Parring (biologi): Definition, typer og reproduktion hos dyr og planter
Parring i biologi: Få klar definition — typer, intern/ekstern befrugtning, hermafroditisme og reproduktionsstrategier hos dyr og planter.
Parring er parring af organismer af modsat køn eller hermafroditiske organismer, normalt med henblik på seksuel reproduktion. Begrebet anvendes oftest om dyr, men mange definitioner omfatter også pardannelse hos planter og svampe. Formålet med parring er typisk at bringe kønsceller sammen, så befrugtning kan finde sted og der kan dannes nyt afkom.
Fertilisering og kopulation
Befrugtning er sammensmeltning af kønsceller. Kopulation er foreningen af kønsorganerne hos to seksuelt reproducerende dyr med henblik på intern befrugtning. Ved intern befrugtning overføres sædceller direkte til hunnen, hvorefter æg og sæd smelter sammen i kroppens indre og danner en zygote.
Intern og ekstern befrugtning
Parring kan føre til to hovedformer for befrugtning:
- Intern befrugtning: Opstår ved kopulation eller andre overførselsmekanismer, fx hos de fleste pattedyr, fugle og mange krybdyr. Intern befrugtning beskytter kønscellerne og øger chancen for vellykket udvikling af zygoten.
- Ekstern befrugtning: Kendes fra mange vandlevende organismer, fx padder og fisk, samt hos mange planter. Her frigives æg og sæd til omgivelserne (vand eller luft), hvor befrugtningen finder sted uden for forældrenes krop.
Typer af parring og reproduktionsstrategier
Der findes mange forskellige strategier for parring, som afspejler artens biologi, økologi og den måde, kønsceller produceres og mødes på:
- Parring mellem to køn (gonokori): Den almindelige form hos arter med separate køn, hvor individer er enten hanner eller hunner.
- Hermafroditisme: Hos hermafroditiske arter har en enkelt organisme både hanlige og hunlige reproduktionsorganer. For nogle arter er autogami) (selvbefrugtning) mulig, mens andre kræver parring for at udveksle gameter. Mange snegle og regnorme er hermafroditter; mange af dem gennemfører samtidig parring, hvor begge parter kan blive befrugtet.
- Selvbestøvning og krydsbestøvning hos planter: Hos nogle blomstrende planter kan selvbestøvning ske inden for samme blomst, mens andre arter er afhængige af krydsbestøvning via vind, vand eller dyr for at sikre genetisk variation.
- Monogami, polygami og andre parringssystemer: Mange dyr har faste parringsmønstre: monogami (én partner i en sæson eller livstid), polygyni (en han med flere hunner), polyandri (en hun med flere hanner) eller promiskuitet. Disse systemer påvirkes af ressourcetilgængelighed, forældreinvestering og risiko for befrugtningssvind.
Adfærd i forbindelse med parring
Parringsadfærd omfatter ofte ritualer og signaler, der øger chancen for parringssucces og mindsker konflikter:
- Hankøn kan anvende visuelle, lydlige, kemiske eller mekaniske signaler for at tiltrække hunner og demonstrere kondition.
- Parringsritualer kan reducere risikoen for aggression mellem potentielle partnere og sikre, at befrugtning sker på et passende tidspunkt.
- Hos nogle fugle omfatter parring også sociale aktiviteter såsom redebygning og fodring af afkom, hvilket øger ynglesucces og styrker parforholdet mellem forældrene.
Eksempler og betydning
Set i praksis:
- Padder og fisk viser ofte ekstern befrugtning, hvor mange gameter frigives samtidigt for at øge sandsynligheden for befrugtning.
- Hos mange fugle og pattedyr er kopulation en del af en større parringsstrategi, som kan inkludere revirforsvar, sang, farvespil og opbygning af reder.
- Menneskers indsats i avl og avlsprogrammer — for eksempel kunstig inseminering af husdyr — er en del af dyreholdet og bruges til at styre genetik, forbedre avlsresultater og bevare truede bestande.
Økologiske og evolutionære konsekvenser
Parringsstrategier har store konsekvenser for genetisk variation, populationers dynamik og artsudvikling. Krydsning mellem individer øger genetisk diversitet og forbedrer muligheden for tilpasning til miljøændringer, mens selvbefrugtning kan være en fordel i isolerede eller lave-tætheder situationer, men på længere sigt føre til indavl og reduceret tilpasningsevne.
Opsummering: Parring er en central biologisk proces, der omfatter mange former og adfærdsstrategier hos både dyr og planter. Fra intern kopulation til ekstern befrugtning og fra selvbefrugtning til komplekse parringsritualer — valget af strategi afspejler artens biologiske behov, økologiske forhold og evolutionære historie.
Parring af guldsmede (Austrogomphus guerini)
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er parring?
A: Parring er parring af organismer af modsat køn eller hermafroditorganismer, normalt med henblik på seksuel reproduktion. Det kan også henvise til krydsning hos planter og svampe.
Q: Hvad er parring?
Svar: Kopulation er foreningen af kønsorganerne hos to seksuelt reproducerende dyr med henblik på intern befrugtning.
Spørgsmål: Hvordan formerer nogle vandlevende arter sig?
Svar: Nogle vandlevende arter spreder deres æg og sæd i vandet på et bestemt tidspunkt af året, hvilket varierer fra art til art.
Spørgsmål: Kan hermafroditiske arter selvbefrugte sig?
Svar: Ja, nogle hermafroditiske arter kan selvbefrugte sig (autogami). Hos nogle blomstrende planter kan dette ske i den samme blomst, og mange snegle og regnorme er hermafroditter og foretager samtidig parvis parringsdyr.
Spørgsmål: Er der andre adfærdsmønstre forbundet med parring hos fugle?
A: Ja, hos nogle fugle omfatter parring adfærd som f.eks. redebygning og fodring af afkom.
Spørgsmål: Er kunstig befrugtning en del af dyreholdet?
Svar: Ja, kunstig inseminering af husdyr er en del af dyreholdet.
Søge