En langbue er en type bue brugt til krig og jagt. Den var måske ikke lige så kraftfuld som en armbrøst, men den kunne affyre flere pile i minuttet og var relativt billig at anskaffe og vedligeholde. Det grundlæggende udstyr kunne let masseproduceres, og veludførte pile med metalspidser kunne trænge gennem mange former for panser — kun den tungeste rustning stod imod ved nærkamp. Bueskytterne (langbueskytterne) bar ofte et ekstra våben, typisk en stridsøkse eller dolk, til brug når fjenden kom tæt på.

Historie og udbredelse

Langbuen var et centralt våben i middelalderen og blev brugt i Europa frem til begyndelsen af 1500-tallet, hvor ildvåben gradvist overtog rollen. Langbuer kendes dog helt tilbage til den mesolitiske periode, og fund viser, at bueteknologi har lange rødder i Europa. I senmiddelalderen blev langbuen særlig kendt gennem engelske langbueskytter, som spillede en afgørende rolle i slag som Crécy (1346), Poitiers (1356) og Agincourt (1415).

Konstruktion

Den klassiske europæiske langbue var ofte lavet af et enkelt stykke træ (en såkaldt "self bow"). Det mest eftertragtede træ var barlind (benved, Taxus baccata), men andre træsorter kunne også bruges. Et vellykket langt bue-stykke kombinerer to forskellige træegenskaber:

  • Den side, der vender mod skytten (buenes bug/indre side), består ofte af det blødere splintved, som tåler stræk.
  • Den side, der vender mod målet (ryggen), består af det hårdere kernetræ, som tåler kompression.

Den korrekte sammensætning af splint- og kernetræ giver buen både styrke og fleksibilitet. Buen blev formet og hultret omhyggeligt, ofte om vinteren når træet var "dødt" og mindre saftigt. Brug af træ af høj kvalitet og korrekt tørring var vigtigt for at undgå, at buen brækkede.

Pile, spidser og rækkevidde

Pilene til langbuen var lange og kraftige — typisk 75–90 cm lange — og kunne have forskellige spidstyper afhængigt af formålet. En almindelig kamp-pil kunne være forsynet med et bodkin-spyd (en slank stålspids) designet til at trænge igennem ringbrynje og nogle typer pladeudrustning på korte afstande. I praksis gav langbuen en effektiv rækkevidde på omkring 100–200 meter for masseskydning; ved lange skud (flights) kunne pile flyve længere, men med mindre gennemslagskraft.

Taktik, træning og skydefrekvens

Langbueskytter var ofte organiseret i grupper og skød samordnet i salver. Pile regnede ned over fjendens rækker og kunne skabe panik, nedbryde rytteri eller bryde op formationer. For at beskytte sig mod kavalleri anvendte langbueskytter ofte palisader af stokke (særligt i engelsk tjeneste ved Agincourt), og de stillede sig i flankerne eller foran hovedstyrkerne.

At mestre langbuen krævede mange års træning fra ung alder; nogle lande, fx England, havde love og sædvaner, som opfordrede eller påbød regelmæssig båd- og skydetræning. En erfaren langbueskyt kunne affyre omkring 6–12 pile i minuttet under kampforhold — dygtige bueskytter nåede ofte omkring 10 pr. minut ved kortere seancer.

Styrker og begrænsninger

  • Fordele: Høj skudhastighed, relativt lav produktionspris, taktisk fleksibilitet og god rækkevidde til masseild.
  • Ulemper: Krævede lang træning og fysisk styrke (høje dragvægt), effektiviteten faldt mod stærkt pladepanser og over lange afstande, og teknik var arbejdskrævende at vedligeholde.

Afskaffelse og eftertid

I løbet af 1500-tallet og frem blev langbuen gradvist fortrængt af skydevåben — musketter og andet geværvåben — som havde større gennemslagskraft mod rustning og ikke krævede lige så meget træningstid. Alligevel har langbuen bevaret en plads i kulturhistorien og i moderne historisk bueskydning og rekonstruktioner.

Samlet set var langbuen et effektivt, praktisk og ofte afgørende våben i mange middelalderlige felttog, kombineret med enkel konstruktion og stor taktisk anvendelighed.