EVA (Extravehicular Activity) er, når en astronaut eller kosmonaut stiger ud af et rumfartøj i det ydre rum og derefter stiger ind igen. "Ekstravehicular aktivitet" henviser normalt til en rumvandring uden for et rumfartøj i kredsløb om Jorden, men kan også henvise til en "moonwalk" på Månens overflade. Tre Apollo-astronauter foretog rumvandringer mellem Jorden og Månen, mens deres rumfartøjer vendte tilbage til Jorden.

Astronauter fra Rusland, USA og Kina har gennemført EVA'er.



Hvad er formålet med en EVA?

En EVA udføres for en række praktiske og videnskabelige formål, for eksempel:

  • Montering og vedligehold af rumstationer, satellitter og instrumenter.
  • Reparationer, udskiftning af komponenter og nødhjælp ved funktionsfejl.
  • Videnskabelige undersøgelser og prøvetagning (fx måneprøver eller eksperimenter i vakuum).
  • Inspektioner af fartøjets yderside og opgave-specifikke operationer (fx installere antenner eller værktøj).

Typer af EVA

  • Rumvandring (spacewalk): EVA i kredsløb om Jorden, typisk fra rumstationer som ISS eller fra et rumfartøj.
  • Moonwalk: EVA på Månens overflade, som de berømte Apollo-missioner udførte.
  • Deep-space EVA: EVA udført under rejser mellem himmellegemer — fx de specifikke EVA'er, som nogle Apollo-missioner udførte i transearth-fasen.

Udstyr og sikkerhed

En EVA kræver specialiserede rumdragter og sikkerhedsprocedurer. Dragterne er små, selvstændige rumskibe, der:

  • giver ilt, temperaturkontrol og tryk,
  • beskytter mod mikrometeoroider og stråling i rimelig grad,
  • har kommunikationsudstyr og bevægelseshjælpemidler.

De mest kendte dragter er USA's EMU (Extravehicular Mobility Unit) og Ruslands Orlan. Kina har brugt sin egen model, som blev demonstreret ved den første kinesiske rumvandring.

Før en EVA følger astronauterne en nøje plan: lufttrykket i luftslussen sænkes gradvist og ofte kombineret med forhåndsiltning (pre-breathe) for at undgå dykkersyge (dekompressionssygdom). De er sikret med kabler (tethers) og nogle bærbare sikkerhedssystemer som SAFER for at kunne komme tilbage, hvis de kommer i problemer.

Træning

Astronauter træner grundigt for at kunne arbejde effektivt i vægtløshed. Typiske træningsteknikker omfatter:

  • Øvelser i store bassiner (Neutral Buoyancy Lab) for at simulere vægtløshed under vand,
  • brug af virtuelle simuleringer og mock-ups af rumfartøjer,
  • paraboliske flyvninger for korte perioder med vægtløshed.

Historiske højdepunkter

De første rumvandringer fandt sted i 1960'erne: den sovjetiske kosmonaut Alexei Leonov var den første til at forlade sit fartøj i 1965, og kort efter udførte den amerikanske astronaut Ed White også en berømt rumvandring samme år. Siden da har EVA'er været afgørende for opbygningen af rumstationer, reparation af satellitter (fx Hubble-teleskopet) og videnskabelige missioner på Månen.

Praktiske forhold under en EVA

En typisk EVA varer flere timer — ofte mellem fire og otte timer afhængigt af opgaven og iltforbruget i dragtens livsstøttesystem. Arbejdet planlægges minut for minut, men astronauter trænes også i at improvisere ved uforudsete problemer.

Moderne anvendelse

I dag er EVA'er mest kendt fra arbejde på Den Internationale Rumstation (ISS), hvor de er nødvendige for installation, inspektion og reparation. Fremtidige månemissioner og planlagte bemandede rejser til Mars vil også kræve avancerede EVA-teknikker, nye dragter og nye procedurer.

Afsluttende bemærkning

Ekstravehikulær aktivitet er en af rumfartens mest synlige og teknisk udfordrende operationer. Den kombinerer avanceret udstyr, grundig træning og nøje planlægning for at gøre det muligt for mennesker at arbejde sikkert uden for deres fartøjer — både i lav jordkredsløb, i dybt rum og på andre himmellegemer.