Det andet triumvirat var en alliance mellem Octavianus, Marcus Antonius og Lepidus. Det blev dannet i kølvandet på mordet på Julius Cæsar og havde til formål både at nedkæmpe mordere og sammensvorne og at stabilisere magten i den romerske stat.

Dannelse og juridisk grundlag

Triumviratet blev etableret i 43 f.Kr. med omfattende beføjelser, der i praksis gav de tre mænd ret til at genoprette og omorganisere republikken efter eget skøn. De fik ekstraordinær magt til at udpege fjender, udstede dødsdomme og omfordele jord og provinser — myndighed, der gik langt ud over den traditionelle republikanske forfatningsorden.

Proskriptioner og interne udrensninger

En af triumviratets første handlinger var at udstede proskriptioner: lister over forfulgte, hvis ejendele blev konfiskeret, og som kunne blive dræbt uden rettergang. Proskriptionerne ramte især senatorer og rige equites, og mange mistede livet eller deres ejendom. Blandt ofrene var politiske modstandere af de nye magthavere; Marcus Tullius Ciceros modstand mod Antonius førte til, at han blev fanget og myrdet under proskriptionerne i 43 f.Kr.

Krigene og slaget ved Philippi

Triumviratets styrker under Octavianus og Marcus Antonius gik i felten mod de såkaldte tyrannomordere. De besejrede konspiratorernes hær i to slag ved slaget ved Philippi i det romerske Makedonien i 42 f.Kr.. I forbindelse med kampene begik flere af konspiratorerne selvmord — blandt dem Marcus Junius Brutus og Gaius Cassius Longinus — og resterne af deres styrker blev indlemmet i triumviratets hære. I den samtidige kildebrug omtales også andre navne; teksten nævner Crassus og Brutus, men de centrale ledere af mordet var Brutus og Cassius.

Magtfordeling og administration

Efter Philippi delte triumviratet kontrollen over Romerrigets provinser og ressourcer. De lod sig styre af praktiske hensyn: Antonius fik hovedansvaret for østlige provinser og militære operationer i Østen, Octavianus tog kontrollen over vesten og Italien og stod for veteranfordelinger og rekonstruktion, mens Lepidus fik en mindre rolle med kontrol over visse afrikanske områder samt præsteskabet som et symbolsk embede.

Økonomiske og samfundsmæssige virkninger

Triumviratet gennemførte store jordomdelinger for at give soldater jord som betaling for deres tjeneste. Det førte til omfattende konfiskationer fra modstanderes ejendomme og til en større omrokering i ejendomsforholdene i Italien. Disse tiltag styrkede triumviratets støtte blandt veteraner, men skabte også varige sociale spændinger.

Sammenbruddet

Interne spændinger mellem de tre mænd voksede med årene. Lepidus blev gradvist marginaliseret og mistede reelt sin politiske indflydelse efter et mislykket magtspil i 36 f.Kr.; han blev frataget sine triumvirale beføjelser og trådte tilbage til et liv i skyggen, om end han beholdt visse ærestitler. Forholdet mellem Octavianus og Marcus Antonius forværredes i takt med Antonius’ tætte forbindelse til den egyptiske dronning Cleopatra og hans orientalske politik, hvilket i sidste ende førte til den endelige opgørskonflikt efter triumviratets officielle afslutning omkring 33 f.Kr.

Konsekvenser

  • Triumviratet udviskede de sidste rester af den republikanske magtdeling og skabte fundamentet for en énmandsstyre.
  • Det førte til udstrakte magtkoncentrationer, proskriptioner og en omfordeling af ejendomme til veteraner.
  • De politiske konflikter, der fulgte efter triumviratet, endte med, at Octavianus senere konsoliderede sin magt og blev den ubestridte hersker, hvilket banede vejen for det kejserlige system.

Samlet set var det andet triumvirat et afgørende led i overgangen fra den romerske republik til det kejserlige styre — en periode præget af både øjeblikkelig magtopbygning og langsigtede institutionelle forandringer.