Den Nyapostolske Kirke (NAC) er et kristent trossamfund. Den blev adskilt fra den katolske apostolske kirke ved Hamburgskismaet i 1863. Kirken har menigheder i hele verden og omkring 10 millioner medlemmer på verdensplan. Den Nyapostolske Kirkes internationale hovedkvarter er beliggende i Zürich (Schweiz).
Velgørenhed og Kristi genkomst er den nyapostolske kirkes hovedidéer. De fleste af dens idéer er relateret til den almindelige kristendom. Den har også en liturgi, der ligner protestantismen, og den er organiseret som den romersk-katolske kirke.
Kirken kalder sig selv den tidlige kirke. Dens åndelige ledere kalder sig selv for apostle.
Historisk oprindelse og udvikling
Den Nyapostolske Kirke har rødder i 1800-tallets vækkelsesbevægelser i England og Tyskland og udsprang direkte af den katolske apostolske bevægelse. Efter splittelsen ved Hamburgskismaet i 1863 udviklede bevægelsen sig især i de tyske områder og senere internationalt. I løbet af 1900-tallet spredte kirken sig betydeligt, blandt andet til Afrika, Asien, Sydamerika og Nordamerika.
Trosgrundlag og lære
Fundamentet i den nyapostolske tro er den traditionelle kristne tro på treenigheden, Jesu liv, død og opstandelse samt håbet om hans genkomst. Særligt for kirken er vægten på apostelembedet og forestillingen om, at apostlene har en særlig tjeneste i forberedelsen til Kristi genkomst. Der lægges også vægt på personlig omvendelse, tilgivelse og et aktivt kirkeliv.
Kirken praktiserer centrale kirkelige handlinger som dåb, nadver og velsignelser. En særlig rituel praksis i den nyapostolske kirke er det, der ofte kaldes "salvelse" eller "pålægning af hænder" i forbindelse med dåbsforseglingen (den hellige Helligånds gave), hvilket udføres af apostle eller andre indsatte præster.
Sakramenter og gudstjeneste
Gudstjenesten i den nyapostolske kirke har elementer, som mange genkender fra protestantiske gudstjenester: prædiken, salmer og nadver. Nadveren er central og markeres regelmæssigt i menighederne. Døben forekommer både som spædbarns- og voksendåb afhængigt af lokale traditioner, og der gives velsignelse af børn og hjem.
Organisation og ledelse
Kirken er stærkt hierarkisk opbygget. Lokale apostle og præster leder menighederne, mens højere rangordnede apostle har ansvar for distrikter og nationer. Den højeste åndelige leder i Den Nyapostolske Kirke betegnes ofte chefapostel og har internationalt ansvar fra kirkens hovedkvarter. Denne struktur minder organisatorisk om andre hierarkiske trossamfund, selvom teologien naturligvis adskiller sig.
Global udbredelse og medlemskab
Kirken er repræsenteret i mange lande og er særlig stærk i dele af Europa, Afrika, Sydøstasien og Latinamerika. Større medlemsgrupper findes i blandt andet Tyskland, Schweiz, Sydafrika, Indonesien, Filippinerne, Brasilien og dele af det tidligere Sovjet. Det samlede medlemstal anslås til omkring 10 millioner globalt, men tallet varierer efter kilde og opgørelsesmetode.
Socialt arbejde og engagement
Velgørenhed og socialt engagement er vigtige elementer i kirkens virksomhed. Menigheder og internationale organer deltager i nødhjælp, udviklingsprojekter, diakonalt arbejde og andre former for støtte til sårbare grupper. Kirkens engagement omfatter både lokale initiativer og koordinerede internationale hjælpeaktioner.
Økumenik og kritik
Den Nyapostolske Kirke har gennem tiden både søgt kontakt med andre kristne kirkesamfund og været genstand for kritik. Kritikpunkter har ofte handlet om eksklusivistiske fortolkninger af frelse, centraliseret myndighed og intern kontrol. Samtidig har kirken i nyere tid forsøgt at styrke økumeniske relationer og tydeliggøre sin lære i dialog med andre kirker.
Daglig praksis og menighedsliv
Menighedslivet er ofte kendetegnet ved faste ritualer, fælles gudstjenester, kor og ungdomsarbejde. Der vægtes fællesskab, undervisning og forberedelse til sakramenterne. Mange menigheder har desuden sociale aktiviteter og møder for arbejde med børne- og ungdomsgrupper.
Afsluttende bemærkninger
Den Nyapostolske Kirke er en global bevægelse med en særlig vægt på apostolisk tjeneste og forventningen om Kristi genkomst. Den kombinerer elementer fra den traditionelle kristne teologi med en tydelig struktur og særlige ritualer. Som ved alle trosfællesskaber er der både tilhængere, der fremhæver kirkens styrker, og kritikere, som peger på udfordringer—men kirken fortsætter med at spille en rolle i lokalsamfund og internationalt diakonalt arbejde.
