Dybhavs-anglerfisk (Ceratiidae): Biologi, parring og ekstrem kønsdimorfisme
Dybhavs-anglerfisk (Ceratiidae): Fascinerende biologi, ekstrem kønsdimorfisme og parring — fra dværghanner til kimærisk sammensmeltning i dybet.
Dybhavs-anglerfisk (Ceratiidae) er en dybhavsfisk af familien Ceratiidae. De er blandt de mest udbredte havtasker og findes i alle oceaner fra troperne til Antarktis, typisk i meget dybe vandmasser, hvor lys er sparsomt eller helt fraværende.
Udseende og størrelse
Hunnerne er betydeligt større end hannerne. Hunnerne af den største art, Krøyers dybhavsfisk, Ceratias holboelli, kan blive op til 1,2 meter lange, mens hannerne er dværgformede og typisk kun omkring 14 centimeter (5,5 tommer) maksimalt. Der er dog stor variation mellem arterne.
Hunfiskene har ofte en karakteristisk fangstmekanisme i form af en fremstående "agn" (esca) for enden af et forlænget rygfinnepræparat (illicium). Mange arter bruger bioluminescerende bakterier i escan til at tiltrække bytte i det mørke dybhav.
Parring og ekstrem kønsdimorfisme
Hannerne er specialiserede til at finde en hun og parre sig — det er deres eneste formål i livet. Allerede ved fødslen har de små hanceratiider ekstremt veludviklede lugteorganer, som gør dem i stand til at opfange duftspor og feromonerne fra hunfiskene på store afstande.
Når en han finder en hun, bider han sig fast i hendes hud og frigiver et enzym, der nedbryder hud og væv der, hvor de rører hinanden. Huden og de underliggende væv smelter gradvist sammen, og parret bliver forbundet helt ned til blodkarniveauet. Efter fusionen degenererer hannens fordøjelsesorganer og andre organer; han mister typisk evnen til at ernære sig selv og bliver reelt afhængig af hunnens kredsløb. Til sidst består han primært af et par kønskirtler — et levende sædforsyningsorgan, der frigiver sædceller som reaktion på hormoner i hunnens blodstrøm.
Den ekstreme kønsdimorphisme betyder, at en hun ofte har flere hanner fastsiddende — et eksempel på polyandri. Denne "seksuelle parasitisme" er en adaptiv løsning på det lave parringstryksmiljø i dybhavet, hvor møder mellem køn er sjældne.
Fysiologi og tilpasninger
Ud over meget følsomme lugteorganer har mange dybhavs-anglerfisk følgende tilpasninger:
- Et robust, fleksibelt kranium og store kæber til at indfange bytte af forskellig størrelse.
- Lav metabolisme og tilpasninger til ekstreme tryk og lave temperaturer i dybhavet.
- Bioluminescens i escan hos mange arter, brugt som agn.
- Nogle hanner oplever, at tarmvæksten stopper, hvilket umuliggør selvstændig fødesøgning efter fusion.
Livscyklus og udbredelse
Efter befrugtning lægger hunnerne ofte store mængder æg i geléagtige masser eller lange bånd, som kan stige op i de mere næringsrige overfladelag, hvor larverne udvikler sig pelagisk, før de gennemgår metamorfose og søger ned i dybderne. Denne pelagiske fase øger chancen for spredning over store afstande og forklarer, at familier som Ceratiidae findes over hele kloden.
Kimærisme og biologisk interesse
Ceratiider er bemærkelsesværdige, fordi de er de eneste dyr, man kender, der regelmæssigt bliver kimærer som en normal del af deres livscyklus — to genetisk forskellige individer smelter sammen til en funktionel enhed. Det har givet anledning til meget forskning i immunsystemets tolerance og vævsintegration mellem to individer.
Forskning, observation og bevaring
Dybhavs-anglerfisk lever på store dybder og er derfor vanskelige at studere levende. De fleste oplysninger kommer fra trawlindfangninger, dybhavsundersøgelser og lejlighedsvise observationer med fjernstyrede undervandsfartøjer. Mange detaljer om deres adfærd i naturlige omgivelser kendes stadig kun sparsomt.
Der er ingen stor kommerciel udnyttelse af disse fisk, og de vurderes ikke generelt som truede — men som mange dybhavsspecies er deres økologi ikke fuldt ud kendt, og de kan være sårbare over for ændringer i dybhavsmiljøet, f.eks. fra dybdeboring eller ændrede fødenetværk.
Kort opsummering: Dybhavs-anglerfisk i familien Ceratiidae viser en ekstrem form for kønsdimorfisme og en unik reproduktiv strategi, hvor små hanner bliver permanente, blodforbundne partnere til langt større hunner. Denne løsning er en effektiv tilpasning til det sparsomt befolkede, mørke dybhavsmiljø.
Hun med en parasitisk han, præparat på Zoologisk Museum i Sankt Petersborg
Spørgsmål og svar
Sp: Hvad er en havdjævel?
A: En Sea Devil er et fælles navn for forskellige arter af fisk, herunder anglerfisk og øglefisk.
Sp: Hvor kan man finde havdjævle?
A: Sea Devils kan findes i dybe havområder rundt om i verden.
Sp: Hvilken type miljø foretrækker havdyrefisk?
Svar: Havdykker foretrækker mørke, dybe havmiljøer med masser af fødekilder.
Spørgsmål: Findes der forskellige typer af havdjævle?
Svar: Ja, der findes flere forskellige fiskearter, der almindeligvis kaldes "havdyre". Det drejer sig bl.a. om havtaske og øglefisk.
Spørgsmål: Hvor store bliver Sea Devils typisk?
A: Størrelsen af en bestemt art af havdjævle varierer afhængigt af arten; de fleste havdjævle er dog mellem 10-20 cm lange.
Spørgsmål: Hvilken type kost har havdyre?
A: De fleste havdjævle lever af mindre fisk og krebsdyr såsom rejer og krabber.
Spørgsmål: Er der nogen trusler mod bestanden af havdjævle?
Svar: Ja, overfiskning og ødelæggelse af levesteder som følge af menneskelige aktiviteter udgør en trussel mod nogle arter af havdjævle.
Søge