenser og berømte eksempler

Det blev almindeligt for digtere at skrive sonetter i sammenhængende serier, kaldet "sonetsekvenser", for at fortælle en længere historie, ofte om et kærlighedsforhold. Mange kendte kunstnere og digtere har brugt formen: William Shakespeare, Petrarca, og senere digtere som John Donne, John Milton, William Wordsworth, Percy Bysshe Shelley og John Keats.
Sonetter er også skrevet i andre sprog og kulturer — fx i Polen, Portugal, Italien, England og USA — og findes både som enkeltstående digte og som led i større samlinger.

Sonetkrans

Sonetter kan desuden kædes sammen i en krone af sonetter (på engelsk "crown" eller "corona"). I en sådan rækkefølge gentages den sidste linje i den første sonet som den første linje i den anden sonet; denne procedure fortsætter, indtil den sidste sonet afslutter ved at inkorporere den første sonets første linje som sin sidste linje. Den slovenske digter France Prešeren er blandt dem, der er kendt for sin Sonetkrans, som er et eksempel på denne form.

Moderne og nutidige digtere fortsætter med at eksperimentere med sonetten — enten ved at holde sig til klassiske regler eller ved at bryde dem og derved udvide formens muligheder.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er en sonet?

Q: Hvem var den første digter, der var kendt for sine sonetter?

Spørgsmål: Hvem gjorde sonetternes form populær?

Spørgsmål: Hvor mange linjer er der i en traditionel "engelsk" eller "shakespearesk sonet"?

Spørgsmål: Hvad er rimskemaet i en engelsk sonet?

Spørgsmål: Hvem har skrevet nogle berømte engelske sonetter?

Søg efter bogstav