Logorré – definition, symptomer og behandling

Logorré – definition, symptomer og behandling: få klar vejledning om årsager, diagnosticering og effektive behandlingsmuligheder samt råd om psykiatrisk støtte.

Logorré (også kaldet logorrhea) er en tilstand karakteriseret ved vedvarende, ofte ukontrolleret og overdreven tale. Det kan være en taleforstyrrelse, hvor personen taler meget hurtigt, bruger mange ord uden klar mening eller springer hurtigt mellem emner. Ofte er det et tegn på en underliggende psykisk lidelse eller neurologisk sygdom og kan kræve psykiatrisk behandling eller neurologisk udredning.

Hvordan viser logorré sig?

• Vedvarende, hurtig eller presset tale (»presset tale«), hvor personen virker ude af stand til at stoppe.
• Tale uden klart indhold: sætninger kan være svære at følge, indeholde neologismer (nydannede ord) eller vrøvl.
• Flyvning mellem ideer (»flight of ideas«), som ofte ses ved maniske episoder.
• Gentagelser (perseveration) eller sværighed ved at vende samtalen i en anden retning.
• Hos nogle neurologiske sager kan talen være flydende, men meningsløs, som ved visse former for afasi.

Mulige årsager

Logorré kan optræde i sammenhæng med mange tilstande. Det er vigtigt at skelne mellem patologisk logorré og almindelig snakkesalighed.

• Skizofreni og andre psykotiske tilstande — talen kan blive usammenhængende eller indeholde vrangforestillinger.
• Bipolar lidelse — især i den maniske fase, hvor der ofte ses presset tale og flight of ideas.
• Skizoaffektiv lidelse — kombination af affektive symptomer og psykotiske træk.
• Neurologiske årsager, f.eks. visse former for afasi efter slagtilfælde eller andre hjernesygdomme — se også neurologiske tilstande.
• Religiøse eller kulturelle fænomener som glossolalia ( »tungemål«), hvor talens indhold er ikke-semantisk; dette er dog ikke nødvendigvis patologisk i den kulturelle kontekst.
• Intoxikation (stoffer eller alkohol), delir eller bivirkning af medicin.

Undersøgelse og udredning

• Grundig anamnese: hvornår startede symptomerne, forløb, udløsende faktorer, familie- og social historie.
• Psykiatrisk status: vurdering af tankeindhold, sammenhæng i tale, stemningsleje og tankeaccelerering.
• Neurologisk undersøgelse og eventuelt billeddiagnostik (CT/MR) ved mistanke om hjernelæsion eller slagtilfælde.
• Blodprøver og toksikologisk screening ved mistanke om medicin- eller stofpåvirkning.
• Vurdering af sprogfunktion af logopæd ved mistanke om afasi.

Behandling

Behandling retter sig mod den underliggende årsag. Eksempler:

• Psykofarmaka: antipsykotika ved psykotiske tilstande; stemningsstabiliserende medicin (fx lithium, valproat) eller antipsykotika ved mania.
• Behandling af neurologiske årsager: rehabilitering, taleterapi og behandling af eventuelle strukturelle problemer i hjernen.
• Psykoterapi: kognitiv adfærdsterapi og andre samtaleterapiformer kan hjælpe med at håndtere symptomer og forbedre kommunikation.
• Miljø- og adfærdstiltag: klare kommunikationsregler, kortere samtaleemner, rolige omgivelser og grænsesætning kan reducere belastningen for både patient og omgivelser.
• Akut håndtering: ved voldsom agitation, fare for skade på sig selv eller andre, eller mistanke om alvorlig medicinsk årsag bør akut behandling og evt. indlæggelse overvejes.

Prognose og hvad kan man forvente?

Prognosen afhænger af årsagen. Ved behandling af den underliggende lidelse kan logorré ofte bedres eller forsvinde. I nogle kroniske psykiatriske eller neurologiske tilstande kan symptomerne være vedvarende og kræve langvarig støtte og behandling.

Hvornår skal man søge hjælp?

• Pludselig opstået taleforstyrrelse, især hvis det ledsages af forvirring, svaghed, ansigtslammelse eller anden neurologisk skade — søg akut lægehjælp (mistanke om slagtilfælde).
• Hvis personen er ude af stand til at stoppe med at tale, virker meget forstyrret, eller der er risiko for selvskade eller vold.
• Hvis langvarig, problematisk tale påvirker arbejde, relationer eller daglig funktion — kontakt egen læge eller en psykiater/neurolog for udredning.

Bemærk, at udtrykket nogle gange bruges humoristisk om en meget snakkesalig person — dette er social snakkesalighed og ikke nødvendigvis et tegn på sygdom. Når talen derimod er meningsløs, ukontrolleret eller ledsages af andre symptomer, bør det tages alvorligt og vurderes fagligt.

Søg efter bogstav