Lov i landet
Udtrykket "landets lov" (latin lex terrae) er et juridisk begreb. Det betyder alle de love, der gælder i et land eller en region. Udtrykket blev første gang brugt i Magna Carta. Det blev brugt til at betegne rigets love. Dette var forskelligt fra romersk ret eller civilret. I USA erklærer forfatningen, at den er "landets højeste lov". Det er det samme som en retfærdig rettergang som begrundet i forfatningen.
Historie
Selv om Magna Carta først brugte udtrykket, blev det først lov i landet under Edward I af Englands regeringstid. Det blev tæt forbundet med et andet udtryk, der var med til at definere landets lov, nemlig "retfærdig rettergang". Under Edward II's regeringstid blev der i loven om undersåtternes frihed (Liberty of Subjects Act) fra 1354 fastsat følgende:
| " | Ingen mand, uanset stand eller tilstand, må afskediges fra jord eller lejemål eller tages, fanges, fængsles, vanrøgtes eller aflives uden at være stillet til ansvar ved en retfærdig rettergang. | " |
Landets lov og loven om undersåtternes frihed (Liberty of Subjects act) blev fortsat anvendt i England. Begge blev brugt i koloniale chartre og i common law. De blev en del af den amerikanske lovgivning, efter at de amerikanske kolonier erklærede sig uafhængige af England i 1776.
