I matematikken er en injektiv funktion en funktion f : A → B med følgende egenskab. For hvert element b i kodomænet B findes der højst ét element a i domænet A, således at f(a)=b.
Udtrykket injektion og de beslægtede udtryk surjektion og bijektion blev introduceret af Nicholas Bourbaki. I 1930'erne udgav han og en gruppe af andre matematikere en række bøger om moderne avanceret matematik.
En injektiv funktion kaldes ofte en 1-1-funktion. En 1-1 korrespondance er imidlertid en bijektiv funktion (både injektiv og surjektiv). Dette er forvirrende, så vær forsigtig.
Formel definition og ækvivalente udsagn
Definition: En funktion f: A → B er injektiv, hvis for alle x, y i A gælder
- hvis f(x) = f(y), så x = y.
Dette udsagn bruges ofte i beviser: man antager f(x) = f(y) og viser, at det nødvendigvis følger, at x = y.
Ækvivalente og nyttige karakteriseringer:
- Ingen kollisioner: To forskellige elementer i A kan ikke sendes til samme element i B.
- Venstrainvers: Der findes en funktion g: f(A) → A med g(f(a)) = a for alle a i A. (Dvs. f har en venstre-invers, når man betragter billedet f(A) som kodomæne.)
- For endelige mængder: Hvis A og B er endelige, så er f injektiv præcis når |A| ≤ |B|. Hvis |A| = |B|, så er injektivitet ækvivalent med bijektivitet.
Hvordan afgør man injektivitet i praksis?
- Algebraisk test: Vis at f(x) = f(y) giver x = y ved at manipulere ligningen.
- Grafisk test (funktioner R→R): Brug det såkaldte horizontal line test: Grafen for f er injektiv, hvis og kun hvis enhver vandret linje møder grafen højst én gang.
- Afledt for differentiable funktioner: Hvis f'(x) > 0 eller < 0 for alle x i et interval, er f strengt monotont og dermed injektiv på det interval. (Omvendt giver f' skift tegn ikke automatisk non-injektivitet, men det er en indikator.)
- Lineære afbildninger: Et lineært kort (lineær transformation) T: V → W er injektiv præcis når kernel(T) = {0}.
Eksempler
- Injektiv: f(x) = 2x fra ℝ til ℝ er injektiv, fordi 2x1 = 2x2 ⇒ x1 = x2.
- Ikke injektiv (på ℝ): f(x) = x² fra ℝ til ℝ er ikke injektiv, da f(1) = f(−1) = 1. Men f er injektiv, hvis man begrænser domænet til [0, ∞).
- Injektiv men ikke surjektiv: f: ℕ → ℕ givet ved f(n) = n+1 er injektiv (ingen to tal har samme billede), men 1 er ikke i billedet, så den er ikke surjektiv.
- Ikke injektiv (konstant funktion): En konstant funktion f(x) = c er kun injektiv hvis domænet består af ét element.
- Eksponentiel funktion: exp: ℝ → (0, ∞) er injektiv, fordi exp(x1) = exp(x2) ⇒ x1 = x2 (logaritmen giver invers).
- Trigonometriske funktioner: f(x) = sin(x) er ikke injektiv på ℝ, fordi funktionen gentager sig periodisk.
Sammensætning og inverser
- Hvis f: A → B og g: B → C er injektive, så er sammensætningen g ∘ f injektiv.
- Hvis g ∘ f er injektiv, følger det, at f må være injektiv, men g behøver ikke være det.
- Hvis f er injektiv, så har f en venstre-invers på billedet f(A), dvs. en funktion g: f(A) → A med g(f(a)) = a. Hvis f også er surjektiv (dvs. bijektiv), så har den en global invers f^{-1}: B → A.
Vigtige bemærkninger og almindelige faldgruber
- Udtrykket "1-1-funktion" forstås ofte som injektiv, men sætningen "1-1 korrespondance" kan referere til en bijektion. Vær opmærksom på konteksten.
- Injektivitet afhænger af både funktionens forskrift og de angivne domæne- og kodomæner. Den samme forskrift kan være injektiv for ét domæne, men ikke for et andet (fx x² på ℝ vs. [0, ∞)).
- For uendelige mængder kan der findes injektive funktioner mellem mængder med forskellig kardinalitet; begrebet kræver derfor forsigtighed når man taler om "størrelse" af uendelige mængder.
Anvendelser
Injektive funktioner er centrale i mange dele af matematikken: i løsning af ligninger (injektive funktioner har højst én løsning for hvert b), i algebra (isomorfier er bijektioner, hvor injektivitet sikrer, at strukturen bevares uden sammenfald), i analyse (monotone funktioner, invers funktion), og i kombinatorik og mængdelære (sammenligning af kardinaliteter).
Samlet set er forståelsen af injektive funktioner grundlæggende for at analysere, hvornår to elementer fra domænet kan adskilles af deres billeder i kodomænet — det vil sige, hvornår en funktion er "entydig" i sin afbildning.





