Det store brand i London 1666: årsager, forløb og konsekvenser

Den store brand i London fandt sted i det centrale London i 1666. Branden varede i knap fem dage, fra den 2. september til den 6. september.

Branden forårsagede hjemløshed for omkring 70.000 af byens ca. 80.000 indbyggere. Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange mennesker der omkom i branden; der findes kun få entydigt dokumenterede dødsfald. Mange af ofrene er ikke registreret, og nogle kan være blevet kremeret i flammerne, så der ikke er genkendelige rester tilbage. Branden truede det aristokratiske kvarter Westminster (det moderne West End), Charles II's palads Whitehall og mange forstadskvarterer, men nåede aldrig at ødelægge disse områder.

Årsager og begyndelse

Branden startede i Thomas Farriners (eller Farynors) bageri på Pudding Lane. Den begyndte lige efter midnat søndag den 2. september og voksede hurtigt på grund af tørke, stærk vind, smalle gader og mange træbygninger. Den samtidige bygningsmasse af tæt stillede, brændbare huse gjorde det let for ilden at sprede sig.

Datidens brandbekæmpelse bestod ofte i at lave brandbælter ved at rive huse ned omkring ilden for at stoppe dens fremgang. Det lykkedes herefter ikke hurtigt nok i dette tilfælde. Overborgmester Sir Thomas Bloodworth viste sig usikker og tøvende i de vigtige første timer, og da der endelig blev beordret nedrivninger, var det for sent til at stoppe den store spredning. Vagten i Tower of London brugte krudt til at lave egentlige brandbælter, hvilket hjalp med at forhindre ilden i at brede sig mod øst.

Forløb og udbredelse

Branden skubbede sig mandag mod nord ind i byens centrum. Mange borgere og myndigheder var chokerede; nogle mistænkte fremmede for at have startet branden — især franskmænd og hollændere, som på det tidspunkt var fjender i de engelsk-hollandske krige — og der opstod anklager og forfølgelse af enkelte udlændinge. Torsdag spredte ilden sig over store dele af byen, ødelagde St. Paul's Cathedral og krydsede floden Fleet. Branden var tæt på at sætte ild til Charles II's hof i Whitehall, men paladset undgik alvorlig skade.

Ødelæggelser og materielle tab

Den store brand hærgede den middelalderlige City of London. Historiske opgørelser anslår, at omkring 13.200 huse og et stort antal kirker og offentlige bygninger blev ødelagt. Ud over St. Paul's Cathedral gik mange sognekirker og handelsbygninger tabt. Selvom antallet af dokumenterede døde er lavt, var de materielle tab og det menneskelige lidelsesomfang enorme: tusinder mistede deres hjem og levebrød.

Sociale og økonomiske konsekvenser

De sociale og økonomiske følger var omfattende. Mange håndværkere, købmandsgilder og fabrikker mistede lager og værksteder, og byens økonomi led under kortsigtet kaos. Charles II og regeringens ledere var bekymrede for uroligheder blandt de hjemløse og opfordrede til ro og orden; kongen opfordrede desuden mange til midlertidigt at forlade London for at finde logi andre steder.

Som direkte følge af branden kom der nye regler for byggeri: træhuse blev i stigende grad erstattet af sten og murværk, og der blev vedtaget love for bredere gader og strengere byggeforskrifter. Mange radikale genopbygningsforslag — herunder planer for at lægge byens gader om i et helt nyt mønster — blev fremsat, men praktiske hensyn og ejendomsrettigheder betød, at London i vid udstrækning blev genopbygget på samme gadeplan som før. Genopbygningen blev reguleret gennem love og private aftaler, og Sir Christopher Wren og andre arkitekter fik ansvar for at genskabe flere af byens kirker, herunder den nye St. Paul’s.

En varig konsekvens var også udviklingen af forsikringsordninger mod brand – brandrisiko blev et centralt emne i byens handel og finansiering i årene efter.

Forbindelsen til pesten og samtidige kilder

Branden fulgte kun et år efter den store pest i 1665, som slog et stort antal af Londons indbyggere ihjel. Nogle samtidige og senere historikere har foreslået, at den omfattende brand kan have bidraget til at afslutte pestepidemien ved at ødelægge rotters og loppens levesteder, men dette er et komplekst spørgsmål, og sammenhængen er ikke entydigt bevist.

Kildemateriale og erindring

Meget af det, vi ved om brandens forløb og virkninger, bygger på samtidige beretninger. Den mest kendte øjenvidnebeskrivelse findes i Samuel Pepys' dagbog, hvor han detaljeret beskriver sine egne oplevelser: da branden startede, kiggede han ud af sit vindue, så branden og begyndte at skrive om den. Andre officielle optegnelser, domstolsprotokoller, kirkebøger og private breve supplerer billedet.

Brandens eftervirkninger formede Londons udvikling i årtierne efter 1666: både fysisk i form af nybyggeri og i form af nye institutioner, administrative procedurer og en ændret forståelse af byplanlægning og brandforebyggelse. Monumentet over den store brand (The Monument) blev senere rejst nær Pudding Lane som erindring om begivenheden.