Den røde glente (Milvus milvus) er en mellemstor rovfugl i familien Accipitridae. Denne familie omfatter også andre rovfugle som ørne, musvåger og rørhøge.

Udseende

Rød glente er let genkendelig på sin rustrøde krop, lange smalle vinger og stærkt gaflet (gaffelformet) hale. Hovedet er ofte lysere end kroppen og vingespidserne mørke. Vingefanget ligger typisk mellem ca. 170–190 cm, og kropslængden omkring 55–65 cm. I flugt ses karakteristisk vingestilling med buede vinger og tydelig, dybt kløftet hale. Kaldet er et skingert, højt "kee-arr", ofte hørt under jagt eller ved reder.

Udbredelse og migration

Arten findes i hele Europa og det nordvestlige Afrika. Den er hjemmehørende i de mildere dele af sit udbredelsesområde i Vesteuropa og Nordvestafrika, men fugle fra det nordøstlige og centrale Europa overvintrer længere mod syd og vest og kan nå så langt som Tyrkiet. Rød glente er delvist trækfugl: bestande i nordlige områder trækker typisk sydpå om vinteren, mens vest- og sydeuropæiske bestande ofte er standfugle eller foretager korte forskydninger.

Føde og adfærd

Rød glente er både aktiv jager og ådselsæder. Den tager små pattedyr, småfugle, insekter, orme og andre smådyr, og den lever ofte af ådsler — især i vintermånederne. Den flyver med en let, slående og elegante flugt, ofte svævende og drejende ved hjælp af luftstrømme, og den bruger sin fremragende synssans til at finde bytte både levende og dødt.

Yngelbiologi

Rød glente bygger normalt rede i trætoppe, oftest i skovkanter eller enkeltstående træer nær åbne græs- og landbrugsarealer. Hunnen lægger typisk 1–3 æg; begge forældre deltager i opfostring, og ynglen forbliver i rederne i flere uger, indtil de er flyvedygtige. Rød glente er kendt for at kunne genbruge eller ombygge gamle reder fra andre store fugle.

Historie i Storbritannien og genindføringsprojekter

Rød glente blev tidligere udryddet i det meste af Storbritannien, bortset fra et par fugle i det sydlige Wales. Årsagerne var omfattende forfølgelse af landmænd og jægere samt miljøgifte som DDT, som blev ophobet i deres bytte. I nyere tid er arten genindført gennem koordinerede reintroduktionsprojekter, og bestandene er siden vokset markant i områder som England og Skotland. Den første rød glente i London i 150 år blev omtalt i januar 2006 i avisen The Independent. I juni 2006 rapporterede det britiske Northern Kites Project, at der for første gang siden genindførelsen var ynglet i Derwent Valley i Tyne and Wear.

Trusler og bevaring

Selvom den globale status ofte vurderes som mindre bekymrende (IUCN: Least Concern), står lokale bestande stadig over for trusler. De væsentligste trusler er:

  • Illegalt skydning og forgiftning (både målrettet og utilsigtet),
  • Tab og fragmentering af levesteder ved intensivt landbrug og skovbrug,
  • Forurening og ophobning af miljøgifte i fødekæden,
  • Sammenstød med køretøjer eller el-ledninger.

Rød glente nyder beskyttelse under internationale og nationale regler, herunder EU’s fugledirektiv i Europa, og mange lande fører aktive overvågnings- og genopretningsprogrammer. Bevarelse omfatter også informationsarbejde rettet mod landbrug og lokalbefolkninger for at mindske konflikter.

At se rød glente

For at få øje på rød glente bør man lede i skovkanter, åbne landbrugsområder og nær ådselpladser. Brug kikkert eller teleskop — arterens farve, tydelige gaffelformede hale og karakteristiske flugt gør den forholdsvis let at identificere. Undgå at forstyrre reder i yngletiden og meld gerne observationer til lokale fugleforeninger, så de kan indgå i overvågning af bestanden.

Rød glente er et godt eksempel på, at målrettet naturforvaltning og gensidigt samarbejde kan hjælpe truede arter tilbage fra lokal udryddelse til sundere bestande.