Hundredårskrigen: Krigen mellem Frankrig og England 1337–1453
Hundredårskrigen 1337–1453: episk middelalderkonflikt mellem Frankrig og England om tronefølge, magt og nationale grænser — dybdegående historie og analyser.
Hundredårskrigen blev udkæmpet mellem Frankrig og England i slutningen af middelalderen fra 1337 til 1453. Krigen var ikke sammenhængende kamp i alle årene, men en række krige, skærmydsler og diplomatiske forviklinger over en periode på 116 år.
Baggrund
Da Karl 4. af Frankrig døde i 1328 uden en umiddelbar mandlig arving, opstod en arvestrid. Edward III af England gjorde krav på den franske trone gennem sin mor, Isabella af Frankrig, som var datter af Philip IV. Franskmændene valgte i stedet Filip VI af Frankrig, en fætre af den afdøde konge. Argumentet fra den franske side hvilede delvist på den saliske lov, som blev fortolket som forhindrende arvefølge gennem kvinder, og dermed afviste Edwars krav. Kombinationen af dynastiske krav, territorielle interesser (især engelske besiddelser i Frankrig) og økonomiske spændinger førte til krig.
Forløb og faser
Krigsforløbet deles ofte i flere større faser:
- Edwardianske krig (1337–1360) – tidlige engelske sejre og berømte slag som Crécy (1346) og Poitiers (1356), hvor den franske konge Jean II blev taget til fange.
- Caroliniske fase (1369–1389) – fransk generobring under Charles V, som genvandt meget af det tabte.
- Lancastrianske fase (1415–1453) – under ledelse af engelske konger som Henrik V oplevede England tidlige triumfer, især Slaget ved Agincourt (1415), men mod slutningen vendte krigen til fransk fordel, delvis inspireret af nationale opvågninger og figurer som Jeanne d’Arc.
Der var også perioder med våbenhvile og traktater, fx fredsaftalen i Brétigny (1360), som gav betydelige landbesiddelser til England, men som senere blev annulleret i løbet af genoptagede kamphandlinger.
Vigtige slag og begivenheder
- Slaget ved Crécy (1346) – engelsk sejr, hvor den engelske langbue spillede en afgørende rolle.
- Slaget ved Poitiers (1356) – englænderne fangede den franske konge Jean II, hvilket førte til politisk ustabilitet i Frankrig.
- Brétigny-traktaten (1360) – midlertidig pause, hvor England fik store områder i Frankrig.
- Slaget ved Agincourt (1415) – en af de mest berømte engelske sejre under Henrik V.
- Oprøret og vendepunktet i 1429 – Jeanne d’Arc ledede franske styrker til at løfte belejringen af Orléans og få kronekronen for Charles VII i Reims; dette var et afgørende moralsk og strategisk vendepunkt.
- Slaget ved Castillon (1453) – ofte betragtet som krigens endelige slag, hvor franskmændene sikrede kontrollen over det sidste store engelske territorium i det sydvestlige Frankrig; England bevarede dog Calais indtil 1558.
Militær udvikling og samfundsmæssige konsekvenser
Hundredårskrigen ændrede krigføringen og samfundsstrukturer i begge lande. Nogle væsentlige udviklinger var:
- Langbuen og nye taktikers betydning til skade for den traditionelle rytterskammer; senere kom kanoner og skydevåben gradvist i brug.
- Øget brug af hyrde- og professionelle soldater samt lejesoldater, hvilket bidrog til svækkelse af det traditionelle feudale krigssystem.
- Større skattebyrder, økonomisk udmattelse og sociale forandringer i både Frankrig og England, herunder øget centralisering af magten i begge kongeriger for at finansiere krigsførelsen.
- Fremvækst af tidlige former for national identitet, især i Frankrig, hvor kampen mod en udenlandsk konge bidrog til en stærkere følelse af fælles fransk identitet.
Afslutning og betydning
Selvom krigen officielt sluttede i 1453 med fransk sejr og genvinding af næsten alle engelske besiddelser bortset fra Calais, var arven kompleks: ændringer i militær teknologi, styrkede kongeembeder, økonomiske omvæltninger og kulturelle følger. Hundredårskrigen markerer overgangen fra højmiddelalderens feudale struktur til tidlig moderne statsdannelse i Vesteuropa.
Kort over krigen i tidsskala.
Start
Da krigen startede, var Frankrig stærkere end England, da det var rigere. Franske riddere og tungt kavaleri havde også et godt militært ry i hele kristendommen. Desuden havde Frankrig omkring 17 millioner indbyggere, mens England kun havde omkring 4 millioner indbyggere. Frankrig var dog et decentraliseret feudalmonarki i middelalderen, og derfor var det mindre forenet end England. Frankrig havde en alliance med Skotland og Bøhmen, og England blev støttet af dele af Nederlandene og af nogle regioner i Frankrig, der var loyale over for de engelske Plantagenet-konger.
Englænderne vandt en stor sejr til søs i slaget ved Sluys i 1340, som forhindrede Frankrig i at invadere England. Det meste af resten af krigen blev udkæmpet i Frankrig. England vandt derefter en overvældende sejr i slaget ved Crécy i 1346 mod alle odds. Brugen af den engelske langbue og pæle mod det franske kavaleri spillede en afgørende rolle i denne sejr.
Våbenhvile
Fra 1348 til 1356 var der meget få kampe, fordi den sorte død dræbte mange mennesker i England og endnu flere mennesker i Frankrig. Edward, den sorte prins, vandt derefter en strålende sejr for England i slaget ved Poitiers. Kong Johannes II af Frankrig blev taget til fange under slaget. Englænderne invaderede Frankrig igen, men det lykkedes dem ikke at indtage flere byer. En våbenhvile i 1360 gav England omkring en fjerdedel af Frankrig. Den første del af Hundredårskrigen kaldes Edwardian War.
Genstart
Krigen begyndte igen i 1369. Den nye konge Karl V af Frankrig havde mere succes, med Bertrand du Guesclin som sin bedste ridder. Frankrig allierede sig med Castilien mod England og Portugal, og nogle af kampene spredte sig til Spanien og Portugal. Frankrig vandt det meste af det land tilbage, som var blevet givet til England, og Bertrand du Guesclin vandt store franske sejre i slaget ved Cocherel og ved Pontvallain. Der fulgte en fred fra 1389 til 1415. Anden del af krigen kaldes karolineskrigen.
Henrik V
Den mest berømte del af krigen begyndte i 1415, da Henrik V af England invaderede Frankrig og vandt det berygtede slag ved Agincourt, igen på grund af hans fantastiske langbueskytter. En stor del af den franske adel siges at være blevet dræbt i slaget. Kong Karl VI af Frankrig var sindssyg og ude af stand til at regere, og næsten alle hans sønner døde som unge.
Den franske dronning, Isabeau af Bayern, giftede en af sine døtre med Henrik V og underskrev Troyes-traktaten for at gøre Henrik V til den næste konge af Frankrig. Både Henrik V og Karl VI døde omkring samme tid i 1422. Englænderne mente, at Henrik V's søn, Henrik VI af England, nu var den retmæssige konge af Frankrig, og mange franskmænd var enige.
Karl VII
Karl VI's sidste søn, Karl VII af Frankrig, sagde, at han burde være den nye konge, men mange franskmænd mente, at han ikke fortjente at blive konge, fordi de mente, at han var en horeunge.
Englænderne fortsatte med at erobre land i Frankrig og indgik en alliance med Burgund. De vandt endnu en stor sejr i slaget ved Verneuil, men i 1429 førte Jeanne d'Arc franskmændene til succes ved belejringen af Orleans. I slaget ved Patay samme år vandt franske riddere under ledelse af La Hire en stor sejr, og det tunge kavaleri dræbte de fleste af de erfarne engelske langbueskytter. Jeanne genvandt mange byer i det nordøstlige Frankrig og bragte Karl 7. til sin kroning, men hun genvandt ikke Paris.
Hun blev taget til fange af burgunderne i 1430, dømt for kætteri og brændt på bålet i 1431. Efter hendes død fortsatte franskmændene med at generobre deres område stykke for stykke. Frankrig vandt diplomatisk i 1435 med Arras-traktaten, som fik Burgund til at holde op med at være en engelsk allieret og slutte fred med franskmændene. I 1450 vandt Frankrig endnu en stor sejr i slaget ved Formigny og generobrede Normandiet.
Slut
Krigen sluttede i 1453 med en knusende sejr til franskmændene i slaget ved Castillon, hvor næsten 300 kanoner, fremstillet af Jean Bureau og hans bror Gaspard, blev brugt for første gang i et slag. Den tredje og sidste del af krigen kaldes den Lancastriske Krig.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad var Hundredårskrigen?
A: Hundredårskrigen var en konflikt, der blev udkæmpet mellem Frankrig og England i slutningen af middelalderen fra 1337 til 1453.
Q: Hvor længe varede krigen?
Svar: Krigen varede i 116 år.
Spørgsmål: Hvad var årsagen til Hundredårskrigen?
Svar: Hundredårskrigen begyndte, da Karl IV af Frankrig døde i 1328 uden en umiddelbar mandlig arving, hvilket fik Edward III af England til at tro, at han havde ret til at blive konge af Frankrig gennem sin mor. Da fransk lov forhindrede kvinder i at regere eller overføre rettigheder til deres sønner, gik begge lande i krig på grund af denne uenighed.
Spørgsmål: Hvem var Karl IV af Frankrig?
Svar: Karl IV af Frankrig var den konge, der døde i 1328 uden en umiddelbar mandlig arving, hvilket førte til starten på Hundredårskrigen.
Spørgsmål: Hvem mente, at de havde ret til at blive konge af Frankrig efter Karl IV's død?
Svar: Edward III af England mente, at han havde ret til at blive konge af Frankrig gennem sin mor efter Karl IV's død.
Spørgsmål: Hvorfor tillod fransk lov ikke, at kvinder kunne regere eller overdrage rettigheder til deres sønner?
Svar: Den franske lovgivning forbød kvinder at regere eller overføre rettigheder, fordi den fulgte den saliske lov, som fastslog, at kun mænd kunne arve jord og titler.
Spørgsmål: Hvad skete der som følge af denne uenighed mellem England og Frankrig?
A: Som følge af denne uenighed mellem England og Frankrig gik begge lande i krig med hinanden og indledte det, der er kendt som Hundredårskrigen.
Søge