Langbue – definition, historie og konstruktion af middelalderens bue
Langbue – opdag middelalderens dødelige bue: historie, konstruktion, taktikker og materialer. Fra mesolitiske rødder til kampens hagl af pile.
En langbue er en type bue brugt til krig og jagt. Den var måske ikke lige så kraftfuld som en armbrøst, men den kunne affyre flere pile i minuttet og var relativt billig at anskaffe og vedligeholde. Det grundlæggende udstyr kunne let masseproduceres, og veludførte pile med metalspidser kunne trænge gennem mange former for panser — kun den tungeste rustning stod imod ved nærkamp. Bueskytterne (langbueskytterne) bar ofte et ekstra våben, typisk en stridsøkse eller dolk, til brug når fjenden kom tæt på.
Historie og udbredelse
Langbuen var et centralt våben i middelalderen og blev brugt i Europa frem til begyndelsen af 1500-tallet, hvor ildvåben gradvist overtog rollen. Langbuer kendes dog helt tilbage til den mesolitiske periode, og fund viser, at bueteknologi har lange rødder i Europa. I senmiddelalderen blev langbuen særlig kendt gennem engelske langbueskytter, som spillede en afgørende rolle i slag som Crécy (1346), Poitiers (1356) og Agincourt (1415).
Konstruktion
Den klassiske europæiske langbue var ofte lavet af et enkelt stykke træ (en såkaldt "self bow"). Det mest eftertragtede træ var barlind (benved, Taxus baccata), men andre træsorter kunne også bruges. Et vellykket langt bue-stykke kombinerer to forskellige træegenskaber:
- Den side, der vender mod skytten (buenes bug/indre side), består ofte af det blødere splintved, som tåler stræk.
- Den side, der vender mod målet (ryggen), består af det hårdere kernetræ, som tåler kompression.
Den korrekte sammensætning af splint- og kernetræ giver buen både styrke og fleksibilitet. Buen blev formet og hultret omhyggeligt, ofte om vinteren når træet var "dødt" og mindre saftigt. Brug af træ af høj kvalitet og korrekt tørring var vigtigt for at undgå, at buen brækkede.
Pile, spidser og rækkevidde
Pilene til langbuen var lange og kraftige — typisk 75–90 cm lange — og kunne have forskellige spidstyper afhængigt af formålet. En almindelig kamp-pil kunne være forsynet med et bodkin-spyd (en slank stålspids) designet til at trænge igennem ringbrynje og nogle typer pladeudrustning på korte afstande. I praksis gav langbuen en effektiv rækkevidde på omkring 100–200 meter for masseskydning; ved lange skud (flights) kunne pile flyve længere, men med mindre gennemslagskraft.
Taktik, træning og skydefrekvens
Langbueskytter var ofte organiseret i grupper og skød samordnet i salver. Pile regnede ned over fjendens rækker og kunne skabe panik, nedbryde rytteri eller bryde op formationer. For at beskytte sig mod kavalleri anvendte langbueskytter ofte palisader af stokke (særligt i engelsk tjeneste ved Agincourt), og de stillede sig i flankerne eller foran hovedstyrkerne.
At mestre langbuen krævede mange års træning fra ung alder; nogle lande, fx England, havde love og sædvaner, som opfordrede eller påbød regelmæssig båd- og skydetræning. En erfaren langbueskyt kunne affyre omkring 6–12 pile i minuttet under kampforhold — dygtige bueskytter nåede ofte omkring 10 pr. minut ved kortere seancer.
Styrker og begrænsninger
- Fordele: Høj skudhastighed, relativt lav produktionspris, taktisk fleksibilitet og god rækkevidde til masseild.
- Ulemper: Krævede lang træning og fysisk styrke (høje dragvægt), effektiviteten faldt mod stærkt pladepanser og over lange afstande, og teknik var arbejdskrævende at vedligeholde.
Afskaffelse og eftertid
I løbet af 1500-tallet og frem blev langbuen gradvist fortrængt af skydevåben — musketter og andet geværvåben — som havde større gennemslagskraft mod rustning og ikke krævede lige så meget træningstid. Alligevel har langbuen bevaret en plads i kulturhistorien og i moderne historisk bueskydning og rekonstruktioner.
Samlet set var langbuen et effektivt, praktisk og ofte afgørende våben i mange middelalderlige felttog, kombineret med enkel konstruktion og stor taktisk anvendelighed.
Kamp med langbuer
En langbue
Historie
Waliserne var det første folk, der brugte langbuer. I 633 e.Kr. blev Offrid, søn af Edwin, konge af Northumbria, dræbt af en pil skudt af en walisisk langbue. Det var under et slag mellem waliserne og Mercianerne - mere end fem århundreder før der er nogen dokumentation for brugen af en sådan i England. På trods af dette er våbnet mere kendt som den "engelske langbue" end den "walisiske langbue".
I middelalderen var englænderne og waliserne berømte for deres meget kraftfulde walisiske langbuer. De blev brugt med stor effekt i periodens borgerkrige og mod franskmændene i Hundredårskrigen (med bemærkelsesværdig succes i slagene ved Crécy (1346), Poitiers (1356) og Agincourt (1415)).
Gennemsnitslængden af de pileskæfter, der blev fundet fra Mary Rose's forlis i 1545, er 75 cm / 30 tommer.
Buerne var ret nemme og hurtige at fremstille, men de var ret dødbringende og kunne gå igennem rustninger.
En langbue har praktiske fordele i forhold til en moderne recurve- eller compoundbue; den er normalt lettere, hurtigere at forberede til skydning og skyder mere stille. Men alt andet lige vil den moderne bue skyde en hurtigere pil mere nøjagtigt end langbuen.
Virkninger på det menneskelige legeme
Bueskytterne måtte øve sig i mange år, før de kunne skyde godt med en langbue. Langbuer er også meget stærke. Det gjorde bueskytternes kroppe anderledes end andre menneskers kroppe. Skeletterne fra middelalderens bueskytter er anderledes end andre menneskers skeletter. Arm- og skulderknoglerne er tykke og lidt bøjede. Disse knogler støttede de store muskler, der voksede på bueskytternes arme og rygge, når de øvede sig med buen. På nogle bueskytter var højre skulder højere end venstre skulder. Det skyldes, at bueskytterne næsten altid skød på samme side. De skiftede ikke hånd.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er en langbue?
A: En langbue er en type bue, der hovedsageligt blev brugt i middelalderen indtil 1500-tallet. Den blev fremstillet af et enkelt stykke slidstærkt, fleksibelt træ, ofte fra et jyve-træ.
Spørgsmål: Hvordan var den sammenlignet med en armbrøst?
A: Langbuen var måske ikke så stærk som en armbrøst, men den kunne skyde flere pile pr. minut.
Spørgsmål: Hvilken slags rustning kunne stoppe den?
A: Kun den stærkeste rustning ville kunne stoppe en pil, der blev skudt fra en langbue.
Spørgsmål: Hvilket andet våben havde bueskytter normalt på sig?
A: Bueskytter (langbueskytter) havde normalt et andet våben, ofte en stridsøkse, hvis kampene kom tæt på dem.
Spørgsmål: Hvordan blev langbuen konstrueret?
A: Langbuen var konstrueret således, at den ene side, der vendte mod målet, var lavet af fleksibelt splintved, mens bugen (som vendte mod bueskytten) var rund og lavet af stærkt kernetræ (fra midten af et træ).
Spørgsmål: Hvordan brugte grupper af bueskytter deres våben sammen?
A: Grupper af langbueskytter skød på samme tid, og deres pile faldt ned som hagl, hvilket ofte skræmte fjenderne væk.
Spørgsmål: Hvornår blev langbuer først brugt i Europa?
Svar: Langbuer er blevet fundet i Europa helt tilbage til den mesolitiske periode.
Søge