Allegro er en tempomærkning i klassisk musik. Den angiver, at musikken skal spilles moderat hurtigt. I begyndelsen blev betegnelsen også brugt til at beskrive et stykkes karakter (fx lyst, livligt eller muntert), men fra det 18. århundrede er den primært blevet brugt som ren tempoangivelse. Allegro ligger hurtigere end Andante, men langsommere end Presto. Mange kilder angiver et omtrentlig tempo på mellem 120 og 168 slag i minuttet (BPM) for et stykke markeret Allegro, men tallet kan variere med periode, genre og komponist.

Historisk og sproglig variation

I ældre udgaver af partituret kan komponister give tempoangivelsen i forskellige sprog eller med forskellige ord for at understrege karakteren. For eksempel brugte komponister som Claude Debussy og Maurice Ravel ordet vite, Gustav Mahler skrev ofte Rasch (tysk for ’hurtigt’), og Benjamin Britten skrev nogle gange Quickly. Disse udtryk tjener samme funktion som Allegro, men kan bære nationale eller udtryksmæssige nuancer.

Tempo (BPM) og hvordan det måles

Angivelsen Allegro fortæller om tempoet, men ikke altid om pulsslaget (hvilken nodeværdi der tælles som ét slag). I de fleste tilfælde er kvartnoten (⁄4) pulsslaget, og BPM-tallet refererer til antallet af kvartnoter pr. minut. Metronomen, opfundet i begyndelsen af 1800-tallet (bl.a. brugt af komponister som Beethoven), gør det muligt at angive et præcist BPM-tal i partituret. Alligevel er mange tempoangivelser vejledende — fortolkning afhænger af stilperiode, ensemble og ønsket udtryk.

Varianter og nuanceringer

Allegro bruges ofte sammen med tillægsord, der præciserer karakteren:

  • Allegro assai — meget hurtigt.
  • Allegro ma non troppo — hurtigt, men ikke for hurtigt (ofte oversat: ’hurtigt, men ikke for meget’).
  • Allegro con brio — hurtigt og energisk (med kraft/vitalitet).
  • Allegro agitato — hurtigt og ophidset/uroligt.
  • Allegretto — mindre hurtigt end Allegro; ofte mere muntert og let.

Selvom visse betegnelser som Vivace eller Presto teknisk ligger uden for Allegro-området, bruges de nogle gange i overlap for at beskrive meget livlige tempi.

Allegro som del af større form

I sonate- og symfoniformen er første sats ofte markeret Allegro (eller en variant heraf), fordi formen kræver en energisk begyndelse. Eksempler i repertoiret viser, hvordan Allegro kan danne ramme om både elegante klassiske satser og voldsomme romantiske udbrud — eller blive brugt som titel, fx Allegro barbaro af Bela Bartok, hvor betegnelsen både angiver tempo og stærk karakter.

Praktiske råd for udøvere

  • Vær opmærksom på taktarten og hvad der tælles som pulsslag — i nogle stykker føles tempoet anderledes, fordi den taktdele, der tælles, er en halv- eller ottendedelspuls.
  • Brug metronomangivelser som udgangspunkt, men lad stil, frasering og ensemblebalance påvirke den endelige beslutning.
  • Undersøg samtidige kilder og historiske opførelser for at få indtryk af, hvordan tempoet blev opfattet i komponistens tid.
  • I orkester- eller kammermusik er kommunikation og fælles puls vigtigere end at holde et stift BPM-tal — musikken skal ånde og reagere på frasering.

Kort sagt: Allegro angiver et moderat hurtigt tempo og kan nuanceres af komponistens tillæg eller stilperioden. Det er en vejledning til hastighed og karakter, ikke en ubøjelig regel — to opførelser af samme Allegro kan derfor godt føles meget forskellige.