Miaphysitisme (henofysitisme): Definition af Kristi ene natur
Miaphysitisme (henofysitisme): Klar forklaring af Kristi ene natur — forening af guddommelige og menneskelige aspekter, historisk debat og betydning for kirker i dag.
Miaphysitisme (eller henofysitisme) er en kristologisk lære om Kristi natur. Ifølge miaphysitismen har Jesus Kristus både guddommelige og menneskelige egenskaber, men disse anskues ikke som to fuldstændigt adskilte naturer. I stedet betones, at det guddommelige og det menneskelige er forenet i én samlet, ikonisk natur — ofte formuleret som én natur af «Guds Logos inkarneret» — uden forveksling, uden adskillelse og uden opløsning af nogen af siderne. Dette adskiller miaphysitisme fra både en ekstrem monofysitisk opfattelse, der reducerer Kristi menneskelighed til noget underordnet eller ophævet, og fra en opfattelse, der lægger vægt på to fuldstændigt adskilte naturer.
Teologisk nuance
Betegnelsen miaphysitisme kommer af græsk «mia» (én) og «physis» (natur). Læren prøver at fastholde, at Kristus virkeligt er både Gud og menneske, men at disse to sider nu eksisterer i en én forenet eksistens. Der understreges, at de guddommelige og menneskelige egenskaber ikke ophæver hinanden eller blandes til en ny «tredje substans», men bevares i den ene inkarnerede natur. At beskrive dette forhold kan være vanskeligt med moderne kategorier; nogle beskriver perspektivet som beregnet til at undgå både en opløsning af menneskeligheden og en opdeling, der kunne føre til to personer.
Historisk kontekst og splittelse
Debatten om Kristi natur var central i de tidlige kirkemøder. På konsilet i Chalcedon (451) formulerede den såkaldte chalcedonske definition, at Kristus eksisterer i to naturer «uforvekslet, uforanderligt, uopdelt, uadskilleligt» — en holdning mange senere kirker anførte som ortodoks. Flere østlige kirker afviste Chalcedon-teksten, idet de mente, at formuleringen kunne misforstås til at indføre en egentlig opdeling i personen Kristus. Disse kirker omtales i dag som de orientalsk-ortodokse kirker og indgik dermed i en langvarig kirkelig splittelse.
Forskellen til monofysitisme og dualisme
Begrebet monofysitisme bruges ofte bredt om opfattelser, der hævder én natur hos Kristus, men der er historisk og teologisk vigtigt at skelne miaphysitisme fra den ekstreme form, ofte knyttet til Eutyches, hvor menneskenaturen angiveligt opløses i det guddommelige. Miaphysitiske teologer fremhæver derimod, at Kristi menneskelighed bevares fuldt ud. I artikelens indledning sammenlignes synet med dualisme — idet dualisme normalt beskriver en opdeling mellem sindet og kroppen — men det er kun en analogi: i miaphysitismen understreges netop en enhed snarere end en uafhængig todeling af personlige prinicipper.
Moderne forhold og økumenisk dialog
Historisk iklædte betegnelser og polemik meget af splittelsen; i nyere tid har teologer fra både de orientalsk-ortodokse, de øst-ortodokse og de romersk-katolske kirker arbejdet for at tydeliggøre, hvorvidt uoverensstemmelserne var ordmæssige eller egentlige doktrinære brud. I de seneste årtier er der opnået større forståelse og flere fælles erklæringer, som peger på, at mange forskelle i bund og grund er sproglige og hermeneutiske, ikke nødvendigvis en fuldstændig uforenelig kristologi.
Kirker, der følger miaphysitisk tradition
- De orientalsk-ortodokse kirker (fx koptiske, armenske, syriske, etiopiske, eritreiske, malankarske traditioner) regner sig typisk som miaphysitiske eller som «ikke-chalcedonske».
- Disse kirker afviser normalt betegnelsen «monofysitisk», som de finder misvisende og nedsættende, fordi den fejlsætter deres forståelse af Kristi menneskelighed.
Sammenfattende kan man sige, at miaphysitisme søger at fastholde både Kristi fulde guddommelighed og fulde menneskelighed i en én forenet natur uden at trække disse to sider fra hinanden som separate personer eller at udviske den menneskelige dimension. Diskussionen har historisk skabt dybe splittelser, men moderne økumenisk arbejde har mindsket polariseringen og fremhævet, at meget af uenigheden kan handle om ordvalg og fortolkning frem for grundlæggende modstridende doktriner.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er miaphysitisme?
A: Miafysitisme er en idé om Kristi natur, der siger, at han havde to forskellige aspekter, et guddommeligt og et menneskeligt, som er forenet i én natur og eksisterer side om side.
Q: Hvordan kan miafysitisme sammenlignes med dualisme?
A: Miafysitisme ligner dualisme, fordi den foreslår en kombination af to separate elementer, i dette tilfælde Jesu guddommelige og menneskelige træk.
Q: Hvad er begrebet monofysitisme?
A: Monofysitisme er ideen om, at Jesus Kristus kun havde én guddommelig natur og ingen menneskelig natur.
Q: Hvorfor betragtes miafysitisme ofte som en form for monofysitisme?
A: Miafysitisme bliver ofte betragtet som en form for monofysitisme, fordi den deler troen på enheden i Kristi natur, men de orientalsk-ortodokse kirker afviser denne karakteristik.
Q: Hvem afviser karakteristikken af miafysitismen som en form for monofysitisme?
A: De orientalsk-ortodokse kirker afviser karakteristikken af miafysitisme som en form for monofysitisme.
Q: Hvilke religiøse grupper er begyndt at tage miafysitismen mere alvorligt?
A: De østlige ortodokse og romersk-katolske kirker er begyndt at tage miafysitismen mere alvorligt.
Q: Hvordan er de to aspekter af Kristus ifølge miafysitismen?
A: De to aspekter af Kristus ifølge miafysitismen er hans guddommelige og menneskelige træk, som er forenet i én uadskillelig natur.
Søge