Der er fem myndighedsniveauer i Tyskland. På de to nederste niveauer kaldes det tyske styre kommunalstyre. De fem niveauer i den tyske regering er alle juridisk uafhængige. Det betyder, at hvert regeringsniveau har særskilte opgaver og kompetencer. Den tyske forfatning (Grundgesetz) indeholder en oversigt over de fem regeringsniveauer og angiver, hvilke opgaver hvert niveau typisk varetager.

De fem niveauer

  1. Den Europæiske Union (EU). EU vedtager love og regler, som medlemslandene skal følge. Nogle EU-regler (regulativer) gælder direkte i medlemslandene, mens andre (direktiver) skal gennemføres i national lovgivning. EU's rolle omfatter f.eks. indre marked, konkurrence, miljø- og forbrugerbeskyttelse. Principper som subsidiaritetsprincippet betyder, at EU kun griber ind, når målene ikke kan nås effektivt på nationalt eller lokalt niveau.
  2. Føderationen eller den nationale regering (Bund). Den nationale regering er ansvarlig for bl.a. forsvars- og udenrigspolitikken, retsvæsen på føderalt niveau, told, valuta- og finanspolitik samt overordnede standarder for områder som f.eks. visse dele af social-, handels- og miljølovgivningen. Forbundet fastsætter rammer og supporterer de fattigere delstater økonomisk (f.eks. gennem »Länderfinanzausgleich«), så delstaterne bliver mere ligeværdige.
  3. De seksten delstater (Länder). Hver delstat har egen regering og parlament. Delstaterne har store beføjelser på områder som uddannelse, kultur, politi, brandvæsen og administration af lokale myndigheder. Delstatsregeringerne kan fastsætte regler for kommunerne inden for de rammer, forfatningen tillader, men de kan ikke ophæve kommunernes grundlæggende rettigheder. Delstaterne spiller også en vigtig rolle i føderal lovgivning gennem Bundesrat.
  4. Landkredse og bykredse (Landkreise og kreisfreie Städte). Landkredsene (Landkreise) dækker flere kommuner og varetager opgaver, som er for store til enkeltkommunerne, fx visse sociale ydelser, regional vejvedligeholdelse, affaldshåndtering og nogle miljøopgaver. De selvstændige byer (kreisfreie Städte) kombinerer kommunale og distriksopgaver i én myndighed. amter
  5. Kommuner og byer. Det lokale niveau omfatter de enkelte kommuner (Gemeinden) og bydele. Kommunerne håndterer dagligdags opgaver tæt på borgerne: lokal planlægning og byggesager, daginstitutioner og folkeskoler (i praksis ofte administration), lokal kollektiv trafik, vand-, spildevands- og affaldsservice samt sociale tilbud. Kommunerne har også ret til lokale afgifter og skatter og vælges i lokale valg.

Nogle delstater har regierungsbezirke, dvs. administrative regioner mellem delstat og distrikt. Formålet med regierungsbezirke er at samle opgaver som regional planlægning, tilsyn og visse forvaltningsopgaver for et større område. Andre delstater organiserer i stedet mindre enheder som Amt, som er en sammenslutning af små kommuner i et distrikt, typisk for at dele administrative ressourcer.

Regierungsbezirke og Ämte er ikke altid nævnt direkte i forfatningen og varierer fra delstat til delstat. De er praktiske organisatoriske løsninger, der skal hjælpe med at gennemføre opgaver effektivt, men de er ikke et selvstændigt, forfatningsmæssigt niveau som delstaterne eller kommunerne.

Samarbejde og finansiering

Samarbejde mellem niveauerne foregår både formelt og uformelt: Bundesrat er et vigtigt forum, hvor delstaterne deltager i føderal lovgivning; forvaltningsmæssigt sker der løbende koordinering gennem ministerråd, udvalg og administrative aftaler. Finansieringen er delt mellem stat, delstater og kommuner — nogle skatter går til centralregeringen, andre til delstaterne og kommunerne, og der findes udligningsordninger for at sikre en rimelig fordeling af midlerne.

For borgerne betyder systemet, at de fleste henvendelser og daglige tjenester foregår gennem kommunerne, mens større rammer og strategiske beslutninger ofte kommer fra delstaterne, forbundet eller EU. Det føderale system søger at balancere lokal selvbestemmelse med nationale og europæiske hensyn.