Psykoseksuel teori
Sigmund Freud var en neurolog og psykoanalytiker, der forsøgte at hjælpe voksne med deres problemer. Han talte med voksne om deres barndom og om alt, hvad der skete i den periode. Freud fokuserede på det ubevidste sind. Dette er den del af sindet, som en person ikke er i stand til at vide noget direkte om. Freud mente, at det ubevidste sind var vigtigt for, hvordan folk tænker og føler. Den måde, som folk tænker og føler på, kan påvirke, hvordan de handler. Freuds idéer førte ham til at lave sin psykoseksuelle teori. Den psykoseksuelle teori fokuserer på, hvordan et barns ønsker styres i de tidlige år, og hvilken effekt det har, når barnet bliver voksent.
Freud mente, at hver enkelt persons personlighed består af tre dele. Disse dele er id, ego og superego. De tre dele har hver især et formål, men er næsten aldrig enige. De tre dele, der ikke er i overensstemmelse, er det, der får folk til at være ulykkelige og have problemer.
Når et barn bliver født, har det kun grundlæggende behov. Barnet har brug for at spise, sove og gå på toilettet. Disse grundlæggende behov hjælper barnet med at leve. Disse grundlæggende behov er det, der udgør id. Id'et ønsker kun at tage sig af disse behov. Id'et ønsker, at behovene skal opfyldes med det samme og ikke behøver at vente. Freud mente, at små børn styres af id'et. Id'et kender ikke til eller bekymrer sig ikke om rigtigt og forkert. Det ønsker kun at tage sig af sine behov. Det betyder, at små børn ikke kender til rigtigt og forkert. De ved kun, hvad id'et ønsker. Børn vil handle efter id'ets ønsker, selv når de ikke burde gøre det. Børn begynder at lære, at de ikke altid kan få det, de vil have, når de vil have det. Dette får egoet til at blive dannet. Egoet "styres af virkelighedsprincippet". Det betyder, at det ved, hvad der virkelig kan ske i verden. Egoet ved, om id'et kan få det, det ønsker, ved at se på, om ønsket kan opfyldes. Når id'ets behov ikke kan opfyldes, kontrollerer egoet id'et og dets ønsker. Børn, der har egoet dannet, kan kontrollere deres grundlæggende behov og deres handlinger. Når egoet er dannet, får børn en følelse af selv ved at kontrollere deres behov. Overjeget dannes ved at børn arbejder sammen med deres forældre og andre i samfundet. Overjeget fungerer som en regelfølger. Det gør det muligt for barnet at vide, hvad der er rigtigt og forkert, ved hjælp af hvad samfundets regler om rigtigt og forkert er. Skyldfølelse er den primære måde, hvorpå overjeget fortæller børn reglerne for, hvad der er rigtigt og forkert.
Freud mente, at børn gennemgik fem psykoseksuelle udviklingsstadier. I stadierne skal børn løse problemer mellem behov og det, som samfundet ønsker. Ved at løse disse problemer kan børnene klare sig godt som voksne. Problemer, som voksne får, har at gøre med det stadium, hvor de havde problemer med. De fem stadier er : oral, anal, fallisk, latenstid og genital. Det orale stadium begynder ved fødslen og har at gøre med barnets behov for at sutte. Det anale stadie er det andet og er fra 1-3 års alderen. Det har at gøre med at holde og slippe urin og afføring. Den tredje fase, den falliske fase, er fra 3-6 år og har at gøre med kønsorganerne. Freud mente, at dette stadium er et af de vigtigste stadier at løse problemer i. Hvis et barn ikke løser problemerne, kan det udvikle enten Ødipuskomplekset (for drenge) eller Elektrakomplekset (for piger). Disse problemer kommer af kærlighed enten en drengs kærlighed til sin mor eller en piges kærlighed til sin far. For at stoppe problemerne tager drengen eller pigen deres fars (for drenge) eller mors (for piger) værdier til sig. Det fjerde stadium af de psykoseksuelle stadier er latensstadiet, og det forekommer fra 6-11-årige. I denne fase vokser overjeget mest, og børnene får værdier fra samfundet. Den sidste fase er den genitale fase og varer gennem ungdomsårene. I denne fase begynder børn at kunne lide andre og indgå heteroseksuelle forhold.
Freuds psykoseksuelle stadier
| Scene | Alder |
| Mundtlig | Fødsel-1 år |
| Anal | 1-3 år |
| Fallisk | 3-6 år |
| Latency | 6-11 år |
| Genital | Ungdomsårene |
Freuds teori om barnets udvikling er vigtig, fordi den var den første, der påpegede betydningen af forældre-barn-relationer.
Psykosocial teori
Erik Erikson var en tilhænger af Freuds ideer og startede sin egen teori ved hjælp af Freuds ideer. Eriksons teori kaldes den psykosociale teori om barnets udvikling. Erikson brugte Freuds idé om id, ego og superego og hans udviklingsstadier til at opbygge sin egen teori. Erikson mente, at egoet var "af allerstørste betydning". Egoet var vigtigt, fordi det lader børn blive et individ og bidrage til samfundet. Erikson tilføjede flere stadier til sin teori end Freud gjorde, og nogle af hans stadier ligner Freuds. Erikson endte med at have otte stadier i sin teori. Hvert stadie har et problem mellem to forskellige følelser. Et barns personlighed er formet af, hvordan de løser hvert problem.
Erkison's stadier
- Fase 1: Grundlæggende tillid vs. mistillid: Tillid udvikles, fordi spædbørn har brug for, at voksne tager sig af deres behov. Erkison mente, at denne fase aldrig er afsluttet.
- Fase 2: Autonomi vs. skam og tvivl : Små børn skal lære at gøre ting som at give mad, tage tøj på og bade med hjælp.
- Fase 3: Initiativ vs. skyld: Børn kan lade som om, hvem de vil være, ved at lege fantasilege
- Fase 4 : Industri vs. underlegenhed : Børn lærer at arbejde sammen med andre uden for familien.
- Fase 5 : Identitet vs. identitetsforvirring : Barnet danner sin selvopfattelse.
- Fase 6 : Intimitet vs. isolation : Unge voksne skaber relationer med andre.
- Fase 7 : Generativitet vs. stagnation : Voksne bliver forældre og tager sig af børn.
- Fase 8 : Integritet vs. fortvivlelse : Voksne tænker på den person, de har været.
Eriksons stadier er vigtige, fordi de har set på samfundet og kulturen, og hvordan de påvirker personligheden. Freud fokuserede kun på seksualitet. Erksons stadier viser også, hvordan personligheden formes i takt med, at børn vokser.
Eriksons vs. Freuds stadier
| Alder | Eriksons fase | Freuds fase |
| Fødsel- 1 år | Grundlæggende tillid vs. mistillid | Mundtlig |
| 1-3 år | Autonomi vs. skam og tvivl | Anal |
| 3-6 år | Initiativ vs. skyld | Fallisk |
| 6-11 år | Industri vs. underlegenhed | Latency |
| Ungdomsårene | Identitet vs. identitetsforvirring | Genital |
| Ung voksenalder | Intimitet vs. Isolation | N/A |
| Midt i voksenalderen | Generativ vs. stagnation | N/A |
| Alderdom | Integritet vs. fortvivlelse | N/A |
Behaviorisme
John Watson brød sig ikke om Freuds og Eriksons psykoanalytiske teorier. Watson valgte at se på menneskers adfærd for at forstå, hvordan børn udvikler sig. Hans idéer falder ind under begrebet behaviorisme. Watson var "inspireret af Pavlovs studier af dyrs indlæring". Pavlovs studier fokuserede på klassisk konditionering. Klassisk konditionering er, når et dyr eller et menneske lærer at reagere på en stimulus, en ting, der vil forårsage en reaktion. Watson mente, at børn kunne undervises ved hjælp af denne måde. Watson besluttede at afprøve sin teori ved at lave et eksperiment med en ni måneder gammel baby, Little Albert.
Watson startede sit eksperiment med at teste, om Albert var bange for noget. Watson ville se, om Albert var bange for en hvid rotte. Som de fleste spædbørn var Albert ikke bange for den hvide rotte. Watson ville teste, om han kunne gøre Albert bange ved hjælp af klassisk konditionering. Watson opdagede, at Albert blev bange for lyden af en hammer, der slog på en stålgong med en hammer. Da Albert var 11 måneder gammel, fortsatte Watson med forsøget. Albert fik den hvide rotte. Et par sekunder senere fik Watson hammeren til at slå på gong'en. Albert græd, da dette skete. Dette blev gjort syv gange. Efter de syv gange græd Albert, når han så den hvide rotte. Lille Albert blev også bange for andre ting, det kaldes generalisering. Disse ting havde en lighed med den hvide rotte. De var en kanin, en hund, en pelsjakke, en julemandsmaske og Watsons hår. Watsons eksperiment var vigtigt, fordi han var i stand til at lære Albert at blive bange for noget.
Watson viste, at børn kan undervises gennem klassisk konditionering. Efter eksperimentet mente Watson, at børn påvirkes af omgivelserne.
Teori om social læring
Albert Bandura mente, at børn lærer ved at se på andre i samfundet. Når de har set på, kopierer de det, der blev gjort. Hans teori kaldes social læringsteori. Den kopiering, som børn udfører, kaldes modellering. Den person, som børnene kopierer, kaldes modellen. Bandura mente, at der er fire betingelser, der skal være opfyldt, for at modellering kan finde sted.
- Opmærksomhed : barnet skal være opmærksom på modellens adfærd
- Fastholdelse : barnet skal huske adfærden
- Reproduktion : barnet skal kopiere adfærden
- Motivation : barnet har brug for en grund til at kopiere adfærden
Bobo-dukkeeksperimentet (1961)
Børn er tilbøjelige til at stå model til adfærd, hvis modellen er af samme køn. Et pigebarn vil kopiere en kvindelig model bedre end en mandlig model. Det skyldes, at barnet ønsker at opføre sig som folk, det ligner. Børn er også mere tilbøjelige til at modellere adfærd, hvis adfærden får positive reaktioner fra voksne. Når børn får ros, vil de blive ved med at udføre adfærden. Det gør de, fordi de ønsker at få mere ros. Et barn vil ikke altid få ros for sin adfærd. I stedet kan de få straf. Hvis et barn bliver straffet for en adfærd, vil det ikke vise den. Et barn kan også vælge at være model for en adfærd eller ej ved at se, hvad der sker med modellen. Hvis modellen bliver straffet, vil barnet ikke stå model til adfærden. Det skyldes, at barnet ikke ønsker at få straf. Bandura lavede et eksperiment for at afprøve sine idéer. Eksperimentet er kendt som Bobo-dukkeeksperimentet.
Bandura tog 36 drenge og 36 piger med i sit eksperiment. Børnene var mellem 3 og 6 år gamle. Han brugte også en mand og en kvinde som model. Bandura ville se, om børnene ville stå model til aggressiv eller ond opførsel. Bandura delte børnene op i otte grupper på 6 personer og en gruppe på 24 personer. Grupperne blev lavet ved at dele halvdelen af børnene op i en aggressiv gruppe og halvdelen i en gruppe, der ikke var aggressiv. De to grupper blev begge igen delt i to dele igen af drenge og piger. Bandura delte derefter pigerne op i to grupper. Den ene gruppe havde kvindemodellen og den anden havde mandemodellen. Han gjorde det samme med drengene. Gruppen på 24 havde ingen model. Børnene blev sat i et legerum med modellen. Børnene blev bedt om at sætte sig på en stol, og modellen gik hen til den anden side af rummet. De børn, der var i aggressive grupper, så modellen gå hen til en Bobo-dukke i rummet og lege med den. Modellen brugte det meste af tiden på at være aggressiv over for dukken. De børn, der ikke var i den aggressive gruppe, så modellen lege med legetøj og ikke være opmærksom på Bobo-dukken. Modellen forlod derefter rummet. Børnene fik lov til at lege med legetøjet i rummet. Nogle af legetøjet lod børnene lege og være aggressive. Børnene blev holdt øje med, hvordan de legede med legetøjet. De børn, der så den aggressive model, legede aggressivt med legetøjet. De børn, der havde en model, som ikke var aggressiv, legede pænere. Børnene legede pænt, fordi de ikke så den aggressive model for at kopiere dens adfærd. Banduras eksperiment viste, at børn kan lære adfærd fra voksne ved at se den voksnes adfærd.
Teori om kognitiv udvikling
Jean Piaget startede sin teori om børns udvikling, da han satte spørgsmålstegn ved den måde, børn tænker på. Han mente, at spædbørn og børn havde en anden forståelse end voksne. Piaget fokuserede på børns kognitive udvikling i stedet for voksnes. Kognitiv udvikling er at studere, hvordan voksne og børn tænker og lærer. Piagets arbejde var med til at udvikle nye undervisningsmetoder og programmer for opdagelsesbaseret læring. Piagets teori om kognitiv udvikling består af tre hoveddele:
- Skemaer
- Tilpasning
- Udviklingstrin
Skemaer
Piaget mente, at børn havde og lavede skemaer, efterhånden som de udviklede sig. Skemaer er måder at give mening til erfaringer på. Et skema er et billede af noget i et barns hoved. Billedet er normalt et billede af, hvordan forskellige ting sker i verden. Billedet hjælper barnet med at forstå og opføre sig i verden. Et eksempel på et skema ville være et barns skema for at være i et klasseværelse. Barnets billede ville indeholde ting som f.eks. elever, der sidder på stole ved skriveborde. En lærer sidder forrest i klassen og underviser. Dette skema hjælper barnet med at vide, hvordan det skal handle og ved, hvad der kan ske i klasseværelset.
Piaget mente, at de første skemaer har noget at gøre med barnets reaktion på verden. Piaget mente, at babyer fødes med nogle skemaer uden at lære dem. Disse skemaer er sensomotoriske handlinger. Skemaerne er meget enkle. Skemaerne bliver mere komplekse, efterhånden som barnet bliver ældre. Barnet begynder at tænke, før det handler. Når barnet gør dette, bruger det mentale repræsentationer eller billeder i hovedet, som repræsenterer forskellige ting. De mentale repræsentationer kan ændres i hjernen til nye idéer. Piaget mente, at de to mest magtfulde mentale repræsentationer er billeder og begreber. Billeder er billeder i sindet af genstande, mennesker og rum. Begreber sætter billederne sammen i forskellige grupper. Skemaer kan ændres og skabes ved at sammensætte og ændre billeder og begreber i barnets sind.
Tilpasning
Piaget mente, at et barns hjerne bliver bedre tilpasset til verden gennem tilpasning. Børn bruger tilpasning ved at ændre skemaer for at tilpasse sig verden. Piaget mente, at tilpasning består af to dele: assimilation og tilpasning. Ved assimilation bruger børn de skemaer, de har, til at forstå verden. Børns skemaer er ikke altid rigtige. Når et barn har et skema, der ikke er rigtigt, er de nødt til at ændre det. Dette kaldes akkommodation. Ved tilpasning laves nye skemaer, eller gamle skemaer ændres. Ændringerne skal finde sted, så barnet bedre kan forstå verden. Piaget mente, at der er en balance mellem assimilation og akkommodation. Han kaldte balancen for kognitiv ligevægt. Når et barns skemaer passer til dets forståelse af verden, er barnet i ligevægt. Når skemaerne ikke passer til hinanden, er barnet i uligevægt. Piaget kaldte det at bevæge sig mellem ligevægt og uligevægt for ligevægt.
Stadier i den kognitive udvikling
Piaget opdelte sine faser af børns kognitive udvikling i fire faser. Stadierne går altid i den samme rækkefølge. Stadierne sker også for børn overalt. På hvert stadium er der vigtige detaljer, der sker på det pågældende stadium.
| Trin i den kognitive udvikling | Alder |
| Sensorimotorisk | 0-2 år |
| Præoperationel | 2-7 år |
| Beton Operationel | 7-11 år |
| Formelt operationelt | 11 år og opefter |
Sensorimotorisk stadium
Det sensomotoriske stadium er det første stadium i Piagets teori. I dette stadium "tænker" spædbørn med deres øjne, ører og hænder. Børn i dette stadie lærer om verden gennem deres sanser. Piaget mente, at børn i dette stadie lærer ved at udføre de samme handlinger igen og igen. Disse handlinger kommer fra deres sanseerfaring. Piaget kaldte dette for cirkulær reaktion. Der er to hovedtyper af cirkulær reaktion: primær og sekundær. En måned gamle børn bruger primær cirkulær reaktion. Ved primær cirkulær reaktion udfører børn handlinger, der har at gøre med deres grundlæggende behov, som f.eks. at spise. Børn på fire til otte måneder bruger sekundær cirkulær reaktion. Sekundær cirkulær reaktion sker, når børn forsøger at få begivenheder til at ske med deres handlinger. Sekundær cirkulær reaktion hos børn hjælper dem med at kontrollere deres egen adfærd. Børn på otte til tolv måneder kan kontrollere deres adfærd.
I den sensomotoriske fase opnår børn objektpermanens. Dette sker mellem 8 og 12 måneder. Objektpermanens er at vide, at en ting stadig eksisterer, selv om barnet ikke kan se den. Objektpermanens ses hos børn i alderen otte til tolv måneder. Objektpermanens kan ses i Piagets opgave med at skjule genstande. I opgaven er et stykke legetøj gemt under et tæppe. Hvis barnet kan finde legetøjet, har barnet lært objektpermanens.
Præoperationelt stadiumDet
præoperationelle stadium har en stor ændring i den repræsentative tanke i sindet. I dette stadium kan børn bruge symboler til at repræsentere deres viden. Børn lærer også sprog i det præoperationelle stadium. Piaget mente ikke, at sproget var så vigtigt for den kognitive udvikling. Han mente, at børn bruger ord til at forklare de billeder af oplevelser, de har i deres sind.
I det præoperationelle stadium har børn egocentrisme. Egocentrisme er, når børn ikke kan se forskel på deres eget synspunkt og andres. Piaget brugte problemet med de tre bjerge til at vise egocentrisme. I problemet er en dukke placeret på den ene side af en gruppe bjerge. Et barn er placeret på en anden side. Barnet bliver bedt om at fortælle, hvad dukken ser. Et barn, der har egocentrisme, fortæller, hvad det ser, og ikke hvad dukken ser. Dette er til den enkle wikiside om børns udvikling.
Konkret operationel fase
I den konkrete operationelle fase bliver børnenes tænkning mere logisk. Logisk tænkning bruger fornuften, når man tænker. Børn er i stand til at forstå ændringer mellem ting, der er foran dem. De har stadig svært ved ting, som de er nødt til at forestille sig. Børn i det konkrete operationelle stadium kan placere genstande i forskellige arrangementer. De forstår, at ting kan placeres i mere end én gruppe ad gangen. Børn i det konkrete operationelle stadium kan også placere ting i rækkefølge efter egenskaber som længde og vægt.
Forståelsen af bevarelse sker i det konkrete operationelle stadium. Børn, der forstår bevarelse, ved, at det at ændre en tings form eller beholder ikke ændrer på, hvor meget der er i den. I forbindelse med bevarelse af væske ved børn f.eks., at mængden af væske ikke ændres, hvis den kommer i et andet glas.
Formel operationel fase
I det formelle operationelle stadium er børn i stand til at tænke over abstrakte idéer. De abstrakte idéer er dem, der befinder sig i barnets sind og ikke i verden foran det. På dette stadium kan børn komme med regler for, hvordan ting kan ske, uden at de har brug for konkrete genstande. Piaget mente, at der var to hoveddele af det formelle operationelle stadium: hypotetisk-deduktive ræsonnementer og propositionstænkning. I hypotetisk-deduktiv ræsonnement er børn i stand til at gætte resultatet af et problem. Det kan de gøre ved at gætte på noget, som kan afprøves i et eksperiment. Ved at afprøve gættene lærer de, om deres gæt var rigtigt, og hvis ikke, hvorfor det ikke var rigtigt. Ved hjælp af propositionel tænkning kan børn forstå, om talte udsagn er sande. Det kan de gøre uden at skulle se et eksempel på disse udsagn.
Sociokulturel teori
Lev Vygotsky byggede sin teori om børns udvikling på tre ting. Vygotsky mente, at børns udvikling hovedsageligt blev dannet ud fra sociale og kulturelle interaktioner. Interaktioner opstår, når to eller flere mennesker taler og/eller arbejder sammen. Vygotsky mente, at kulturen har stor betydning for, hvordan den kognitive udvikling udvikles. Vygotsky fokuserede også på sproget. Han mente, at sproget var meget vigtigt for at ændre den måde, et barn tænker på.
Sprog
Vygotsky mente, at barnets udvikling i de første to år har at gøre med direkte forbindelse med verden. Efter de to år ændrer sproget den måde, barnet tænker på. Sproget er vigtigt, fordi det er den måde, hvorpå de voksne videregiver idéer til børnene. Vygotsky mente, at sprogets vækst fører til en stor ændring i børns måde at tænke på, fordi de kan kommunikere idéer med andre. Børn taler både til andre og til sig selv. Vygotsky mente, at det var meget vigtigt for udviklingen, at børn taler med sig selv. Han mente, at børn taler med sig selv for at hjælpe med at styre deres tanker. Han kaldte snak rettet mod sig selv for privat tale. Privat tale bruges, når en opgave er svær, efter at der er begået en fejl, eller når barnet er usikkert på, hvad det skal gøre. Børn, der bruger privat tale, er mere opmærksomme og involveret i det arbejde, de udfører. Også børn, der har problemer med at lære, bruger mere privat tale. Det er for at hjælpe dem med at forstå, hvad de lærer.
Sociale og kulturelle interaktioner
Vygotsky mente, at vigtig læring kommer af at arbejde sammen med voksne eller mere dygtige jævnaldrende. Disse hjælpere kan hjælpe barnet med at finde ud af, hvordan man udfører forskellige opgaver. Vygotsky mente, at der er en række forskellige sværhedsgrader, som et arbejde skal være i. Hvis arbejdet ligger i området, kan et barn lære bedst. Vygotsky kaldte dette område for zonen for proximal udvikling. Zonen for proximal udvikling omfatter opgaver, der er for svære at udføre alene, men som kan udføres med hjælp. Hjælpen ville komme fra en hjælper.
Når hjælperen arbejder sammen med barnet, opstår der sociale interaktioner. Vygotsky mente, at der er to vigtige dele af social interaktion: intersubjektivitet og stilladsering. Intersubjektivitet sker, når to mennesker starter med forskellige forståelser. De to personer interagerer med hinanden. Ved at interagere kommer de to personer frem til den samme forståelse. Scaffolding sker, når en lærer hjælper et barn. Læreren vil ændre, hvor meget han/hun hjælper, alt efter barnets arbejdsniveau. Læreren vil hjælpe mere, hvis barnet har brug for det. Læreren vil også hjælpe mindre, hvis barnet ikke har brug for hjælp. Efterhånden lader læreren barnet arbejde alene. Når barnet arbejder alene, lægger hun eller han samtalen ind i sin private tale. Den private tale bruges derefter til at hjælpe barnet med at løse opgaven.
