Hundredårskrigen: Krigen mellem Frankrig og England 1337–1453

Da krigen startede, var Frankrig stærkere end England, da det var rigere. Franske riddere og tungt kavaleri havde også et godt militært ry i hele kristendommen. Desuden havde Frankrig omkring 17 millioner indbyggere, mens England kun havde omkring 4 millioner indbyggere. Frankrig var dog et decentraliseret feudalmonarki i middelalderen, og derfor var det mindre forenet end England. Frankrig havde en alliance med Skotland og Bøhmen, og England blev støttet af dele af Nederlandene og af nogle regioner i Frankrig, der var loyale over for de engelske Plantagenet-konger.

Englænderne vandt en stor sejr til søs i slaget ved Sluys i 1340, som forhindrede Frankrig i at invadere England. Det meste af resten af krigen blev udkæmpet i Frankrig. England vandt derefter en overvældende sejr i slaget ved Crécy i 1346 mod alle odds. Brugen af den engelske langbue og pæle mod det franske kavaleri spillede en afgørende rolle i denne sejr.

Fra 1348 til 1356 var der meget få kampe, fordi den sorte død dræbte mange mennesker i England og endnu flere mennesker i Frankrig. Edward, den sorte prins, vandt derefter en strålende sejr for England i slaget ved Poitiers. Kong Johannes II af Frankrig blev taget til fange under slaget. Englænderne invaderede Frankrig igen, men det lykkedes dem ikke at indtage flere byer. En våbenhvile i 1360 gav England omkring en fjerdedel af Frankrig. Den første del af Hundredårskrigen kaldes Edwardian War.

Krigen begyndte igen i 1369. Den nye konge Karl V af Frankrig havde mere succes, med Bertrand du Guesclin som sin bedste ridder. Frankrig allierede sig med Castilien mod England og Portugal, og nogle af kampene spredte sig til Spanien og Portugal. Frankrig vandt det meste af det land tilbage, som var blevet givet til England, og Bertrand du Guesclin vandt store franske sejre i slaget ved Cocherel og ved Pontvallain. Der fulgte en fred fra 1389 til 1415. Anden del af krigen kaldes karolineskrigen.

Den mest berømte del af krigen begyndte i 1415, da Henrik V af England invaderede Frankrig og vandt det berygtede slag ved Agincourt, igen på grund af hans fantastiske langbueskytter. En stor del af den franske adel siges at være blevet dræbt i slaget. Kong Karl VI af Frankrig var sindssyg og ude af stand til at regere, og næsten alle hans sønner døde som unge.

Den franske dronning, Isabeau af Bayern, giftede en af sine døtre med Henrik V og underskrev Troyes-traktaten for at gøre Henrik V til den næste konge af Frankrig. Både Henrik V og Karl VI døde omkring samme tid i 1422. Englænderne mente, at Henrik V's søn, Henrik VI af England, nu var den retmæssige konge af Frankrig, og mange franskmænd var enige.

Karl VI's sidste søn, Karl VII af Frankrig, sagde, at han burde være den nye konge, men mange franskmænd mente, at han ikke fortjente at blive konge, fordi de mente, at han var en horeunge.

Englænderne fortsatte med at erobre land i Frankrig og indgik en alliance med Burgund. De vandt endnu en stor sejr i slaget ved Verneuil, men i 1429 førte Jeanne d'Arc franskmændene til succes ved belejringen af Orleans. I slaget ved Patay samme år vandt franske riddere under ledelse af La Hire en stor sejr, og det tunge kavaleri dræbte de fleste af de erfarne engelske langbueskytter. Jeanne genvandt mange byer i det nordøstlige Frankrig og bragte Karl 7. til sin kroning, men hun genvandt ikke Paris.

Hun blev taget til fange af burgunderne i 1430, dømt for kætteri og brændt på bålet i 1431. Efter hendes død fortsatte franskmændene med at generobre deres område stykke for stykke. Frankrig vandt diplomatisk i 1435 med Arras-traktaten, som fik Burgund til at holde op med at være en engelsk allieret og slutte fred med franskmændene. I 1450 vandt Frankrig endnu en stor sejr i slaget ved Formigny og generobrede Normandiet.

Krigen sluttede i 1453 med en knusende sejr til franskmændene i slaget ved Castillon, hvor næsten 300 kanoner, fremstillet af Jean Bureau og hans bror Gaspard, blev brugt for første gang i et slag. Den tredje og sidste del af krigen kaldes den Lancastriske Krig.