Søanemoner – havets siddende rovdyr: biologi, føde og symbiose
Søanemoner – fascinerende havets siddende rovdyr: læs om biologi, jagtmetoder, fødevalg og symbioser med klovnfisk, eremitkrebs og alger.
Søanemoner er niddyr, der lever i havet. De er polypper, en af grundformerne i stammearten. De er rovdyr, som lammer deres bytte med stikkende nematocyster, der affyrer en harpunlignende struktur, som afgiver en dosis neurotoksiner. For at æde fisken eller krebsdyret flytter de byttet ind i deres mave, hvor det langsomt fordøjes.
Anemoner er siddende. Det betyder, at de kan lide at blive i ét område. De kan bevæge sig meget langsomt langs bunden. Nogle typer kan svømme til et nyt sted ved hjælp af bøjningsbevægelser. Årsagerne til at flytte sig kan være sikkerhed (angreb fra et rovdyr) eller for tørre omgivelser.
En anemone har en mundskive på toppen af kroppen. Søanemonen har mund og tarm i midten af mundskiven. Tentaklerne omgiver mundskiven. Pedalskiven sidder på bunden af søanemonen.
Nogle søanemoner lever i symbiose med andre dyr. Klovnfisk, Incognito goby og pilekrabber finder ly blandt anemonens tentakler. Eremitkrebs har ofte søanemoner på den skal, de bor i. Nogle anemoner har en symbiose med en algeart, som lever i dem. Det er det samme som mange koraller. Dinoflagellatalgerne bruger sollyset til at lave mad, og anemonen bruger noget af maden.
Anatomi og fangst
Søanemoner er opbygget af en blød krop med en central mund omgivet af tentakler. Tentaklerne er fyldt med nematocyster, som er specialiserede celler, der kan affyre en lille harpun for at fange og immobilisere bytte. Mange arter kan mærke byttets bevægelser med sansetråde i tentaklerne og reagerer hurtigt ved at bøje tentaklerne ind mod munden. Fordøjelsen foregår i en central gastralhule, og store byttedyr kan blive udtrukket delvist ind i kroppen og fordøjet langsomt.
Bevægelse og adfærd
Selvom mange anemoner lever fastsiddende, kan de flytte sig ved at glide på pedalskiven, ved at "krybe" eller ved at slippe dele af sig selv (pedal-laceration) som så vokser til nye individer. Nogle arter kan også frigøre sig fra underlaget og svømme kortere strækninger ved at slå med kroppens sider. Bevægelsen bruges både til at finde bedre levesteder, undslippe skadelige forhold og sprede sig.
Formering
Søanemoner kan formere sig både seksuelt og aseksuelt. Seksuel formering sker ved udsendelse af kønsceller (æg og sæd) til vandet, hvor befrugtning danner en fritsvømmende larve (planula), som senere sætter sig fast og udvikler sig til en ny polyp. Aseksuel formering kan ske ved knopskydning, fission eller ved at afstøde dele af pedalskiven, som danner nye individer. Nogle arter har lange levetider og kan overleve i mange årtier.
Symbioser og økologisk rolle
Søanemoner indgår i flere former for symbiose. De kendteste er samlivet med Klovnfisk, som får beskyttelse blandt tentaklerne mens anemonen kan få rester af fiskens føde og affaldsprodukter. Eremitkrebs bærer nogle gange anemoner på deres skaller, hvilket giver krebsen beskyttelse mod rovdyr. Mange anemoner lever sammen med algeart (zooxantheller eller dinoflagellater), som via fotosyntese leverer næring til værten — en meget vigtig aftale i lyse, lavvandede områder, på samme måde som hos koraller.
Udbredelse og habitat
Søanemoner findes i de fleste marine miljøer fra tidevandszonen til dybere havområder. De trives på klippe- og koralrev, i sandbund og på skaller med eremitkrebs. Mange arter er tropiske, men der findes også arter i tempererede og polare egne.
Trusler og bevaring
Anemoner påvirkes af ændringer i havmiljøet: opvarmning, forsuring og forurening kan skade både anemonen direkte og deres symbiotiske alger, hvilket kan føre til udblegning og dødelighed. Overfiskning og ødelæggelse af refugier påvirker også populationerne. Mange arter er vigtige for lokale økosystemer og bør beskyttes gennem ansvarlig forvaltning af havområder.
Interessante fakta
- Nogle arters slim og væv indeholder giftstoffer kraftige nok til at dræbe små fisk.
- Klonfisk udvikler en beskyttelse mod anemonens nematocyster gennem slimlag og adfærd, hvilket gør symbiosen mulig.
- Anemoner kan genetisk være meget gamle i områder, hvor aseksuel formering dominerer, da et enkelt klonkoloni kan bestå i mange år.
Samlet set er søanemoner fascinerende organismer: siddende rovdyr med komplekse forsvarsspecialiseringer, varieret formering og vigtige symbioseforhold, der binder dem tæt til livet på og omkring koralrev og kystsamfund.
En almindelig klovnefisk i en søanemone. Fisken lever i en symbiose med anemonen.
Amphiprion melanopus anemonefisk i en bobleanemone fra Østtimor.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er søanemoner?
A: Havanemoner er niddyr, der lever i havet. De er polypper, en af grundformerne i stammearten.
Sp: Hvordan ernærer havanemoner sig?
Svar: Havanemoner er rovdyr, som lammer deres bytte med stikkende nematocyster. Disse affyrer en harpunlignende struktur, som afgiver en dosis neurotoksiner. For at spise fisken eller krebsdyret flytter de byttet ind i deres mave, hvor det langsomt fordøjes.
Spørgsmål: Er søanemoner mobile?
Svar: Havanemoner er fastsiddende og kan generelt lide at blive i et område; nogle typer kan dog svømme til et nyt sted ved hjælp af bøjningsbevægelser.
Sp: Hvor kan man finde søanemoner?
A: Mange arter af havanemoner lever i klippebassiner mellem højvande og lavvande på klippekyster, men nogle kan også findes i dybe oceaner, og nogle få arter er pelagiske.
Sp: Hvilke dele består en søanemones krop af?
A: En søanemone har to hoveddele - dens mundskive øverst på kroppen og dens pedalskive nederst på kroppen. Dyrets mund og tarm er placeret i midten af mundskiven, mens tentakler omgiver den.
Spørgsmål: Er der andre dyr, der indgår i symbiotiske forhold med havanemoner?
A: Ja, mange andre dyr indgår i symbiotiske forhold med visse arter af havanemoner, f.eks. klovnfisk, incognitogrundling, pilekrabber, som kan søge ly blandt deres tentakler, eller eremitkrebs, som ofte har dem boende på deres skaller for at beskytte dem mod rovdyr. Desuden har nogle arter dannet et gensidigt forhold til dinoflagellatalger, som lever inde i dem og bruger sollyset til at lave mad til begge parter i dette forhold - ligesom koraller også gør det.
Spørgsmål: Hvem foretog først detaljerede undersøgelser af disse skabninger?
A: Den første detaljerede undersøgelse af disse skabninger blev foretaget af naturforskeren Philip Henry Gosse, som undersøgte dem, der fandtes nær strande på de britiske øer under sin forskningsekspedition der.
Søge