Ocelot (Leopardus pardalis) er et mellemstort pattedyr og en af ni arter i slægten Leopardus. Den er kendt for sin smukke, pletterede pels med sorte rosetter og striber på en gylden til grå baggrund, korte ben og forholdsvis lang hale. Ørerne er runde med et hvidt bagfligtemne, som kan være synligt, når katten vender ørerne. Pelsen fungerer som effektiv camouflage i den tætte vegetation, hvor den typisk færdes.
Udbredelse og levested
Oceloten lever i Syd- og Mellemamerika og helt op til Mexico, og der er rapporter om individer så langt nordpå som Texas. Den forekommer også på øer som Trinidad i Caribien. Arten trives i mange typer levesteder, fra tropisk regnskov og mangrover til tørt krat, savanne og skovfragmenter, så længe der er tæt vegetation til skjul og tilstrækkeligt bytte.
Kost og jagt
Oceloter er nataktive jægere, som fanger et bredt udvalg af byttedyr. De spiser oftest små pattedyr, fugle, fisk og slanger, og de er dygtige både til at klatre i træer og til at svømme—de er faktisk meget gode svømmere. Jagtstrategien er som hos mange katte baseret på snigende forfølgelse og et hurtigt angreb, men oceloter kan også stjæle reder eller fange bytte i og ved vand.
Adfærd og sociale forhold
Katten er primært nataktiv og lever overvejende solitært. Den foretrækker skove og tæt vegetation, hvor den kan skjule sig mens den patruljerer sit territorium. Ocelothanner er stærkt territoriale og markerer deres område for at advare andre hanner; som mange andre katte markerer ocelothanner deres territorium ved at sprøjte urin og ved at bruge kloremærker og duftmarkeringer på vegetationen.
Størrelse og udseende
Selv om den regnes blandt "små katte", er oceloten større end mange andre medlemmer af slægten. Den er mellem 68 og 100 centimeter lang, plus en hale på 26 til 45 centimeter, og vejer typisk 8 til 18 kg, selvom der er rapporteret om større eksemplarer. Den er den største af den generelt spinkle Leopardus-vildkatteslægt.
Reproduktion og ungpleje
Hunner får typisk en kuld på 1–3 killinger efter en drægtighedsperiode på cirka 70–85 dage. Killingerne fødes blinde eller med begrænset syn og kræver pleje og undervisning i jagtteknikker fra moderen. Deres killinger vokser langsomt og bliver hos deres mor i op til to år; de skal lære at fange bytte, før de kan blive selvstændige og etablere deres egne territorier.
Bevarelse og trusler
I tidligere tider blev oceloter intensivt jaget for deres smukke pels, men jagten er siden blevet kraftigt begrænset, og arten er i dag beskyttet i mange lande. På IUCN's rødliste står oceloten som "mindst bekymring" (Least Concern), men den påvirkes stadig negativt af tab og fragmentering af levesteder, vejtrafik, krybskytteri og ulovlig handel. Menneskelig aktivitet og tab af sammenhængende skovområder er de største udfordringer for lokale bestande, og bevarelse kræver både habitatbeskyttelse og reduktion af menneske–dyr konflikter.
Andre bemærkninger
Voksne oceloter har få naturlige fjender, men unger kan blive bytte for større rovdyr som jaguarer, pumaer eller store rovfugle. I fangenskab kan oceloter leve længere end i naturen, i nogle tilfælde op til omkring 20 år, mens levetiden i naturen typisk er kortere på grund af sygdom, skader og menneskelige påvirkninger.