Kinesiske stednavne
Kinesiske stednavne er navne på steder i Kina. Da det kinesiske sprog ikke har haft nogen form for fonetisk alfabet før for nogle få hundrede år siden (sammenlignet med de tusindvis af år, hvor de kinesiske skrifttegn har været brugt), har der været stor forvirring omkring navngivning af steder på kinesisk. Da de kinesiske tegn er et logografisk skriftsystem, hvilket betyder, at skriften primært viser ordets betydning snarere end dets udtale, kan det bruges til at skrive ord på mange forskellige sprog. Hertil kommer, at det kinesiske sprog ikke er ét samlet sprog, men en hel gren af den sino-tibetanske sprogfamilie. Mange af de kinesiske sprog eller dialekter er gensidigt uforståelige, hvilket betyder, at en taler af et sprog eller en dialekt ikke kan forstå en taler af et andet sprog eller en anden dialekt, medmindre den ene af dem allerede kendte den andens sprog eller dialekt. Mandarin og kantonesisk er f.eks. begge dialekter af kinesisk, men de er så forskellige fra hinanden, at deres talere ikke kan forstå hinanden, medmindre mindst én af dem kendte begge. Derfor kan det være en udfordring at vide, hvilken talt dialekt man skal bruge, når man skriver navnet med det romerske alfabet, som er et fonetisk skriftsystem og ikke et logografisk system. Mens byens navn f.eks. skrives som 北京 på kinesisk, hedder den Běijīng på mandarin og Bak1 Ging1 på kantonesisk, mens navnet på kinesisk hedder 北京.
På det kinesiske fastland er de fleste stednavne på mandarin-kinesisk, som er landets officielle talesprog. Selv om lydene i mandarin-kinesisk ikke har ændret sig i lang tid, har der været mange forskellige måder at skrive kinesiske stednavne på mandarin med det romerske alfabet eller mange forskellige romaniseringer. Dette skabte en masse forvirring og misinformation for ikke-kinesisktalende om, hvad man skal kalde kinesiske stednavne. F.eks. blev Beijing stavet Peking, Nanjing blev kaldt Nanking, Tianjin blev stavet Tiantsin, og Qingdao blev stavet Tsingtao. Disse mange stavesystemer skabte forvirring blandt ikke-kinesisktalende, og derfor endte det med, at de navne, som talere af andre sprog kaldte stednavne, endte med at lyde meget anderledes end mandarin-kinesisk. For at lære folk at udtale mandarin-kinesisk korrekt, både fastlandskinesere og ikke-kinesere, gjorde det kinesiske kommunistparti Hanyu Pinyin til den eneste accepterede romanisering i officiel brug og forbød alle andre romaniseringer i officiel brug på det kinesiske fastland. Peking blev Beijing, Nanking blev Nanjing, Tiantsin blev Tianjin, og Tsingtao blev Qingdao. Selv om udtalen af disse stednavne forblev den samme på mandarin, gjorde det det det muligt for ikke-kinesisktalende, især engelsktalende, at sige kinesiske stednavne meget mere nøjagtigt i forhold til deres mandarinudtale.
I de autonome regioner, dvs. steder i Kina, hvor visse mindretalsgrupper udgør en stor del af befolkningen, er mange stednavne dog ændret tilbage fra kinesisk til de lokale sprog for at repræsentere de lokale sprog. F.eks. blev byen Dihua (迪化) ændret tilbage til Urumqi, som er byens navn på det lokale uyghursprog, efter at den autonome region Xinjiang Uyghur blev dannet.
I Taiwan, hvor mandarin-kinesisk også er det officielle sprog, er stavemåden af stednavne ofte uensartet. Navnene på taiwanske byer er normalt skrevet i kinesiskpostromanisering. Derfor staves byerne Taipei, Kaohsiung og Taichung i stedet for Taibei, Gaoxiong og Taizhong, som de ville blive stavet på Hanyu Pinyin. Dette er tilfældet, fordi mange taiwanesere ikke bryder sig om at bruge Hanyu Pinyin (selv om det er standardromaniseringen af mandarin-kinesisk i hele verden), fordi den blev skabt af det kinesiske kommunistparti, som mange taiwanesere ikke bryder sig om. Mens de fleste navne på gader, distrikter og metrostationer i de nordlige byer i Taiwan er på Hanyu Pinyin (da Hanyu Pinyin generelt er mere accepteret i nord), bruger byer i det sydlige Taiwan mange forskellige stavesystemer, blot for at undgå at bruge Hanyu Pinyin. I flere tilfælde kan nøjagtig den samme gade staves på flere forskellige måder. I Banqiao staves Xinzhan Road (新站路) f.eks. i Banqiao "Shinjann Rd." på en strækning og "Sin Jhan Rd." på en anden.
Spørgsmål og svar
Sp: Hvad er den væsentligste forskel mellem kinesiske tegn og et fonetisk alfabet?
A: Kinesiske tegn er et logografisk skriftsystem, hvilket betyder, at skriften hovedsagelig viser ordets betydning snarere end dets udtale. Et fonetisk alfabet er et skriftsystem, der bruger symboler til at repræsentere lyde, så det kan bruges til at nedskrive ord på mange forskellige sprog.
Spørgsmål: Hvordan skaber det forvirring, når man navngiver steder i Kina?
A: Da der ikke har været noget fonetisk alfabet i tusindvis af år, kan det være en udfordring at vide, hvilken talt dialekt man skal bruge, når man skriver navnet i det romerske alfabet (et fonetisk skriftsystem). Dette har skabt en masse forvirring og misinformation for ikke-kinesisktalende om, hvad man skal kalde kinesiske stednavne.
Spørgsmål: Hvad gjorde det kinesiske kommunistparti for at løse dette problem?
A: Det kinesiske kommunistparti gjorde Hanyu Pinyin til den eneste accepterede romanisering i officiel brug og forbød alle andre romaniseringer i officiel brug på det kinesiske fastland. Dette gjorde det muligt for ikke-kinesisktalende, især engelsktalende, at sige kinesiske stednavne meget mere præcist i overensstemmelse med deres mandarinudtale.
Spørgsmål: Hvordan håndterer de autonome regioner stednavne anderledes end det kinesiske fastland?
A: I de autonome regioner, dvs. steder i Kina, hvor visse minoritetsgrupper udgør en stor del af regionens befolkning, er mange stednavne ændret tilbage fra kinesisk til de lokale sprog for at repræsentere de lokale sprog. Efter dannelsen af den autonome region Xinjiang Uyghur blev Dihua (迪化) f.eks. ændret tilbage til Urumqi, som er navnet på det uyghuriske sprog.
Spørgsmål: Hvordan staves taiwanske byer normalt?
A: Navnene på taiwanske byer staves normalt ved hjælp af kinesisk postromanisering i stedet for Hanyu Pinyin, som er almindeligt accepteret på verdensplan som standardromanisering af mandarin-kinesisk. Dette skyldes, at mange taiwanesere ikke bryder sig om at bruge Hanyu Pinyin, da det blev skabt af det kinesiske kommunistparti, som de ikke bryder sig om.
Spørgsmål: Hvilken slags stavevanskeligheder findes der i Taiwan?
A: I de nordlige taiwanesiske byer skrives de fleste navne på gader, distrikter og metrostationer med Hanyu Pinyin, mens byer længere mod syd ikke har tendens til at bruge et bestemt stavesystem, men blot modstå brugen af Hanyu Pinyin, hvilket resulterer i flere forskellige stavemåder for en gade eller et distrikt - f.eks. "Shinjann Rd." og "Sin Jhan Rd." for Xinzhan Road (新站路) i Banqiao by.
