Lobotomi
Lobotomi, også kendt som leucotomi, er en type hjerneoperation. Den blev skabt i 1935 af António Egas Moniz, en portugisisk neurolog. Han modtog Nobelprisen i fysiologi eller medicin i 1949 "for sin opdagelse af den terapeutiske værdi af leucotomi i forbindelse med visse psykoser". Ved operationen blev forbindelserne fra den præfrontale cortex (den forreste del af frontallapperne) til resten af hjernen skåret over. I begyndelsen syntes det at være en stor succes, men operationen udføres nu sjældent.
Han brugte metoden til visse former for psykisk sygdom, som der ikke fandtes nogen anden behandling for. Han brugte den først på patienter med tvangsmæssig adfærd, som de gentog igen og igen. Den blev også brugt til behandling af andre psykiske sygdomme som f.eks. skizofreni og klinisk depression.
Problemet med lobotomier var, at de for altid ændrede en persons personlighed og adfærd. Nogle gange var resultaterne gavnlige: patienter, der havde været voldelige, blev rolige. Men langtidsundersøgelser, som ikke blev foretaget af Moniz, viser, at nogle havde en alvorligt skadet personlighed. De havde ofte meget lidt "drive" og motivation.
I dag kan antipsykotiske lægemidler, som f.eks. chlorpromazin, behandle symptomerne på sådanne lidelser. Lobotomier er ikke almindelige i dag.
Lobotomier adskilte den præfrontale cortex (her vist med rødt) fra de frontale lober
Udsigt over den præfrontale cortex fra siden
Social kontekst
Et spørgsmål er, hvorfor en så dramatisk kirurgisk teknik blev så bredt accepteret. Der er almindelig enighed om, at psykiatere ønskede at finde en måde at hjælpe de tusindvis af patienter på psykiatriske hospitaler i det 20. århundrede. Desuden havde de samme patienter ikke meget magt til at modstå de stadig mere radikale og endog hensynsløse indgreb fra anstaltslægernes side.
Indikationer og resultater
Ifølge Psychiatric Dictionary i 1970:
Der opnås gode resultater i ca. 40 % af tilfældene, rimelige resultater i ca. 35 % og dårlige resultater i 25 % af tilfældene. Dødeligheden overstiger sandsynligvis ikke 3 %. Den største forbedring ses hos patienter, hvis præmorbid personlighed var "normal", cyklothymisk eller tvangspræget; hos patienter med overlegen intelligens og god uddannelse; ved psykoser med pludselig opstået og et klinisk billede af affektive symptomer på depression eller angst og med adfærdsændringer som f.eks. madafvisning, overaktivitet og vrangforestillinger af paranoid karakter.
Ifølge den samme kilde reducerer præfrontal lobotomi:
angstfølelser og indadvendte aktiviteter, og følelser af utilstrækkelighed og selvbevidsthed mindskes derved. Lobotomi reducerer den følelsesmæssige spænding, der er forbundet med hallucinationer, og fjerner den katatoniske tilstand. Da næsten alle psykokirurgiske indgreb har uønskede bivirkninger, anvendes de normalt først, når alle andre metoder har slået fejl. Jo mindre uorganiseret patientens personlighed er, jo tydeligere er bivirkningerne efter operationen. ...
Konvulsive anfald er rapporteret som [virkninger] af præfrontal lobotomi i 5 til 10 procent af alle tilfælde. Sådanne anfald er normalt godt kontrolleret med de sædvanlige antikonvulsive lægemidler. Postoperativ afstumpning af personligheden, apati og uansvarlighed er snarere reglen end undtagelsen. Andre bivirkninger omfatter distraherbarhed, barnlighed, facetterethed, mangel på takt eller disciplin og postoperativ inkontinens.
Hjernelapperne (hjernebarken): frontallapperne er blå
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er en lobotomi?
A: En lobotomi, også kendt som leucotomi, er en form for hjerneoperation, der skærer forbindelserne fra den præfrontale cortex (den forreste del af frontallapperne) til resten af hjernen over.
Spørgsmål: Hvem opfandt det?
Svar: Lobotomier blev opfundet i 1935 af António Egas Moniz, en portugisisk neurolog.
Spørgsmål: Til hvilket formål blev den brugt?
A: Den blev oprindeligt brugt til visse former for psykiske sygdomme, som der ikke fandtes nogen anden behandling for, f.eks. tvangshandlinger og skizofreni.
Spørgsmål: Havde det nogen langtidsvirkninger?
Svar: Langtidsundersøgelser viste, at nogle patienter havde alvorligt beskadigede personligheder og ofte havde meget lidt "drive" eller motivation efter at have fået en lobotomi.
Spørgsmål: Bruges det stadig i dag?
Svar: Lobotomier er ikke almindelige i dag på grund af fremskridt inden for antipsykotiske lægemidler som chlorpromazin, der kan behandle mange symptomer i forbindelse med psykiske lidelser.
Spørgsmål: Hvad vandt Moniz Nobelprisen for?
Svar: Moniz fik Nobelprisen i fysiologi eller medicin i 1949 "for sin opdagelse af den terapeutiske værdi af leucotomi i forbindelse med visse psykoser".
