Lobotomi (leucotomi): definition, historie, metoder og følger

Lær om lobotomi (leucotomi): definition, historisk udvikling, kirurgiske metoder og de psykiske og sociale følger — fra Moniz' opdagelse til moderne etik.

Lobotomi, også kendt som leucotomi, er en type hjerneoperation. Den blev skabt i 1935 af António Egas Moniz, en portugisisk neurolog. Han modtog Nobelprisen i fysiologi eller medicin i 1949 "for sin opdagelse af den terapeutiske værdi af leucotomi i forbindelse med visse psykoser". Ved operationen blev forbindelserne fra den præfrontale cortex (den forreste del af frontallapperne) til resten af hjernen skåret over. I begyndelsen syntes det at være en stor succes, men operationen udføres nu sjældent.

Han brugte metoden til visse former for psykisk sygdom, som der ikke fandtes nogen anden behandling for. Han brugte den først på patienter med tvangsmæssig adfærd, som de gentog igen og igen. Den blev også brugt til behandling af andre psykiske sygdomme som f.eks. skizofreni og klinisk depression.

Problemet med lobotomier var, at de for altid ændrede en persons personlighed og adfærd. Nogle gange var resultaterne gavnlige: patienter, der havde været voldelige, blev rolige. Men langtidsundersøgelser, som ikke blev foretaget af Moniz, viser, at nogle havde en alvorligt skadet personlighed. De havde ofte meget lidt "drive" og motivation.

I dag kan antipsykotiske lægemidler, som f.eks. chlorpromazin, behandle symptomerne på sådanne lidelser. Lobotomier er ikke almindelige i dag.

Hurtigt overblik

Definition: En lobotomi (leucotomi) er en kirurgisk procedure, hvor forbindelser mellem den præfrontale cortex og resten af hjernen afbrydes for at ændre psykisk funktion.

Tidspunkt: Metoden blev introduceret i midten af 1930'erne og brugt i stor skala frem til 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne.

Nutid: I dag er klassiske lobotomier stort set forladt til fordel for medicinsk behandling og langt mere præcis, målrettet psykokirurgi under strenge etiske regler.

Historie og udbredelse

Efter Moniz' beskrivelse af leucotomi i 1935 spredte ideen sig hurtigt. I USA videreudviklede blandt andre Walter Freeman og James W. Watts teknikken og introducerede forskellige varianter. Freeman populariserede især den såkaldte transorbitale lobotomi, hvor instrumentet blev ført ind gennem øjenhulen (gennem øjenkrogen) i stedet for gennem kraniet. Freeman rejste rundt og udførte eller demonstrerede proceduren på mange hospitaler og institutioner.

Metoden blev brugt i en række lande og blev i nogle perioder betragtet som en af de få «muligheder» for behandling af alvorligt syge og svært omsorgskrævende patienter. Der er skriftlige opgørelser og skøn, der viser, at proceduren blev udført i store antal — i nogle lande i titusinder — men i eftertid blev mange af resultaterne og metoderne stærkt kritiseret.

Metoder og teknisk beskrivelse

• Moniz' leucotomi (klassisk præfrontal lobotomi): Kirurgen lavede kranieboringer og førte et specielt instrument (leucotome) ind i hvid substans i frontallappen for at afskære forbindelser.
• Transorbital lobotomi: En mindre invasiv procedure uden større kranieåbning, hvor et stift instrument (ofte kaldet en "ice-pick"-metode) blev stukket op gennem øjenhulen og bevæget frem og tilbage for at ødelægge forbindelser. Metoden kunne udføres hurtigt og blev af enkelte udøvere, særligt Walter Freeman, brugt til et stort antal patienter.
• Stereotaktiske og selektive procedurer: Senere udviklinger inden for psykokirurgi gjorde det muligt at lave mere præcise læsioner (f.eks. cingulotomi) ved hjælp af stereotaktisk teknik, hvilket reducerede omfanget af skaden og gjorde procedurerne mere målrettede.

Effekter og følger

Effekterne af en lobotomi kunne være meget variable:

• Korttidseffekt: Mange patienter blev mere rolige og mindre emotionelt oprørte. I nogle tilfælde kunne symptomer som agitation og voldsom adfærd mindskes.
• Langtidseffekter: Ofte opstod alvorlige ændringer i personlighed og kognition: følelsesmæssig fladhed, manglende initiativ, apati, nedsat dømmekraft, hukommelsesproblemer og social tilbagetrækning. Nogle udviklede neurologiske komplikationer som anfald, inkontinens eller motoriske problemer.
• Medicinske risici: Der var risiko for blødning, infektion, hjerneskade og i nogle tilfælde død som følge af operationen.

For mange patienter betød en lobotomi et drastisk og livslangt tab af funktion og personlighedstræk, selv om nogle oplevede symptomlindring. Kritikere pegede på, at behandlingen ofte fjernede patienters evne til at leve et selvstændigt og meningsfuldt liv.

Etik, kritik og nedgang

Etiske spørgsmål har fulgt lobotomien siden begyndelsen. Mange indlagte på psykiatriske institutioner var sårbare og kunne ikke give fuldt informeret samtykke. Proceduren blev i visse tilfælde brugt til at håndtere institutionelle udfordringer fremfor patientens bedste interesse. Kritikere har påpeget overgreb, mangel på dokumentation af varig gavn og alvorlige bivirkninger.

Efter introduktionen af effektive medicinske behandlinger, især antipsykotiske lægemidler som chlorpromazin, og efter øget fokus på patientrettigheder, faldt antallet af lobotomier kraftigt i 1950'erne og 1960'erne. Der kom også strengere regulering og stærkere faglig kritik af metoden. Moniz' Nobelpris er senere blevet genstand for debat på grund af behandlingsmetodens bivirkninger og den efterfølgende misbrugshistorik.

Moderne psykokirurgi og alternativer

I dag anvendes langt mere præcise og veldokumenterede metoder, når kirurgisk indgreb overvejes for behandlingsresistente psykiatriske tilstande:

• Fokale læsioner: Mere målrettede procedurer, fx cingulotomi til alvorlig tvangslidelse (OCD) eller smertebehandling.
• Deep brain stimulation (DBS): En elektrokirurgisk teknik, hvor elektroder implanteres i bestemte hjernestrukturer. DBS kan justeres og delvist reverseres, og det bruges i dag til bl.a. bevægelsesforstyrrelser og i nogle tilfælde svær depression eller OCD.
• Medicin og psykoterapi: Moderne antipsykotika, antidepressiva, kognitiv adfærdsterapi og andre psykologiske behandlinger er i dag førstelinjebehandling for de fleste psykiske lidelser.

Moderne psykokirurgi praktiseres kun efter grundig udredning, strenge etiske procedurer, samtykke og ofte som en sidste udvej på specialcentre.

Afsluttende bemærkninger

Lobotomi er et vigtigt kapitel i medicinsk historie: et eksempel på, hvordan en teknisk innovation både kan give symptombedring og forårsage alvorlige, uønskede konsekvenser, når begrænsningerne ikke kendes eller respekteres. Erfaringerne førte til bedre forskning, strammere etiske normer og udvikling af både medicinske og kirurgiske alternativer, som i dag beskytter patienters rettigheder og søger at minimere skade.

Indikationer og resultater

Ifølge Psychiatric Dictionary i 1970:

Der opnås gode resultater i ca. 40 % af tilfældene, rimelige resultater i ca. 35 % og dårlige resultater i 25 % af tilfældene. Dødeligheden overstiger sandsynligvis ikke 3 %. Den største forbedring ses hos patienter, hvis præmorbid personlighed var "normal", cyklothymisk eller tvangspræget; hos patienter med overlegen intelligens og god uddannelse; ved psykoser med pludselig opstået og et klinisk billede af affektive symptomer på depression eller angst og med adfærdsændringer som f.eks. madafvisning, overaktivitet og vrangforestillinger af paranoid karakter.

Ifølge den samme kilde reducerer præfrontal lobotomi:

angstfølelser og indadvendte aktiviteter, og følelser af utilstrækkelighed og selvbevidsthed mindskes derved. Lobotomi reducerer den følelsesmæssige spænding, der er forbundet med hallucinationer, og fjerner den katatoniske tilstand. Da næsten alle psykokirurgiske indgreb har uønskede bivirkninger, anvendes de normalt først, når alle andre metoder har slået fejl. Jo mindre uorganiseret patientens personlighed er, jo tydeligere er bivirkningerne efter operationen. ...

Konvulsive anfald er rapporteret som [virkninger] af præfrontal lobotomi i 5 til 10 procent af alle tilfælde. Sådanne anfald er normalt godt kontrolleret med de sædvanlige antikonvulsive lægemidler. Postoperativ afstumpning af personligheden, apati og uansvarlighed er snarere reglen end undtagelsen. Andre bivirkninger omfatter distraherbarhed, barnlighed, facetterethed, mangel på takt eller disciplin og postoperativ inkontinens.

Hjernelapperne (hjernebarken): frontallapperne er blå

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er en lobotomi?

Spørgsmål: Hvem opfandt det?

Spørgsmål: Til hvilket formål blev den brugt?

Spørgsmål: Havde det nogen langtidsvirkninger?

Spørgsmål: Bruges det stadig i dag?

Spørgsmål: Hvad vandt Moniz Nobelprisen for?

Søg efter bogstav