Aristarchus af Samos

Personlige oplysninger

Hans navn er Ἀρίσταρχος med græske bogstaver, hvilket translittereres til Aristarchos. Han blev født på øen Samos i det østlige Ægæiske Hav.

Heliocentrisme

Heliocentrisme er ideen om, at solen er i centrum. Selv om den originale tekst er gået tabt, er der en henvisning i Archimedes' bog The Sand Reckoner, som beskriver et andet værk af Aristarchos, hvori han fremfører den heliocentriske model som en alternativ hypotese. Archimedes skrev:

Du (kong Gelon) er klar over, at "universet" er den betegnelse, som de fleste astronomer giver til den kugle, hvis centrum er Jordens centrum, mens dens radius er lig med den lige linje mellem Solens centrum og Jordens centrum. Dette er den almindelige beskrivelse, som du har hørt fra astronomer. Men Aristarchus har udgivet en bog, der består af visse hypoteser, hvori det viser sig, som følge af de opstillede antagelser, at universet er mange gange større end det netop nævnte "univers". Hans hypoteser er, at de faste stjerner og Solen forbliver ubevægelige, at Jorden drejer rundt om Solen på omkredsen af en cirkel, idet Solen ligger i midten af gulvet, og at kuglen af de faste stjerner, der befinder sig omkring samme centrum som Solen, er så stor, at den cirkel, hvori han antager, at Jorden drejer rundt, står i et sådant forhold til afstanden til de faste stjerner, som kuglens centrum står i forhold til dens overflade.

- Sandreklameren

Aristarchus troede altså, at stjernerne var meget langt væk, hvilket er et vigtigt skridt. Derfor var der ingen observerbar parallakse, dvs. en bevægelse af stjernerne i forhold til hinanden, mens Jorden bevæger sig rundt om Solen. Stjernerne er meget længere væk, end man generelt antog i oldtiden, og den lillebitte mængde af stjernernes parallakse kan kun påvises med teleskoper.

Den gamle geocentriske model forklarede planetarisk parallakse og blev antaget at være årsagen til, at der ikke blev observeret stjernernes parallakse. Afvisning af det heliocentriske synspunkt var almindeligt, som det fremgår af følgende passage fra Plutarch (Om det tilsyneladende ansigt i Månens bane):

Cleanthes [en samtidig med Aristarchos og leder af stoikerne] mente, at det var grækernes pligt at anklage Aristarchos for ugudelighed for at have sat universets hjerte i bevægelse ... ved at antage, at himlen forbliver i hvile og jorden drejer rundt i en skrå cirkel, mens den samtidig roterer om sin egen akse.

- Tassoul, Kortfattet historie om sol- og stjernefysik

Den eneste anden astronom fra antikken, som er kendt ved navn, og som er kendt for at have støttet Aristarchos' heliocentriske model, var Seleukos, en hellenistisk astronom, som levede et århundrede efter Aristarchos.

Den heliocentriske teori blev genoplivet med succes næsten 1800 år senere af Kopernikus, hvorefter Johannes Kepler og Isaac Newton gav den teoretiske forklaring baseret på fysikkens love, nemlig Keplers love for planeternes bevægelse og Newtons love om tyngdekrafts tiltrækning og dynamik.

Præcession

Vatikanbiblioteket har bevaret to gamle manuskripter med skøn over årets længde. Den eneste antikke videnskabsmand, der er nævnt for to forskellige værdier, er Aristarchus. Begge ligger tæt på de værdier, der senere blev anvendt af Hipparchus og Ptolemæus, og den angivne præcession er næsten præcist 1 grad pr. århundrede, en værdi, der er for lav. Præcession på 1 grad pr. århundrede blev anvendt af alle senere astronomer indtil araberne. Den korrekte værdi på Aristarchus' tid var ca. 1,38 grader pr. århundrede.

Aristarchos' beregninger fra det 3. århundrede f.Kr. af de relative størrelser af (fra venstre) Solen, Jorden og Månen, fra en græsk kopi fra det 10. århundrede e.Kr.