Kyshtym-katastrofen 1957: Atomulykke ved Mayak og Øst-Ural-sporet

Kyshtym-katastrofen 1957: Mayak-atomulykke ved Øst-Ural—massiv radioaktiv forurening, hemmeligholdelse, evakueringer og langvarige sundheds- og miljøkonsekvenser.

Kyshtym-katastrofen var en alvorlig strålingsforureningsulykke, som fandt sted den 29. september 1957 ved Mayak, et atomkraftværk i Rusland (dengang en del af Sovjetunionen). Det korrekte er dog, at Mayak ikke var et almindeligt atomkraftværk, men et stort kompleks til fremstilling af plutonium og håndtering af radioaktivt affald. Ulykken er klassificeret som niveau 6 på den internationale skala for nukleare hændelser (INES) — kun Tjernobyl-katastrofen og Fukushima-ulykken er rangeret højere.

Baggrund om Mayak

Mayak er navnet på en række nukleare anlæg beliggende omkring 150 km fra Ekaterinburg i Rusland. Anlæggene var også kendt som Chelyabinsk-65 eller Chelyabinsk-40 og blev opført mellem 1945 og 1948 som Sovjetunionens første anlæg til produktion af våbenplutonium. I perioder arbejdede op til 25.000 mennesker på Mayak, og anlægget spillede en central rolle i produktionen af det plutoniumbrændsel, der blev brugt til den første sovjetiske atombombe.

Mellem 1948 og 1987 blev der bygget i alt ti reaktorer og mange tilknyttede faciliteter. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev størstedelen af produktionen ændret eller nedlagt; nogle anlægsdele eksisterer stadig og producerer fx radioaktive isotoper til sundheds- og forskningsformål.

Hvad skete der den 29. september 1957?

Ulykken indtraf i en beholder til opbevaring af højaktivt, flydende affald, efter at kølesystemet svigtede. Det ophobede radioaktive affald blev til tørre salte, som ved kraftig opvarmning og kemisk nedbrydning førte til en voldsom, ikke-nuklear eksplosion. Eksplosionens kraft er anslået til mellem 75 og 100 tons TNT og kastede et 160 tons tungt låg på beholderen op i luften.

Der blev frigivet store mængder radioaktivitet — typisk angivet til cirka 20 MegaCi (ca. 740 Petabecquerel) — primært i form af finkornet, radioaktivt materiale. Selvom eksplosionen ikke var en kædereaktion (dvs. ingen atomvåben-lignende eksplosion), førte den til omfattende forurening af nærliggende områder.

Spredning og forurening

• Den radioaktive sky bevægede sig i løbet af de næste 10–11 timer mod nordøst og nåede 300–350 km fra ulykkesstedet.
• Nedfaldet skabte et langstrakt forureningsbælte, i dag kendt som det øst-uralske radioaktive spor (EURT). Ifølge undersøgelser førte nedfaldet til langvarig forurening af et område på mere end 800 kvadratkilometer, især med cæsium-137 og strontium-90.
• Udover de umiddelbart forurenede jordarealer er nærliggende vandløb (bl.a. floden Techa) og Karatjaysøen blevet alvorligt forurenet gennem Mayaks praksis med at losse radioaktivt affald i omgivelserne.

Sundhedseffekter og evakuering

Mayaks tilstedeværelse og ulykkens omfang blev i første omgang holdt hemmeligt af de sovjetiske myndigheder. På grund af hemmeligholdelsen fik de berørte befolkninger ikke straks information om årsagen til symptomer og sygdomme.

• Officielt rapporteres mindst 200 dødsfald som følge af akut strålesyge og senere strålerelateret kræft, men tallene er omdiskuterede, og langt større grupper har gennem årene været påvirket af øget risiko for sygdom.
• Cirka 10.000 mennesker blev evakueret (evakueringen begyndte formelt omkring den 6. oktober), men indbyggerne fik ikke fuld forklaring på årsagen.
• Der forekom dramatiske symptomer blandt de ramte; samtidsberetninger beskriver bl.a. hudskader og vævsskade. Den britisk-sovjetiske biolog Zhores Medvedev var en af dem, der efterfølgende afslørede ulykkens karakter og omfang internationalt.

Oprydning og afværgetiltag

For at begrænse spredningen fjernede myndighederne forurenet jord og opbevarede den i indhegnede lagre, som blev omtalt som "jordens kirkegårde". I 1968 oprettede den sovjetiske regering et naturreservat, Øst-Ural-reservatet, over EURT-området for at forbyde uautoriseret adgang og derved begrænse menneskelig eksponering.

Mayaks håndtering af affald omfattede også lagring i Karatjaysøen og udledning i floden Techa. Disse steder regnes i dag blandt de mest forurenede på kloden, og oprensning samt risikostyring har varet i årtier.

Oplysninger, hemmeligholdelse og forskning

Mayaks eksistens og ulykkerne dér var i mange år hemmeligholdt. Rygter og forskning i økosystemernes forandringer bidrog til vestlige mistanker. Studier af planter, dyr og radioaktivitet, publiceret af forskere som professor Leo Tumerman og medarbejdere, pegede i retning af en alvorlig hændelse vest for Ural.

Der har også været rapporter om, at efterretningstjenester — fx CIA — kendte til ulykken i 1957. Ifølge kilder, der henviser til gennemgang af deklassificerede dokumenter (som omtalt af Gyorgy), var der viden om ulykken, men oplysninger blev ikke udbredt af politiske årsager. Først i slutningen af 1980'erne og i 1990 blev flere sovjetiske dokumenter og beskrivelser af Mayak-katastrofen frigivet.

Omfang og sammenligning med Tjernobyl

Udsagn om den samlede mængde frigivet radioaktivitet varierer: nogle kilder angiver, at udslippet var mellem to og seks gange større end ved Tjernobyl, men fordi det radioaktive materiale ved Kyshtym primært blev spredt i et mere afgrænset bælte (og ikke som et globalt atmosfærisk udslip), klassificerer man ulykke som INES niveau 6 mod Tjernobyls niveau 7.

Eftervirkninger i befolkningen

Der er løbende forsknings- og sundhedsopfølgninger i regionen. Ifølge nogle vurderinger har op imod en halv million mennesker i området været bestrålet i forbindelse med Mayak-aktiviteter og relaterede ulykker over flere årtier; nogle enkeltgrupper har ifølge disse estimater været udsat for doser, der er betydeligt højere end gennemsnittet for de mest berørte ofre fra Tjernobyl. Omfanget af langtidsvirkningerne, især i form af kræft og genetiske effekter, er genstand for videnskabelig debat og løbende studier.

Nutidig status

Mayak-komplekset er fortsat et fokus for oprydning, overvågning og forskning. I begyndelsen af 2000'erne blev flere produktionsenheder ændret eller nedlagt; nogle kilder angiver 2003 som et væsentligt år for reduktioner i aktivitet, men faciliteter til forskning og produktion af isotoper findes stadig. Karatjaysøen og andre forurenede steder kræver vedvarende strålebeskyttelse og restriktioner.

Vigtige punkter

• Ulykken var en kemisk/affaldseksamplosion i en højaktiv affaldsbeholder — ikke en atomreaktoreksplosion eller en atomvåbeneksplosion.
• Ca. 20 MegaCi (~740 PBq) radioaktivitet blev frigivet, hovedsageligt cæsium-137 og strontium-90, hvilket gav langvarig jord- og vandforurening.
• Officielle dødstal for akut strålesyge ligger omkring 200, men mange flere mennesker er blevet ramt af langtidsvirkninger.
• Myndighedernes hemmeligholdelse betød, at befolkningerne ikke fik tidlig information eller passende beskyttelse.
• Området er i dag delvist afspærret, og oprydningsarbejde samt forskning i konsekvenserne fortsætter.

Kyshtym-katastrofen er et eksempel på, hvordan håndtering af radioaktivt affald og hemmeligholdelse kan få vidtrækkende, langvarige konsekvenser for miljø og folkesundhed. Fortsat åben forskning og dokumentation er vigtig for at forstå omfanget og lære af hændelsen.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er Kyshtym-katastrofen?

Sp: Hvor ligger Mayak?

Sp: Hvad producerede Mayak?

Spørgsmål: Hvor mange reaktorer blev der bygget i Mayak mellem 1948 og 1987?

Spørgsmål: Hvor meget radioaktivitet blev der frigivet under Kyshtym-katastrofen?

Spørgsmål: Hvor mange mennesker døde af strålesyge som følge af ulykken?

Spørgsmål: Hvilke foranstaltninger blev der truffet for at reducere den radioaktive forurening efter ulykken?

Søg efter bogstav