Karl 7. af Frankrig (22. februar 1403 - 22. juli 1461) var konge af Frankrig fra 1422 til sin død. Hans regeringstid fylder et vigtigt skift i fransk historie: fra et land næsten delt af indre splid og fremmed herredømme til en stærkere centralmagt, der genvandt størstedelen af territoriet. Han blev formelt kronet i Reims i 1429, men indtil da kontrollerede han kun dele af kongeriget, bl.a. omkring Bourges, hvorfor han undertiden blev kaldt "konge af Bourges".

Tidlige år og arveret

Karl var søn af Karl VI af Frankrig. I 1420 sikrede traktaten i Troyes, indgået mellem Frankrigs regering og den engelske konge, at den engelske konge og hans arvinger skulle sidde på den franske trone — en aftale, der i praksis gjorde Karl arveløs i øjnene på mange europæiske magter. Da Karl VI døde i 1422 erklærede den franske part, der støttede Dauphinen Karl, ham dog som konge (Karl VII), mens englænderne og deres franske allierede anerkendte den engelske konge og hans søn.

Jeanne d'Arc og vendepunktet

Jeanne d'Arc trådte ind i billedet. Hun overbeviste Karl om at føre øget handling, deltog i lettelsen af belejringen af Orléans og førte korstogslignende felttog, som banede vejen for Karls rejse til Reims og hans kroning. Jeanne blev senere fanget af burgunderne, solgt til englænderne og dømt for kætteri; hun blev brændt på bålet i 1431. Karl er blevet kritiseret for ikke at sikre hendes løsesum eller forhindre hendes henrettelse — historikere peger på politiske, diplomatiske og finansielle begrænsninger i hans regeringstid som årsager.

Fra lejetropper til en fast hær og statsopbygning

Efter Jeanne d'Arcs tid gennemførte Karl en række reformer, som lagde grundlaget for en moderne centralstat. Han styrkede kongens kontrol over administrationen, forbedrede skattevæsenet og indførte faste ordninger for hæren. En væsentlig forandring var opbygningen af mere permanente, royale styrker (de tidlige former for stående hær), hvilket reducerede afhængigheden af lejetropper og vasaller. Økonomisk støtte kom blandt andet fra fremtrædende finansfolk som Jacques Cœur, som hjalp med at stabilisere kronens finanser.

Diplomati, forsoning med Burgund og krigens afslutning

Karl brugte også diplomati effektivt. Den vigtigste politiske sejr var forsoningen med hertugen af Burgund ved Traktaten i Arras i 1435, som brød Burgunds alliance med englænderne og isolerede de engelske besiddelser i Frankrig. Over de næste årtier generobrede franske tropper gradvist områder i det nordvestlige og sydvestlige Frankrig. Den militære afslutning kom i 1453 ved slaget ved Castillon, og Hundredårskrigen sluttede reelt samme år. Englænderne blev i det væsentlige slået ud af det franske fastland og blev kun efterladt med et lille område omkring Calais, som de beholdt i århundreder efter.

Eftermæle

Karl VII efterlod et stærkere og mere centraliseret Frankrig. Hans regeringstid ses som starten på den langsomme omdannelse fra et feudalt kongerige til en mere moderne statsmagt. Han initierede også den proces, der førte til en posthum rehabilitering af Jeanne d'Arc; i 1456 blev hun frikendt ved en genoprettende retssag, som delvist blev gennemført under hans myndighed. Karl efterfulgtes af sin søn, Ludvig XI, i 1461.

Vigtige punkter:

  • Konge 1422–1461; kronet i Reims 1429.
  • Var oprindeligt udkonkurreret af Troyes-traktaten, men genvandt legitimitet og magt.
  • Jeanne d'Arc var et centralt vendepunkt, men hendes fængsling og henrettelse var et trist kapitel i Karls regeringstid.
  • Gennem militære reformer, økonomisk styring og diplomati (især forsoningen med Burgund) genvandt Frankrig territorium; Hundredårskrigen sluttede under hans regering.